Andet

13.6.18


Der er toogtres kilometer imellem det sted, hvor vi forelskede os, og det sted, hvor han lagde sin pande mod mit kraveben og huskede mig på, at jeg altid ville være hans pige, på trods af skænderierne, på trods af fejltagelserne, på trods af den aften. Om morgenen skrev han, at han glædede sig til at kneppe mig. Om aftenen, slog han op. Hvert kys har potentialet til at være det sidste. Det vidste jeg nok ikke rigtig dengang. På bagsædet af 8A, sagde han, at vi kunne drikke kaffe en dag. Jeg smilede og nikkede. Det er måske sådan noget, ekskærester godt kan gøre, tænkte jeg. I det mindste snakkede vi ikke om vejret. Og der var ingen af os, der endte med at skrive til den anden, og vi havde alligevel heller ikke udvekslet nye telefonnumre. De, man elsker, sidder et sted i en. Måske i den lille del af mig, der stadig er atten. Men jeg kan ikke længere huske, om vi holdt i hånden på den her gade, eller om det blot er min hukommelse, der holder fast i konstruerede minder. Om vi nogensinde var, hvad jeg antog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar