En livslektion

Og jeg elskede dig den dag. Nu elsker jeg mindet. Jeg erindrer, hvordan at du så op på mig med varme øjne, hvordan de genkendte noget i mig, jeg ikke vidste eksisterede. Som om du fandt mig og derefter viste mig, hvem jeg var, og hvem jeg kunne blive. Som havde jeg stået i så lang tid og set ud over havet, og du viste mig, at der var byer og liv, hvis blot jeg så ud mod horisonten i stedet for det blå. Du samlede noget i mig blot for at ødelægge det igen, så du kunne vise mig, at jeg kunne stå på mine egne ben, at jeg ikke havde brug for nogen til at holde mig oprejst. Og det gjorde jeg. Reparerede mit hjerte. Samlede små dele af det og omstøbte det, så de kunne passe sammen igen. Du viste mig sorgen, blot for at vise mig, at uden den kan lykken ikke findes. At lyset blot er mørkets fravær. At der findes godt og ondt indeni dig; det er, hvad du vælger at reagere på.
Men jeg elskede dig den dag. Ligegyldigt hvor mange gange du lod mig falde til jorden. For det er ikke, hvad du gjorde, eller hvad jeg var, men hvad jeg er. Hvad du hjalp mig til at blive; det ser jeg først nu, da du er borte, for det kunne ikke ses, mens du stadig var her. Du lærte mig noget, og derefter tog du tilbage til dit eget liv, for det manglede dig. Nu kan jeg leve mit. Tak.