Når døden finder en

Jeg finder mig selv på bænken udenfor dit gamle hus, viklet ind i nærværet af savnet og fraværet. Jeg føler mig nøgen, som om du stille har klædt mig af, for hvert skridt jeg tog herover; nu er jeg her, og december blæsten leger med mit uvaskede hår. Længere nede af gaden, ude i horisonten, falder en stille vinterregn. Den finder os snart, tænker jeg. Såvel som hverdagen og realiteten gjorde. Du sagde, at det blot var livet, og alligevel vidste du ikke hvordan; du troede, der var mere og var ikke i stand til at glemme at huske at trække vejret ? men hvorfor kunne du ikke blive? Er det ikke, hvad man gør, når man elsker nogen? Man holder sig i live for dem, som jeg gør for dig nu. Hvad nytter det? Jeg kan kun komme tættere på dig, hvis jeg holder vejret og finder døden. Han er et sted derude, vi kender begge til hinandens tilstedeværelse. Ved vi eksisterer, ved vi mødes en dag.
Dit værelse er tomt, og væggene bare. Når jeg lukker øjnene, kan jeg endnu forestille mig plasticstjernerne i loftet; hundred gange lå jeg viklet ind i dig, din varme, fregnede hud mod min egen, og kiggede på dem, når jeg ikke kunne falde i søvn. Du åndede blidt ved siden af mig; mumlede lidt i din søvn, når mareridtene fandt dig. I lyset af stjernerne kunne jeg forestille mig, at vi var alle andre steder end på dit lille, rodede værelse; øde øer og efterladte strande.
Men du er her ikke længere, og roserne i bedet foran stuevinduet, er visnede med vinteren. Den bliver længere end sidste år, siges det. Jeg bemærker det ikke; siden du rejste, har der været evigt vinter i mit sind. Jeg håber, der er varmt i himlen; melodisk sommer. Du elskede jo solskin.