Sammenvævninger af begyndelser og slutninger
I skabet på mit ungdomsværelse, ligger den stråhat, jeg havde på, da vi kyssede første gang. Det føles som lysår siden, men stadigvæk synes den at være en påmindelse om, hvor meget jeg ønsker at være den pige igen, som endnu troede på, at man kan elske nogen et helt liv. Pigen, som skrev kærlighedsdigte om hotelværelser og solnedgange. Pigen, som ønskede sig hele verden. Jeg tænker ofte på det for tiden, og jeg tænker på, hvor lidt jeg burde tænke på det. Måske var det en lille smule nostalgi, der gjorde, at han kyssede mig den aften ved havet. Måske havde hans venner fortalt ham, hvor nem jeg var den sommer, og så opdagede han, at jeg slet ikke er den, jeg var, da jeg gav drengen et blowjob til en eller anden latterlig studenterfest. Det er det, jeg gør. Jeg fokuserer så meget på det her ene lille hvorfor, at jeg pludselig ikke kan tænke på andet. Af og til er der nok ingen årsager. Han kyssede mig både dengang og forleden, og jeg folder mindet sammen og placerer det et sted, hvor jeg kan mærke varmen fra det. Så jeg kan finde det frem, når jeg ikke længere undrer mig over motiver. Så jeg kan tænke på bilens blide brummen, hans hånd i min og aftenmørke landeveje nær kysten, hvor nemt det endnu var at stole på, at han nok skulle få mig hjem.