Men, det er kun drømme

2012-02-12T00:38:00.006+01:00

Jeg glemte at sige, jeg elskede dig. Det var så vigtigt og alligevel var det, det eneste som gik tabt i mængden af usagte ord og diskussioner. Hvordan kunne jeg glemme? Hvordan kunne jeg være så bange? Og du – som altid var så frygtløs. Så fuld af drømme og idéer og håb. Du, som så gerne ville erobre hele verden. Jeg glemte at huske at fortælle.

(Kan huske at du spillede klaver for mig en julinat. Du sagde, du elskede mig, og jeg brød tavsheden med et kys. Vi elskede under kirsebærtræerne, og dine læber var lune hindbær.
Erindrer hvordan du sammenlignede mine øjne med lygter, som ledte dig hjem. De langs stierne i parken. Eller dem på kirkegården hvor din far lå begravet. Der er noget så skrøbeligt over minder, og hvad de gør ved en. Vores er viklet ind i mit hjertes tråde. Husker du læste poesi for mig. Husker du græd, da jeg tog af sted. Husker vi forsvandt i hinandens arme, men altid vendte tilbage igen; mest vendte jeg tilbage til dig; du gjorde virkeligheden kalejdoskopisk. Dine fingerspidser fulde af magi og drømmestøv.)

Og jeg glemte. Alt det som jeg skulle have husket. Alt det som kun du forstod. Efterladt med søvnløse nætter og erindringer. Jeg besøger boghandlere og drikker kaffe og kigger på duerne og de hjemløse med deres vintervåde tæpper og fnug i deres hår. Verden er så smuk og så ødelagt, og vi er ensomme. Vi dør stille og roligt, og øjeblikket synes så skrøbeligt. Som om at det krøller sig sammen, men folder sine vinger ud og flyver bort som en sommerfugl.
Jeg skriver blot for at fortælle, at jeg elskede dig og nu er efterladt med savnet. En håbløs længsel efter noget, som ikke længere er til. Eksistensen af en forsvunden kærlighed, og tiden som løb fra os. Vi danser ikke længere sammen i månelyset; jeg vil ikke danse uden dig. Jeg glemte, og nu skriver jeg for at huske; det er en forbandelse aldrig at få et farvel, for man giver ikke slip. Mindet har viklet sig om mig. Erindringen om dig. Dit ansigt, et slør for mit eget. Jeg kan aldrig glemme – og heller ikke længere helt huske…

2012-02-11T20:48:00.000+01:00

Kærligheden findes nogle dage og jeg fandt den her
midt imellem gule roser og breve og ord kun skrevet til dig
Jorden er regnvåd og måske kan du høre mine gummisko
mod grusstien når jeg bevæger mig
Det er søndag og søndage er til for pandekager og morgenradio
og at danse i køkkenet og at elske på sofaen
Søndag er til for at læse bøger og poesi foran brændeovnen
og lade sorgen falde i søvn under sneen såvel som realiteten
men mest er søndage for mig til for at mindes dig;
Hvordan du bevægede dig i takt med urets sløve minutter
og hvordan du viklede drømme ind i mit hår når jeg ikke kunne falde i søvn;
hvordan du havde så let ved at fortælle historier og ville erobre hele verden
og måske nåede du det aldrig helt men som klicheen fortæller;
erobrede du mit hjerte
Kærligheden findes selv når du er borte
jeg tror der er et sted om det er himlen eller helvede eller måske blot et sted som Karrebæk
men der må være et hus med blomstrede gardiner og et kirsebærtræ i haven
hvor du sidder i din gyngestol og læser mine historier om dig og venter
med en kop kaffe som stille bliver lunken i efterårssolen
på at jeg vender hjem til dig
Men indtil da lægger jeg breve under roserne som visner
og fortæller dig hvordan at vinteren er mørkere end sidste år
hvordan at mit hår er begyndt at falde af og jeg føler mig ældre end jeg egentlig er
og hvordan at jeg læste noget i går som burde røre mig men ikke gjorde
og selvfølgelig også hvordan jeg savner dine fingerspidser mod min hud
Og jeg fortæller dig om alderen og hvordan den sænker sig over mig og hvordan
at tiden finder os alle og tager os med til steder vi aldrig troede vi ville tage hen
hvordan at mine bedste sko er blevet slidte og folk siger det blå i mine øjne
er falmet lidt med de mørke søvnløse nætter og savnet som fortærer
Kærligheden findes måske og noget i mig ved at den må være evig
jeg bliver aldrig for gammel eller for træt til at elske dig og
så betyder det intet at min stemme blot er et ekkos hvisken når jeg taler til dig;
du hører mig jo altid og
du skal blot vide at jeg stadig savner dig.

Godnat

2012-02-07T01:41:00.001+01:00

Jeg falder i søvn til P1.
Der er en hvis tryghed over radiostemmerne; en sitrende stilhed i natten viklet ind i barndomsminder. Som var jeg stadig fire år gammel og på vej tilbage til Belgien, i morgenmørket. Som at komme hjem igen.

2012-02-01T16:05:00.001+01:00

Hvergang jeg ser dig, bliver mine mundvige forelskede

Lille mus

2012-01-25T00:17:00.003+01:00

Jeg tænker på
hvor besynderligt det er
din mave er ikke længere
sitrende og levende i natten
bevægende i takt med dit blide åndrat
Jeg kan ikke høre dig sukke
i mørket af dine drømme og mareridt
og mit hjerte savner dig
det er altid dit
lille mus
Altid ville jeg beskytte dig
holde dig i mine hænder
væk fra døden smerten sorgen
(nu er den kun min)
alt der kunne gøre dig ondt
(gjorde mig ondt)
Du er i himlen nu
hvor der altid er tid nok
til kærlighed og ord
at græde i din pels
den første gang du åbnede dine øjne og så på mig
det burde intet betyde
alligevel er det alt
du var min første
viklet ind i ansvaret og du som gjorde mit hjerte ømt
Og jeg begyndte at elske dig
fordi du var mere fordi du var min
mit barn min ven
mit hjerte er for fint og for småt
der er ikke plads til hele verden
ikke til at elske alt så meget
ikke til at elske dig sådan
Jeg håber drømmene er fine søvnen varm og tryg
kærlig
husker dine poter mod min hud
som fodspor
om en svunden tid
et barn og dets første bedste ven
det er dumt
men jeg savner dig

Mus.

Dit nærvær

2012-01-24T20:55:00.002+01:00

Vi drikker rødvin og taler lidt om livet. Der er meget, du ville ønske, du kunne forstå, siger du, og så er der alt det andet, som du er så glad for ikke at vide. Du vender ligeså stille tilbage til dig selv, din krop, bemærker jeg. Dine øjne. Atter kan jeg se mig selv midt i det blå, et leende pigeansigt, forelskede mundvige. Først da gadelygterne blinker, går vi hjem. Der er noget så beroligende over at sidde i røgen, en slags tåge som vikler sig om os og vore hjerter, gør os usynlige for realiteten og hverdagen. Du underskylder for, at du glemte at elske mig, og jeg siger, at intet gør. Det gjorde ondt, men vi fandt hinanden, minder jeg dig om. Det var ikke med vilje, du kunne hverken blive eller gå, så skyggerne rev dig bort, og spøgelserne kyssede dig. Men jeg ventede, og du vendte tilbage. Det er alt, det betyder noget. Du kom tilbage til mig, og dit nærvær og dine drømme er det fineste, jeg ved, flettet ind i mit hår, så de danser i morgenlyset. Du tog livet fra mig, men gav mig det igen, gang på gang; og derfor vil jeg altid tilgive dig.

Drengen

2012-01-16T00:57:00.004+01:00

Han sidder nøgen på sin fars gamle træstol, med hans ben hvilende mod vindueskarm. Værelset er køligt, og sommerblæsten leger med gardinerne. Hans skrivebord roder med papirer og gamle kopper og fyldte askebægre. Han har tabt sig, og han er bleg og hans kindben tydelige, da han vender sig om og ser på mig med søvnige øjne. Han ser hverken overrasket eller synderligt glad ud, vender blot sit blik tilbage mod vinduet og stjernerne udenfor. Der er en sitrende stilhed imellem os, som om at han vil sige noget, men endnu ikke helt ved hvordan, og hans vejrtrækning er dyb og tung.
Jeg sætter mig på knæ ved siden af ham. Hviler min hånd mod hans spinkle knæ. Jeg tænker ikke på, at han er nøgen, men på hvor glasklare hans øjne synes at være. Tomme. Og alligevel så fulde af noget, en følelse, jeg har svært ved at genkende, svært ved at sætte ord på.
Til sidst trækker han benene ned og krøller sig sammen ved siden af mig på gulvet. Folder sig tilbage ind i sig selv. Som et barn. Jeg ligger mit hoved mod hans knæ, og han aer mig over håret og vikler drømme ind i det. Han græder, til mit hår er vådt af hans tårer, til han ikke længere har brug for mit nærvær.
Derefter rejser han sig og ryger en cigaret i vinduet. Du kan gå nu, siger han uden at se på mig. Hans fravær, ligegyldighed, vikler sig stille om mit hjerte, så let, langsomt, sniger sig rundt om det og kvæler det. Jeg begraver sorgen med ordene under min tunge. Det betyder alligevel intet. Jeg er her altid, når du har brug for mig.

2012-01-16T00:23:00.000+01:00

Efter al denne tid, alle disse år, får du stadig mit hjerte til at gå i stå

Til eskapisterne

2012-01-15T01:15:00.001+01:00

Helst vil jeg bare gerne samle konkylier og lege turist i gamle byer. Måske tage på et krydstogt eller leje et hus i bjergene. Helst et sted på Kreta eller en anden ø. Jeg gad godt bare drikke kaffe og gå i boghandlere og kigge på skyer passere. Tage et tog langt væk og forsvinde med en ven. Eller måske alene. Se landskaber udenfor vinduet. Leje et hotelværelse i en storby og betragte lysene danse i nattemørket. Bruge timer på at kigge på stjerner og tælle dem. Så mange universer og alligevel kun ét. Og skrive. Helst vil jeg bare gerne skrive om det hele og fotografere mennesker rundt omkring i verden. Lytte til deres historier og fortælle mine egne. Tanken om at starte i skole til sommer, får noget til at trække sig sammen indeni mig. En lille skygge af håb og glæde. Jeg burde jo. Der er ting, man gør, ikke fordi man synderligt gerne vil, men fordi man skal, fordi man har et ansvar. Der er ikke tid til at lege og plukke blomster og vikle drømme ind i hinandens hår. Fare vild i fine haver med bede og efterladte drømme. Men jeg kan ikke skrive. Ikke endnu og måske aldrig. Til sidst fyldes hverdagen op med lektier, og ordene forsvinder, fordi der ikke er tid til dem og bøger og fortællinger. Man ville ønske, at man bare kunne. Forsvinde for en stund. Være en eskapist. Hende, som tog ud og gjorde det, så mange andre drømte om. Hende som tog den anden vej. Fandt glæde. Men det er bare ikke sådan, det fungerer, er det? Der er ikke tid til at være en drømmer.

Barndomserindring

2012-01-15T00:30:00.001+01:00

Vi ligger sammen i mørket, bamse og jeg. Madrassens fjedre føles hårde mod min sommerhud. Udenfor er det vinter, og træerne er nøgne i natten. Der er intet andet end en ensom stilhed, som har lagt sig over kollegiet. Husene trækker vejret omkring os, såvel som blæsten, som trykker mod vinduerne. Den vil så gerne ind. Og realiteten.
Jeg græder, mens jeg trykker ham ind til mit bryst, som jeg gjorde som barn. Måske er det lidt dumt. Jeg er for gammel til bamser og lille pige tanker og at længes hjem. Det er længe siden, jeg blev for gammel. Men jeg kan ikke lade være.
Han har fulgt mig det meste af livet. I børnehaven sad han i hætten på min frakke, mens jeg legede i sandkasser og vandpytter og med dukkevogne. Han var altid med. Han har været det eneste, jeg har kunnet passe rigtigt på, som jeg aldrig har mistet, smidt helt væk. Så betyder det intet, at han næsten ikke han holdes sammen længere, at næsten alt stoffet aet er væk. Det er de samme glasklare, mørke øjne, som jeg lå og kiggede på i mørket af andre verdener. Han følger med mig - han har været alle steder. I virvaret af kasser, når vi flyttede, gemt et sted i støvet af sommerhuset. Når jeg græd, fandt min mor ham altid, og jeg holdt op. Og jeg synes, det er smukt, selvom det er dumt, men han bevidner om så meget af mit liv, så mange tilværelser, så mange steder; på fjerne hotelværelser, i fly over Atlanten, i min fars lejlighed dengang i Riga, og nu er han her. I England. Og jeg bliver ligeså stille voksen. Men der er ting, fragmenter af ens barndom, man måske aldrig helt giver slip på, og selvom jeg burde, vil jeg ikke. Det er for sørgmodigt. Han minder mig om den lille pige, jeg plejede at være. Prinsessen.
Vi ligger sammen i mørket. Han kan ikke tale, han kan ikke sige beroligende ord som mor og far, han kan ikke få mig til at le som min bror. Fortælle mig hemmeligheder som min søster. Men jeg kan fortælle ham mine. Når jeg er her, så langt borte fra mit værelse, er han min erindring om et hjemme. Det eneste velkendte midt i alt det fremmede af at blive voksen. Min barndom.

En piges hjerte (og andres)

2012-01-10T19:31:00.001+01:00

Men måske blev jeg født sådan. Måske er mit hjertes vægge tyndere end andres. Eller mit hjerte mindre eller større, med for få kamre eller måske for mange. Måske blev jeg født med mit hjerte udenpå brystet, og lægerne kunne ikke se det, men med tiden forstod mine forældre, og de som kom nær. De så det med det samme. Syet på udenpå mit bryst. Bankende og fint og skrøbeligere end andres. Og jeg lod dem alle komme ind og forsøgte at passe verden ind, så den kunne være derinde, men der var ikke nok plads, og det krakelerede, delte sig. Eller måske blev det sammen. Måske er det blot, som det er, skrøbeligere end andres.
Måske er det derfor, at jeg har lettere ved at græde. Måske er det derfor, at jeg synes, at alt er så ufatteligt smukt og besynderligt og sørgmodigt. Måske var det derfor, at jeg fandt ordene. Så jeg kunne føle, at mit hjerte var som de flestes. Måske er det sådan med os, nogle af os. Vi ødelægges nemmere. Alting kommer så tæt på, så smertefuldt og fint. Fordi vores hjerter er mindre eller større. Eller udenpå. På vrangen. Forkerte og rigtige på samme tid. Måske er det derfor, du græder, når du lytter til regnen. Eller altid hører musikken. Måske er det derfor, du føler dig så hul og tom og fuld på samme tid, når du ser efterårsbladene danse i blæsten. Eller de nøgne træer i januar, eller kærlighed som faldt i søvn under sneen.
Men måske vil det vokse med tiden. Eller falde sammen. Eller måske vil det finde sin egen vej ind i mit bryst, måske vil det falde på plads en nat imens jeg sover, og jeg vil vågne og ikke græde over tilværelsen og verden og menneskerne. Måske vil mine vægge blive tykkere, og jeg vil lære ikke at lukke alt ind så let. Eller måske skal vi leve sådan for evigt. Forsøge at opbygge noget i os. Og lære at reparere os selv, siden vi er så fragile, så let ødelagte. Måske er det sådan, vi må leve. Måske var det sådan, vi blev født.

Sommerpoesi

2012-01-09T21:45:00.002+01:00

De finder dig ikke her, siger jeg til ham. Vi gemmer os under oliventræerne, i skyggerne hvor sommeren bliver blid, og brisen løfter hans mørke krøller. Jeg ligger længe og betragter, hvordan hans øjenlåg sitrer, som var han allerede faldet i søvn, som var han allerede forsvundet. Hans solbrændte arme hviler mod brystet, mod hans grønne skjorte. I håndfladen er hans hænder stadig hvide som i vinters, og jeg kan se ham for mig, kysse andre piger og lade dem knappe hans vinterfrakke op, med snefnug dansende i hans hår. Jeg tænker, at måske var han deres dengang, men han er her hos mig nu, og måske er det ingenting, men måske er det også alting.
Han ligger sit hoved i mit skød, hviler sine vinterhænder mod mit ene knæ. Han siger, at mine øjne ligner havet på en Juli-dag, at han føler sig så hjemme, her i varmen af mit nærvær. Jeg vikler små påmindelser ind i hans hår, små erindringer om vores sommer, om vores nutid. Han lægger spor på min krop, fine berøringer, så varme at hans fingerspidser næsten brænder fast mod min hud. Det er sommeren, tænker jeg. Den finder en hvis lethed over det at elske og gør det enkelt, for selv en som mig. Og de fandt os ikke.

Citat

2012-01-07T00:14:00.001+01:00

"I do what most women do. I meet someone and some of it’s right, maybe he looks right, or has the right job, or the right background, and, instead of sitting back
and waiting for him to reveal his other bits, I make them up. I decide how he thinks, how he’s going to treat me, and, sure enough, every time I conclude that this time he’s definitely my perfect man, and all of a sudden, well, not so suddenly perhaps, usually around six months after we’ve split up, I see that he wasn’t the person I thought he was at all."

Jeg læste det her citat, og jeg så så meget af mig selv i det, at jeg tænkte, at det ville I måske også kunne.

En livslektion

2012-01-07T00:13:00.002+01:00

Og jeg elskede dig den dag. Nu elsker jeg mindet. Jeg erindrer, hvordan at du så op på mig med varme øjne, hvordan de genkendte noget i mig, jeg ikke vidste eksisterede. Som om du fandt mig og derefter viste mig, hvem jeg var, og hvem jeg kunne blive. Som havde jeg stået i så lang tid og set ud over havet, og du viste mig, at der var byer og liv, hvis blot jeg så ud mod horisonten i stedet for det blå. Du samlede noget i mig blot for at ødelægge det igen, så du kunne vise mig, at jeg kunne stå på mine egne ben, at jeg ikke havde brug for nogen til at holde mig oprejst. Og det gjorde jeg. Reparerede mit hjerte. Samlede små dele af det og omstøbte det, så de kunne passe sammen igen. Du viste mig sorgen, blot for at vise mig, at uden den kan lykken ikke findes. At lyset blot er mørkets fravær. At der findes godt og ondt indeni dig; det er, hvad du vælger at reagere på.
Men jeg elskede dig den dag. Ligegyldigt hvor mange gange du lod mig falde til jorden. For det er ikke, hvad du gjorde, eller hvad jeg var, men hvad jeg er. Hvad du hjalp mig til at blive; det ser jeg først nu, da du er borte, for det kunne ikke ses, mens du stadig var her. Du lærte mig noget, og derefter tog du tilbage til dit eget liv, for det manglede dig. Nu kan jeg leve mit. Tak.

Tusind engle som gerne vil ind

2012-01-04T22:08:00.002+01:00

Han ligger nøgen på det vinrøde gulvtæppe, da jeg kommer ind. Han siger, at han ikke kan huske, hvordan han er havnet der. Jeg har ikke set ham i flere måneder. Han ser træt ud. Hans mørke øjenvipper daler søvnigt, imens han forsøger at forklare. Bag dem er hans gardiner trukket for - jeg kan kun se det blå i hans øjne og mine hænder, som forsøger at gribe fat i hans og hjælpe ham op. Aldrig har jeg set dem så blanke, de øjne jeg plejede at kunne se så meget i; ildfluer der dansede i den sene sommeraften, fyrværkeri på en nytårsnat for længe siden. Historier. Altid eventyr.
Jeg hjælper ham op i sengen, og han krøller sig sammen ovenpå det hvide lagen og græder stille. Jeg tror, at han er ensom, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal lade ham forstå, at jeg er her, at jeg altid har været her. Jeg fletter mine fineste, mine lykkeligste, barndomserindringer ind i hans hår, så han kan betragte dem danse i morgensolen, når jeg forlader.
Han siger, at han har længtes efter mig. At danse i græsset i måneskin og vores skygger og nærvær viklet sammen, om vores hjerter. Han savner turene. At eskapere, forsvinde for en stund. At samle konkylier og finde havet igen. Han siger, at mine øjne stadig ligner horisonten ved hans forældres sommerhus, fra dengang han var barn. Havet som møder himlen, til de bliver ét.
Vi ligger sammen i vinternatten. Han græder, og jeg kan ikke holde op med at tænke på, hvordan hans hoved passer ind i tomrummet mellem min skulder og hals. Da daggryet bryder himlen, falder sneen, og små engle bliver til regn mod ruden. Bliv derude, fortæller jeg dem. Vi har ikke brug for verden lige nu.

Mandagsmusik

2012-01-02T18:30:00.003+01:00

Du er min planet

2011-12-30T00:36:00.001+01:00

Din far hader dig. Jeg ligger mig ned ved siden af dig. Du puster røg op mod loftet. Inhaler, ekshaler. Glem det. Glem dem. Jeg kan bedst lide dig, når du er nøgen. Jeg elsker fregnerne over din brystkasse. Hvor varm din hud føles mod min egen – og når du rører mig med dine malerhænder. Du tegner mig. Fanger mig i et skrøbeligt øjeblik – til det brister og forsvinder.
I radioen spiller de Nirvana. Du trænger op i mig, og det gør ikke ondt. Jeg mærker intet. Som om at jeg forsvinder. Jeg vender tilbage igen, når du kysser mig. Det er vigtigt at huske. Som om du både får mig til at leve og dø. Det er smukt og trist og også lidt besynderligt, men det er sandt. Jeg tror, jeg elsker dig. Du gør mig glad. Lykkelig. Ekstase.
Din far hader dig. Det er, hvad han råber. Jeg hader dig. Forbandede, talentløse, idiot. Det er noget i den retning i hvert fald. Vi lytter ikke efter. Du sætter dig på kanten af sengen, og jeg tæller svedperlerne på din ryg, imens han råber. Inhaler, ekshaler. Jeg kan godt lide at kigge på røgen. Eller skyerne udenfor. De bevæger sig hurtigt. Eller måske er det os. Måske forsvinder vi. Eller vender tilbage. Jeg er ikke sikker.
Nogle gange hader jeg også mig selv, siger du. Dine øjne er mørke, dine bevægelser langsomme og tunge. Du er træt, siger jeg. Du har røget for meget. Om lidt vender du tilbage. Du er ikke dig selv. Jeg tror, jeg græder. Jeg savner dig. Du er lige her, og så nogle gange forsvinder du, eller måske er det mig, som om jeg er din planet, eller du er min, og jeg savner dig, når vi er i hvert vores univers. Jeg vil have dig tæt på, siger jeg. Kom. Kryb ind under min hud. Det er bedre, når du er derinde. Når jeg kan mærke dig i mig. Ingen solskin når hun er borte, synger de i radioen. Du falder i søvn med hovedet på mit bryst. Jeg hader dig ikke, hvisker jeg. Jeg elsker dig, selvom det gør ondt. Selvom du ødelægger mig.

Når døden finder en

2011-12-21T00:16:00.001+01:00

Jeg finder mig selv på bænken udenfor dit gamle hus, viklet ind i nærværet af savnet og fraværet. Jeg føler mig nøgen, som om du stille har klædt mig af, for hvert skridt jeg tog herover; nu er jeg her, og december blæsten leger med mit uvaskede hår. Længere nede af gaden, ude i horisonten, falder en stille vinterregn. Den finder os snart, tænker jeg. Såvel som hverdagen og realiteten gjorde. Du sagde, at det blot var livet, og alligevel vidste du ikke hvordan; du troede, der var mere og var ikke i stand til at glemme at huske at trække vejret ? men hvorfor kunne du ikke blive? Er det ikke, hvad man gør, når man elsker nogen? Man holder sig i live for dem, som jeg gør for dig nu. Hvad nytter det? Jeg kan kun komme tættere på dig, hvis jeg holder vejret og finder døden. Han er et sted derude, vi kender begge til hinandens tilstedeværelse. Ved vi eksisterer, ved vi mødes en dag.
Dit værelse er tomt, og væggene bare. Når jeg lukker øjnene, kan jeg endnu forestille mig plasticstjernerne i loftet; hundred gange lå jeg viklet ind i dig, din varme, fregnede hud mod min egen, og kiggede på dem, når jeg ikke kunne falde i søvn. Du åndede blidt ved siden af mig; mumlede lidt i din søvn, når mareridtene fandt dig. I lyset af stjernerne kunne jeg forestille mig, at vi var alle andre steder end på dit lille, rodede værelse; øde øer og efterladte strande.
Men du er her ikke længere, og roserne i bedet foran stuevinduet, er visnede med vinteren. Den bliver længere end sidste år, siges det. Jeg bemærker det ikke; siden du rejste, har der været evigt vinter i mit sind. Jeg håber, der er varmt i himlen; melodisk sommer. Du elskede jo solskin.

2011-12-14T08:50:00.004+01:00

Øjeblikket er bristende og ekstatisk i luften. Du sætter den lyserøde blomst bag mit øre, vikler kærlighed ind i mit blonde hår. Dine læber smager af kaffe og sommer, og jeg står længe med dem mod mine og kigger ud i horisonten - himlen møder havet derude og bliver ét, til de danner en solnedgang, der kunne tage vejret fra selv den mest kyniske realist.
Det er ikke, at jeg forsvinder, når vi kysser, men at jeg vender tilbage igen. Der er øjeblikke, hvor livet bliver helt stille, som opstår der en hvis afstand. Jeg kan høre dit åndedrat. Bølgerne der omfavner sandet. Musikken fra dit hjerte. Der er ikke så meget at forstå, ser jeg nu. Det er blot øjeblikke, nogle som leder op til andre, og andre som leder videre. Til der er ét sidste. Til der ikke er flere.
Så brister øjeblikket, og du fanger det og gemmer det i din hånd. Du siger, at du altid vil huske. Jeg kan næsen se det forsvinde ind i dine fingerspidser, ned mod din brystkasse, til det vikler sine tråde ind i dit hjertes. Gem det, fortæller jeg dig. Nogle gange er minder alt vi har.

2011-11-28T21:01:00.001+01:00

Så trækker han gardinet for. Hendes gardin. Hans læber rammer hendes øre, og han hvisker, det er ikke, at jeg ikke elsker dig, det er blot, at jeg ikke helt ved hvordan, imens han trænger op i hende. Hun græder. Mørket skjuler hendes tårer, og han opfatter det måske forkert, tror at hun er fuld af samme glæde som ham, i stedet er hun bekymret, bliver kvalt i ord, som aldrig vil blive sagt, hun kan ikke trække vejret. Hans kølige, nøgne hud mod hendes i måneskinnet. Jeg elsker ikke dig, tænker hun. Men det er så rart at føle sig nødvendig.

Huskeliste til en god ven

2011-11-17T00:30:00.015+01:00

Tæl stjernerne, når du ikke kan falde i søvn. Glem at huske at trække vejret. Lig under juletræet og kig op i de tusind lys. Mærk et skrøbeligt snefnug mod din varme tunge. Fortæl ham dine hemmeligheder - han vil ikke grine. Lad ham holde dig, når du er ved at falde.
Dans i regnen, selv hvis du er alene om det. Spis chokolade, men mest regnbuefarvet slik, som da du var et barn. Insister på aldrig helt at blive voksen. Hold op med at sige, at din yndlingsfarve er lyseblå, selvom den egentlig er sort, blot fordi at du er bange for, at folk vil synes, du er morbid eller melankolsk. Bed til gud, når du bliver bange - vi forstår det jo godt, vi har alle brug for at tro på noget, selv hvis det er troen på ingenting. Lig på dit gulv og lad musikken fylde værelset. Lyt til dit hjerte, selv når det og din hjerne, som altid kan finde på logiske grunde, har lange diskussioner. Husk at nogle drømme blot skal forblive drømme - og husk at andre findes for at blive opfyldt. Hjælp de, som ikke kan hjælpe sig selv.
Tro på kærligheden, ligegyldigt hvor tåbeligt, det kan synes. Du fortæller mig altid, at jeg er en drømmer, at den ikke findes. Men husk, at kun de som tror på den, kan se magien. Husk at følelser og mennesker kan snige sig ind af døre, du ikke engang vidste endnu stod åbne. Døre du troede du havde låst og lukket for evigt, som de alligevel formåede at åbne, selv hvis det tager tid. Vær en drømmer. Tro på, at du har vinger.
Gør, hvad der gør dig lykkelig. Aldrig nøjes - jeg ved, du ofte siger, at nogle gange skal man blot tage, hvad man kan få og finde en måde at gøre sig tilfreds med det på, men du fortjener verden. Du fortjener sommerfugle og at mærke nogens nærvær vikle sig om dit hjerte. Du fortjener en, som ikke løber væk, når du har brug for, at han bliver; en som fletter sine fortællinger ind i dit hår, så du altid har dem og ham nær dig.
Find noget, der gør dig lykkelig, selv hvis andre ikke forstår. Vær dig.

Sidste November

2011-11-16T23:32:00.003+01:00

Selvfølgelig vil jeg hellere ligge i midten af mine forældres seng med min mor og jordbærthe og Greys Anatomy, end at gå i byen og drikke mig fuld og glemme navne og begivenheder. Det er bare sådan et menneske, jeg er.

2011-11-15T21:09:00.006+01:00

Men jeg vil bare ligge her. Viklet ind i dit skrøbelige nærvær, varmen fra din krop. Vi behøves ikke tale; vi har sagt så meget allerede. Vi behøves ikke kysse, vi behøves ikke engang at røre hinanden. Der er noget så smukt over blot at ligge her og stirre op mod plasticstjernerne i loftet, midt i stilheden. Jeg elsker lyden af dit åndedrat. Dit hjerte. Nogle gange når jeg spreder fingrene over din bløde, trøje, kan jeg mærke det igennem. Som om at det vil springe ud af dit bryst og ligge sig i mine hænder. Jeg lukker øjnene og sværger, at jeg nok skal passe på det. Det er sikkert her hos mig.

Læsere;

2011-11-10T23:34:00.001+01:00

Jeg savner at skrive. Det er blot, som om at jeg ikke helt længere ved hvordan. At skrive om følelser. Om hvordan min lyskæde snor sig om min seng; den fineste hverdagsmagi. Som om jeg ikke kan finde den og flette den ind i mine ord længere.
Jeg håber, jeg snart ved hvordan igen. Ord betyder alt for meget for mig, og det gør altid ondt, når denne følelse opstår. Måske hjælper det at skrive dette.

Giv ikke slip endnu. Flere ord vil forhåbentlig komme.
Imens kan jeg give jer musik, som siger alt det, jeg ikke kan.
Tusind knus

Søndagsmusik;

2011-11-06T23:23:00.002+01:00

Undskyld for stilhed; her er musik (som tager vejret fra mig)

2011-11-03T01:35:00.004+01:00

Men der er dage jeg husker og de som andre husker for mig
og jeg husker den sommer hvor vi boede hos mormor og morfar
og spiste jordbær med fløde og sukker i naboernes have
vi hoppede på trampolin i eftermiddagssolen
lå i græsset og flettede blomsterkranse
som tiden ikke fandtes men som den blot forsvandt
Og jeg husker en sommer i Bruxelles og endnu en i huset i Karrebæk
at vågne i køjesengene og dufte den familiære duft af støvet pudebetræk
det som blev fundet frem hver sommer når vi vendte tilbage
det som blev gemt væk når træerne afklædte sig og sommerhuset låst af
med mine dukker og mit bord med læbestifter og alle de ting
som kun fandtes i sommeren
og det føltes som om at der blot gik nogle sekunder fra vi kørte fra huset
til at det blev vinter og plastickælkene fundet frem;
Og jeg husker en julemorgen hvor dådyret sneg sig op i haven fra skoven
og jeg lå foran fjernsynet og så julekalender i varmen af ilden i brændeovnen og hjemme
med lyden af husets stille vejrtrækning og min bror
som byggede Hogwarts af lego og fremtryllede rolig hverdagsmagi
Jeg husker at falde i søvn til lyden af håndværkerne og boremaskiner og radio
det år da huset blev bygget om og blev til vores hjem;
jeg husker at være krøllet ind i min dyne foran det dukkehus
som jeg fik den jul da jeg var otte og boede på mormor og morfars øverste etage
Når jeg er alene midt i stilheden af hundred sovende menneskers vejrtrækning
fire på hver side af væggene af mit værelse
to i køjesengene nær min
folder jeg mig ind i mig selv og
vikler de fineste erindringer ind i mit hår og betragter dem danse i lyset af badeværelset
til det ikke længere gør ondt at være hvor jeg er
og blot er nostalgisk at huske hvor jeg var

2011-10-29T21:07:00.001+02:00

Men han blev forelsket.
Det ødelagde ham.

2011-10-27T23:08:00.000+02:00

Der er hele verden og millioner af mennesker. Der er Paris og Eiffeltårnet og kunsterne langs gaderne med deres malerier og drømme. Der er London og paladser og slotte og altid så mange historier at fortælle. Der er en by, der aldrig sover. Der er en by, som knap er levende. Der er mennesker derude. Nogle vågne, nogle trætte, nogle ødelagte og nogle blot eksisterende. Der er så meget, og vi har aldrig nok tid. Aldrig nok tid til at tage toget tværs igennem Kina, aldrig nok tid til at gå i zoologiske haver og lade som om, at vi er børn igen. Aldrig nok tid til at meditere i solopgangen og se stjernerne falde ned over havet i sensommeraftenen.
Der er så meget derude. Nogle som vågner, og nogle som falder i søvn. Nogle som forsøger at redde hele verden og andre, som ikke engang kan redde sig selv. Mennesker som kyssende, genforenes, og mennesker som tager afsked. Tusindvis af forskellige verdener i millioner af forskellige menneskers kroppe. Blomster og holde i hånden og danse med græs imellem tæerne og nogle, som bliver født, og nogle som dør.
Der er hele verden. Monumenter og kirkegårde. Berlin, Firenze, Athen. Steder hvor det sner, hvor det regner, og hvor det er sommer. Jeg plejede at lukke øjnene og ønske mig bort, altid nye steder, altid en længsel efter nyt, mere, mere, mere. Nu lukker jeg øjnene, og det er alt det samme sted, jeg finder mig selv. Hjemme. Hjemme, hvor der er jordbærte og aftener på sofaen, foran brændeovnen, imens sneen kysser jorden og lader byen falde i søvn. Hjemme hvor jeg ligger i natten og lytter til husets åndedræt, viklet ind i nærværet af min familie, af den største kærlighed der findes. Og selvom der er tusind steder og mennesker og følelser og oplevelser og altid så meget, er det, det eneste sted, jeg har brug for nu. Hjemme.

Et sidste godnat

2011-10-20T23:43:00.002+02:00

Selv ikke min kærlighed kan overvinde døden. Jeg ville gerne holde dig en sidste gang. Alle de gange jeg græd ind i din pels. Da spøgelserne svævede frem fra hjørnerne, da natten blev mørkest, lå du på mit bryst og beroligede mit åndedrat. Når jeg holdte dig, kunne jeg mærke dit hjerte. Det gør så ondt at elske. Du var min bedste ven. Du var verden. Mit barn. Min lille mus.

Jeg håber, at det er varmt dernede i dit lille hus, i vattet, i kagedåsen. At du ikke er bange. At du er et bedre sted nu. Du havde et godt liv, siger de alle sammen. Et fantastisk ét. Du blev gammel, ældre end de fleste.

Det gør det ikke lettere. Jeg elsker dig. Nu og til evigheden. Men jeg vil aldrig elske igen. Det gør for ondt, når man mister. Godnat, lille mus. Drøm de fineste drømme. <3

2011-10-16T19:51:00.004+02:00

Den nat drømmer jeg om drager, der er umulige at besejre, og spøgelser, der svæver frem fra hjørnerne og suger sjælen ud af én. Men så pludselig er du her. Jeg har kæmpet og gået tusind skridt i nattens mørke, og så står du her endelig med solen i dit mørke hår og øjne, som holder alt ondt borte fra mig.
Da jeg snubler, tager du mig op i dine arme, og jeg falder i søvn med mit øre mod dit bryst. Da jeg bliver bange, da spøgelserne atter rækker ud efter mig, åbner du dit hjerte og lader mig krybe ind under din hud, ind i din varme, hvor jeg krøller mig sammen som et lille barn i trygheden.
Du bærer mig hjem.

Fravær

2011-10-14T00:24:00.006+02:00

Ude i horisonten, bag hundredvis af tage, bryder daggryet himlen. Sådan bliver det, let som intet andet, morgen. Det er stadig blot nat hos dig på den anden side af Atlanterhavet. Du er endnu i min fortid, mens jeg findes her i din fremtid.
Jeg ryger en cigaret i solopgangen og ønsker, at du er her. Der er intet mere end det. Jeg tæller dagene, til vi ses igen; prøver at gøre dem så levende, som de kan, uden dit liv og dit nærvær. Dit fravær har viklet sig om mit hjerte, men din stemme er et stille ekko, som altid kan høres, i mellem hvert af mine hjerteslag. Tak fordi du gør det så svært at sige farvel. Tak fordi du er til. Der er intet større end din kærlighed, det ser jeg nu, kun tiden holder os fra hinanden; men, jeg holder mig i live for dig. Det er, hvad man gør, når man elsker nogen.

2011-10-13T12:14:00.002+02:00

"Men jeg tror på, at det er kærlighed.
At vågne i en lille, rodet lejlighed, viklet ind i de samme hvide lagner som hende og føle varmen fra hendes sovende krop; velvidende at du kunne være derude, at du kunne have hele verden, se alting; men i stedet vælger du at være her, at vågne op ved siden af hende hver dag resten af dit liv; fordi hun er hjemme. Hun er alt, der er. Hele verden drejer sig om hende."

2011-10-12T21:28:00.010+02:00

Og der er noget nærmest sørgmodigt over at
vende hjem efter så mange dage;
du undrer dig over om duften altid har været der
om den har forandret sig imens du var borte
om gulvtæppet altid har føltes sådan mod dine bare fødder
om det stadig er okay at opføre sig som du plejede
Men der er noget evigt smukt over endelig at vende hjem igen;
at sove i sin egen seng efter al den tid
at vikle sig ind i sine lagner og puder og bruge
regnvejrssøndage på sofaen
at træde indenfor døren og endelig trække vejret
at smide sine sko i hjørnet og falde omkuld på det gulv du kender så godt
ved siden af din sovende hund
at ligge imellem mor og far og se fjernsyn
som I har gjort så mange gange før
Hjemme er altid barndommens fortid og hverdagens nutid viklet sammen
det her er dit fundament
hvor der altid er nogen som griber dig hvis du skulle falde
altid en hjælpende hånd som finder din
nogen til at vikle de fineste erindringer ind i dit hår
hvis du skulle blive ked af det i søvnen
Hjemme er juleaften og ens egen bogreol og duften af kaffe på en mandag morgen
det er der hvor ingen ler af dig når du siger noget forkert
og hvor der altid er nogen til at skræmme spøgelserne i hjørnerne bort

Der er et hjem
hvor der er en mor og en far som giver den varmeste kærlighed
og som laver jordbærthe til mig når jeg bliver syg
et hjem hvor jeg kan sidde i vindueskarm og kigge ud over Næstved
og drømme mig til større byer end denne
drømme om andre liv og tusind blå oceaner og øjne midt i trivialiteten
Et hjem hvor min bror råber på værelset overfor mit
hvor der altid er nogen at vække når natten bliver mørkest og mest ensom
Der er et hjem det er mit hjem det sted hvor jeg hører til
hvor jeg glemmer at huske at trække vejret og hvor jeg kan ligge mit hoved
mine tanker og mit sind når verden bliver for stor og for urolig
Og der er dage hvor jeg længes efter hele verden
men i dag længes jeg blot hjem

2011-10-12T17:04:00.009+02:00

Men der er en historie, som aldrig blevet skrevet og aldrig fortalt. Og jeg kan huske, at jeg vendte mig i morgenlyset og så ind i dit ansigt, midt i al stilheden; dine mørke øjenvipper som ramte dine fregnede kinder, så uskyldigt, at du lignede et barn igen. Så let som intet andet, viklede du dine fingre ind i mine, stadig i søvnens beroligende hænder, og en af dine mørke krøller undslap og lagde sig på dit øjenlåg. Og jeg tænkte på, om det var muligt, nogensinde at elske nogen mere, end jeg elskede dig midt i nuet af morgendagen. Jeg tænkte på, hvor ondt at kærlighed gør, hvor ondt det gør at vide, at du hvert et øjeblik kunne vende ryggen til mig i søvnen, rejse dig og forlade, og lade varmen fra din halvdel af sengen forsvinde. Og jeg ønskede hundred gange den morgen, at du aldrig ville forlade mig. At vi altid ville kunne have små øjeblikke som disse, flette dem sammen og kalde dem et helt liv; at vi ville have en evighed.

2011-10-07T15:57:00.009+02:00

Men til sidst fandt Alice vejen hjem, og Peter gav slip på Wendy. Poeterne slukkede stearinlysene og gik i seng, og musikeren holdt op med at tro på hans egne melodier. Tryllekunstneren holdt op med at trylle og finde magi i folks hjerter, og forfatteren glemte at holde fast i ordene, og de svævede ud igennem hans fingerspidser, mens fotograferne fjernede kameraerne og så verden igennem øjne fremfor linsen, og det var så spændende at se således, en helt anden verden, at de glemte at finde kameraerne frem igen.
Og drengen og pigen holdt op med at vikle drømme ind i hinandens hår og jagter drager i mørket af natten, mens ægteparret glemte at huske at kysse hinanden, inden de tog afsted på arbejde.
Sådan var der så meget, og eventyrerne endte, for der var ikke flere historier at fortælle, alle var de allerede fortalt, skrevet og tænkt, vendt og drejet, til de mistede den betydning, fortælleren så ivrigt lagde i, som magi. Nu ved de ikke længere hvordan. Nu er der ikke mere.

2011-10-06T14:19:00.010+02:00

Og alle de nydelige drenge klippede deres hår og tøj i stykker og begyndte at skrive digte om, hvor grotesk det hele er, hvordan de ville ønske, at døden kunne indhylle dem. Nu tænder de lys i deres vindueskarme og låser sig ind på værelserne med så høj musik, at deres forældre ikke kan udveksle deres ligegyldige ord over rødvinen i den fine villa med ligusterhækken. Om natten går de i gaderne, hånd i hånd med hinanden, og de er ikke bange, de er blot ødelagte, og de råber op, fordi ingen ville lytte, da de blot talte. Det tavse oprør, mumler de og deler en cigaret på taget af huset på den legeplads, deres forældre aldrig lod dem lege på. De er børn nu, for de fik aldrig lov til at være børn dengang.
Og alle de nydelige drenge blev trætte af nydelige ord og manglende forståelse, og i stedet begyndte de at lede efter det, som blev taget fra dem. Et sted hvor der er plads til alle; og da musikken endelig holdt op, midt i stilheden, fandt de det i hinanden.

2011-10-02T22:34:00.002+02:00

Sådan står de længe. Ind i mellem rækker hans fingerspidser ud og rører hendes, forsigtigt og ømt og næsten ikke eksisterende. De ler og forsøger ikke at kigge på hinanden, forsøger at lade som om at de er intet andet, end hvad vi andre er; blot venner. Et venskab så fint at ingen tid i verden ville kunne rive det fra hinanden; og selvom de forsøger at lukke øjnene og få det til at gå væk, ved vi det allesammen; der er mere i luften end blot de usagte ord og skjulte blikke. Noget så skrøbeligt og skræmmende, at det kun kan være kærlighed.

2011-10-02T19:33:00.005+02:00

Sådan ligger jeg længe på gulvet og lader musikken fylde værelset. Jeg har aldrig elsket nogen, som jeg elsker dig, tænker jeg. Det er sådan en sød, smertefuld kærlighed, så fin midt i alt ensomheden. Mit hjerte føles så tungt ved lyden af din stemme; jeg begynder at græde, for det er så smukt og skrøbeligt, at nogen har følt, som du har, og at du har turdet samle ordene i melodierne og fortalt dine historier til verden. Der er kun dig her til aften, og jeg har ikke brug for mere. Blot dig.

2011-09-30T21:24:00.002+02:00

Du vil være en andens en dag
en andens læber vil kysse dine
en andens hænder vil røre dig
en anden til at vende sig mod dig i søvnen
og der vil komme en dag
hvor du ikke længere er min
Ikke længere mit hår du vil flette dine drømme ind i
ikke længere mine hænder du vil holde
ikke længere mig du vil elske
Og det er så besynderligt og så svært at vide
at vi altid lever på lånt tid; der vil aldrig være nok
alt vi har er nu nu nu
og du vil være en andens en dag
måske imorgen måske i næste måned
den sidste jul med dig
det sidste kys
den sidste berøring
du ved det aldrig
du ved aldrig hvad dine sidste ord bliver til ham
man ved aldrig noget
alt jeg ved er at jeg så gerne vil blive lige her hos dig
jeg elsker dig nu
det er alt vores hjerter kan

2011-09-30T20:49:00.003+02:00

Kys de ukyssede og dans med de, som ikke tør.

2011-09-30T14:58:00.008+02:00

Sådan krøb du ligeså stille ind under hendes hud
du svømmede i hendes blod og løb igennem årerne
til du fandt et kammer dybest inde i en piges skrøbelige hjerte
og du byggede et hjem
Om natten når hun følte sig ensom
bevægede du dig rundt fra kammer til kammer
så hun kunne mærke dig rumstere i hende
Du hviskede til hende igennem hjertets melodier
så hun aldrig behøvedes at frygte mørket eller stilheden
Og du blev boende sådan længe
udvidede hendes hjerte og dit kammer
vendte og fordrejede alt til det aldrig kunne være som det var igen
Og så en dag forlod du for det er hvad mennesker gør
du havde gjort dit
lært hende alt det du kunne
men du havde forandret hende; du gjorde hende anderledes og så forlod du
og nu kan hendes krop ikke fungere uden dig krybende under hendes hud
Du byggede en verden og forlod hende alene i den
du byggede et hjem
og nu er hendes hjerte altid dit.

2011-09-27T17:37:00.002+02:00

Men hvad nu hvis?
du er mit hvad hvis som i;

Hvad hvis jeg havde sagt alle ord
jeg sagde til dig i mine drømme hver nat?

Hvad hvis jeg havde fortalt dig sandheden
i stedet for at være endnu en kujon
endnu en løgner

Hvad hvis jeg havde lodt dig kysse mig
den morgen for hundred dage siden

Havde jeg så været her i det nu som hele tiden forandrer sig?
havde der været et nu som mit nu?
som øjeblikket her i Oxford
i den svage septembersol i efterårsblæsten

Findes der et jeg et sted
som kyssede dig
som har hele den fortid der ikke fandtes bag sig
som er et andet menneske
fordi hun tog et andet valg end jeg?

Lever mit jeg et sted
i en anden dimension som en sjæl
der valgte anderledes
dermed er hendes liv anderledes
det er mig men ikkt mit liv

Er der er flere jeg'er flere af mig
jeg er den der tog valgene
men findes der flere af mig som tog de andre valg?
et sted en pige som lod dig kysse hende
hvis erindringer er formet anderledes
hvis hjertes tråde har andre drømme viklet ind i?

Findes der en pige et jeg
som endelig fik lov til at elske dig et sted i hendes fortid
som var der de nætter du græd
fordi dine forældre råbte af hinanden igen
fordi din mor kom fordrukken hjem og smadrede de arvede porcelænstallerker
fordi din far tog afsted og ikke kom tilbage
et jeg som fik lov til at holde dig og bære dig med tiden
til en fremtid som måske kunne have tilhørt os

Du er mit hvad hvis
du hjemsøger mig

2011-09-27T17:23:00.003+02:00

Men der er altid to sider af én mønt, af én dør, af én historie.

Han gik.
Men du greb ikke ud efter ham.
Han kunne forlade dig, velvidende at han muligvis aldrig ville se dig igen.
Og du kunne lade ham gå med samme viden.

Han kunne have vendt sig om og løbet tilbage til dig.
Du kunne have rakt ud efter ham.

Men det gjorde I ikke.
Valg har konsekvenser.

Nogle gange skal man synke sin stolhed og unskylde, selv hvis man ikke føler, at man har gjort noget, selv hvis man mente, at man måske gjorde det rigtige.
Fordi det er, hvad man gør, når man elsker nogen.
Man vælger hinanden.

2011-09-24T16:25:00.001+02:00

Han bliver ved med at sige til mig, grædende, at jeg ikke må tage hjem. Beder mig desperat. Han ved ikke, hvor meget han tog. Hvor meget han sniffede eller røg, han kan ikke huske noget. Intet af det. Det er alt sammen væk, som de ting han gjorde, de ord han sagde, den pige han tog med ind i det rodede soveværelse. Tomme, ansigtsløse mennesker, som kun kan findes et sted i tvivlen, skyldigheden.
Han er bange for at dø, fortæller han mig. Han krøller sig sammen i sengen og gentager råbende, at han ikke vil dø, ikke endnu, at han fortryder, at han ikke skulle have gjort det. Nu kommer det, fortæller han mig. Døden, den kommer nu.
Jeg tager ham ind i mine arme og aer ham over hans mørke krøller, lader ham begrave sit hoved i tæppet, i mit skød. Til sidst holder han op med at græde og falder i søvn. Jeg bliver, til morgenlyset bryder igennem horisonten, og han vågner ude af krop og sind. Jeg er lige her.

Verden

2011-09-23T22:22:00.002+02:00

Er der nogen vågen et sted derude?

2011-09-23T18:49:00.004+02:00

Men det er ikke sådan, det er, vel? Der findes ikke eventyr, gør der? Der findes ikke drømme, som går i opfyldelse, den magi jeg plejede at tro på. Den simple, skrøbelige hverdagsmagi, når du vendte dig imod mig i søvnen? Alle de ting som man læser om i bøgerne. De tager fejl. Der findes ikke lykkelige slutninger. Drømmeren bliver til realisten, fordi drømmeren til sidst indser, at der ikke er mere. Der er dette. Hvad du kan få ud af det. Det fragile håb i drømmerens hjerte, som til sidst blegner. Der findes ikke.
Så måske er det sandt, hvad poeten engang sagde. Kærlighed kan findes i bøgerne, fordi det ikke kan leve i realiteten. Men hvordan kunne de andre poeter skrive fortællinger om så smuk en kærlighed, at det næsten gjorde ondt? Poeten havde fantastisk fantasi. Som undertegnede selv plejede at have.
Jeg ville ønske, jeg kunne blive herinde i drømmene, i bøgerne, i boblen for evigt. Realiteten vil så gerne ind. Og jeg ved ikke længere hvordan, jeg kan holde den ude.

Sandheder og løgne

2011-09-20T20:43:00.007+02:00

Og I taler alle sammen om hende. Jeres løgne ligger så let på tungen, mens hendes sandheder er kvalt i hendes hals. Hun tænker, det er snart glemt. Men det bliver ved i måneder. I ved ikke hvorfor, hun gjorde, hvad hun gjorde. Det er så let at dømme andre i håb om, at de glemmer at dømme dig. Det er så let at lyve, lettere end at forsøge at forstå sandheden, at lade den være, hvad den er. Lidt spænding, lidt kaos, midt i rodet af hverdagen. Men har du glemt, at løgnen kan ødelægge andre? Har du glemt, at det du siger, har en konsekvens? Og måske er det ikke dit liv, der bliver rodet med, men du roder med andres.
Du ved ikke, hvad der skete. Og hun tør ikke forklare, og du giver hende ikke chancen. For hvad nu hvis, at de fandt ud af, at du løj? At du startede rygterne? Hvad nu hvis de vidste sandheden? Det ville være let for hende, men svært for dig. Du freder ikke nogen. Du lyver, fordi det er let. Historierne kommer så simpelt til dig, og når først du er begyndt, er det svært at holde op - for hvis du skal fortælle sandheden, skal du fortælle dem alle, det er et spind af løgne, vævet og vævet, leget med andres liv. Så du taler om hende, i håb om at de ikke taler om dig. At de ikke ser igennem dig, ser dine løgne, ser hvordan du ser dig selv. Hvis du fremstår de andre som ødelagte, bliver du måske hel; men det er jo dig, der ødelægger dem, og du ødelægger dig selv. For fanden.

2011-09-20T18:49:00.000+02:00

"Jeg elsker dig. Det var bare det, jeg ville sige. Godnat."

2011-09-20T17:13:00.009+02:00

Der var så mange nætter, hvor vi spærrede os inde i værelset med plasticstjernerne i loftet. Jeg krøllede mig sammen i gyngestolen, og han sang for mig, til jeg faldt i søvn. Nogle gange ville jeg vågne, stadig halvt i drømmeland og halvt i virkeligheden, og jeg ville kunne høre hans stemme, rungende i værelset, som en hemmelighed sitrende i mellem os. Når han blev for træt til at blive ved med at synge, når natten var på sit højeste, ville han trække tæppet op om mig og kysse mig på panden og fortælle mig alle de ting, han ikke kunne sige, når jeg var vågen. Et sted i drømmeland ville melodierne i stedet begynde. Det smukkeste jeg før havde hørt. Hans fingerspidser mod guitaren som magi. Og midt i samtalerne med mennesker kreeret af drømmevæv, midt i ønskescenarier og håbefulde fremtidsmomenter, midt i drømmeland, ville jeg kunne høre melodierne. De var som et skjold, en bobble, der så fint og skrøbeligt byggede sig op omkring mig og holdt mareridtene bort, til jeg kunne vågne igen. Jeg var aldrig bange for at falde i søvn i stolen, aldrig bange for at drømmene ville vikle mig ind i deres sølvmalede hænder, for han ville altid begynde at spille, og det ville altid holde spøgelserne i hjørnerne borte; musikken. Så ødelagt, så smuk, at intet kunne bryde igennem den.

På en regnvåd Mandag

2011-09-19T22:06:00.001+02:00

Mandag er regnvåd og dramatisk. Hun føles altid lidt tom, som om at der er noget, der mangler, som om at der er noget, der har været der, men har forladt.
Når intet andet fungerer, er det lettere, at lade musikken tale. Mandag, du er her. Snart er du væk igen.

2011-09-19T19:47:00.012+02:00

Men kender du det? Det er som, at alt er morsommere inde i dit hoved. Du har mange idéer, nogle bedre end andre, men det er, som om de aldrig rigtig tilfredsstiller dig. Som om de var bedre som blot idéer. Og du ser de andre, drenge som spiller bold i sandet, piger der sidder på badebroen med blæsten i deres fine hår, og du har det også fint nok, men du vil helst bare hjem, og du tænker på alle de ting, du kunne gøre, hvis du var hjemme, som at læse din nye bog eller ligge på din seng og lytte til musikken, men du er her, og du prøver virkelig at være her, men deres samtaler virker pludselig meningsløse, og solen er brændende, og sandet er steder, hvor sand ikke burde befinde sig.
Som at stå til en fest. Du har din nye trøje på, købt til lejligheden, fordi du følte, at måske var det en god idé at gøre sig umage på en eller anden måde. Men så er der noget indeni dig, som forandrer sig. I bilen på vej derover. Din ven og du ler på bagsædet, lettere berusede, men du føler dig ikke helt tilstede, helt glad, og du bliver nervøs, og dine hænder ryster, og du tænker, at måske skulle du lade være, du kunne få hovedpine, ondt i maven, blive svimmel og tage hjem, kravle under den varme dyne og gemme dig for verden.
Der er folk, du kender, de er fulde og glade, holder dig i hænderne og kysser dig på kinderne, og I taler om vejret, for det er, hvad man taler om, når man mødes efter så lang tid og ikke længere har andet til fælles, og I sværger, at I skal mødes snart, og så er de væk igen. Og dine venner, de venner som er nu, står ved dig, glade og højlydte, du spiller med på den og ler det bedste du kan, og der er noget, som går galt indeni, noget som bygges op og stille eksploderer, øjeblik for øjeblik, dit hoved gør ondt, det føles, som om du ikke kan stå op, hvorfor føler du sådan her? Som om du skal kaste op, som om du er ved at græde, som om der er noget, der lige er gået i stykker, og du ved ikke hvad. Noget et sted du ikke engang vidste fandtes.
Og du vil så gerne tale, men folk er trætte af ordene, de vil drikke og glemme, at de er til, hvem de er, og hvad de gjorde, og du drømmer om bøger, om at spørge dem om musik og Conor, om hvad farve deres værelse er, og om de havde stjerner i loftet som børn.
Du giver dem forsigtige kram, undskylder for din hovedpine og trækker frakken på. Septembervinden er kølig, og stjernerne er klare. Det er bedre herude på gaden, lydene fra festen er næsten forsvundet, og stilheden falder over byen, som om den falder i søvn, for hvert skridt du tager. Du har det bedre sådan. For hvad betyder det, om man er alene i et selskab, eller alene på sit værelse alligevel?
Du kan godt lide verden og menneskene, men det er lettere, når den og de er på afstand. Det er lettere at betragte den end at være med, det er lettere sådan, alene, ingen tanker, ingen nervøsitet, ingen angst, bare dig og ordene, dig og musikken, dig, alene.

2011-09-18T21:17:00.020+02:00

Måske bor der på en planet som vi endnu ikke har opdaget
som minder lidt om vores
en pige som lever et liv der minder om mit
måske har hun de samme sommerblå øjne
det samme generte smil
måske sidder hun ofte i sin vindueskarm som jeg
og ønsker sig derud hvor der er et univers
med glødende kugler af plasma
satelitter og planeter
måske tænker hun lige nu på
om der findes en pige som minder lidt om hende
et sted derude bag stjernerne
stiller de samme undrende spørgsmål som jeg
om kærlighed om verden om liv
måske håber hun at der findes et vindue
hun kan kravle ud af og ind i et nyt liv
at der findes en pige som jeg
i en anden verden på en anden planet i et andet univers
at de to piger som er den samme en nærmest tvilling på hvert sit sted
en dag kan forenes men i en tredje verden en anden
end pigen fra planetens
og pigen fra jordens
at de kan sidde i deres vindueskarm i deres værelse
og flette deres drømme ind i hinandens blonde hår
dele hemmeligheder og jagte drager når mørket falder på
og være søstre
For nu; er vi søstre med lysår som afstande
tænker på hinanden igennem tid og rum
sindstilstande og menneskeliv

Og måske er der en dreng som dig på planeten
som forelsker sig i pigen som minder om mig
og lader det være hvad det er
Måske endelig kærlighed

2011-09-18T19:04:00.003+02:00

Han kigger på mig med støvede, kærlige øjne, den nat for hundrede dage siden.
"Jeg er træt. Og du er fuld og ked af det. Så jeg vil ikke kysse dig, selvom jeg godt ved, at det er, hvad du vil have mig til. Men jeg vil gerne sidde her i stilheden og holde din hånd og lade det sige alting. Hvis du vil lade mig gøre det," fortæller jeg ham.
Så han lader mig vikle mine fingre ind i hans, og sådan sidder vi, til daggryet bryder frem. Han falder i søvn med sit hoved i mit skød og mine fingre i hans hår. Jeg tænker, at det er så rart at kunne hjælpe nogen, selv hvis man ikke kan hjælpe sig selv.

2011-09-17T01:19:00.001+02:00

Jeg har druknet mine sorger hos dig
elsket til solen stod op og
røget en cigaret på terrassen imens vi så daggryet bryde
frem længst ude i horisonten
Vi har udvekslet hemmeligheder og drømme
håb om en anden fremtid
noget mere end blot dette
Jeg har ligget på din sofa i din mørke kælder
lyttet til dine melodier
set dig spille guitar tusindvis af gange
faldet i søvn til din stemme
For hernede kunne vi være hvem vi er
du musiker
jeg blot endnu en håbløs digter
som håbede hun havde talent
Om natten jagtede vi drager og vendte os
mod hinanden i søvnen
altid mod stjernerne og aldrig en anden vej
Idealister drømmere kaldte de os
håbløse romantikere i bliver aldrig til noget
jeg kaldte dig elskede i stedet
Du viste mig natten når den var mest støjende
gadelygter og blinklys og fordrukne os
jeg frembragte den mest stille
stjernerne er klarere på landet forklarede jeg dig
da vi lå på trampolinen og pustede røg mod universet

Jeg har druknet mig selv i dig tusindvis af gange
og du har altid reddet mig i land igen
nu er der ingen kælder
du smadrede din guitar i en rus
jeg tænker at der må være kærlighed tilbage et sted
det er bare svært at finde den i alt vores rod
fortidens spøgelser hvisker og kærtegner mig med
deres sølvmalede hænder
det er så let at forsvinde når verden gør for ondt
det svære er at vende tilbage igen.

Kære Conor; en hyldest

2011-09-16T22:42:00.011+02:00

Jeg elsker aftenerne med dig. Når byen falder til ro, og stilheden ikke kan blive mere stille; lyden af din stemme, som fylder mit værelse. Stearinlysene i vindueskarmen, som efterlader værelset i et blødt lys; endnu en håbløs romantiker, endnu en drømmer, som sidder vågen og længes. Mod stjernerne, siger de. Mod dig.
Jeg kan ikke huske tiden, før den var, som den er nu. Der er noget så ødelagt og skrøbeligt over din stemme, din musik, at det får mit hjerte til at gøre ondt - du rører mig et sted, jeg ikke vidste, man kunne blive rørt. Et sted jeg ikke vidste fandtes. Det er sagt før. Det bliver sagt igen. Det er blot endnu en hyldest til genialiteten - dig. Begrebet af kærlighed.
Jeg er glad for, jeg ikke døde, før jeg hørte dig - nu håber jeg, at jeg ikke vil dø, før jeg møder dig. Jeg vidste ikke, at man kunne elske melodier, musik, så meget, som jeg elsker din.
Conor, det er næsten imorgen hos mig og blot igår hos dig. Og selvom jeg ville ønske, at det ikke var sandt, er det; jeg er blot endnu en drømmer i mængden af dit publikum, med tårer i øjnene, rørt som aldrig før. Jeg håber, du har det godt et sted derude i verden. Og selvom der er mange ord, jeg gerne ville fortælle dig, selvom det kunne være smukkere, store, fine kærlighedsord, er dette alt, jeg kan få frem. Du siger det hele selv; nu lader jeg melodierne sige alt det, jeg ikke kan. Godmorgen og godnat, poet.

2011-09-15T00:32:00.007+02:00

Der ligger en dreng på det beskidte badeværelsesgulv, bag koncertscenen. Han har drukket nok til at slå sig selv ihjel og grædende, forsøger han at falde i søvn. Få det hele til at gå væk. Der er ikke flere ord, det hele er allerede skrevet og sunget, smukke melodier og hundredvis af øjne som følger hver af hans bevægelser. De siger, de elsker ham, men de kender kun hans historier. Selv de er løgne.
Der ligger en dreng på gulvet, det er køligt og vådt mod hans krop. Han græder, fordi han ikke ved, hvad han skal gøre nu, og han burde rejse sig og tørre sine øjne, kaste alkoholen op ud i toilettet, sammen med alle samfundets løgne, men i stedet bliver han liggende, som det barn, han aldrig fik lov at være.
Der ligger en poet, den største af dem alle, for fuld til at kunne se. Alt er lettere, når det hele er på afstand, når det blot er et slør, en historie ufortalt og sitrende i luften. Han slår stille sig selv ihjel, imens hans publikum vandrer ud af dørene, leende og fulde af beundring.
Han har stemmer i hovedet, og spøgelser som kommer frem fra hjørnerne i hans tomme lejlighed, når han endelig er hjemme, når han er alene. Så fandens ensom. Men der kom gode sange ud af det, tænker han. De sagde, han stod i spidsen af en fortabt generation, en svigtet én, han råbte altid op om et bedre samfund. Nu ligger han på gulvet og græder. Den smukkeste, men mest ødelagte. Selv ikke musikken kan reparere hans hjerte nu.

Tanker om kærlighed og seksualitet

2011-09-13T23:22:00.013+02:00

Sandheden er, at jeg ikke forstår det. Forelskelse er noget, der opstår i hjernen, siger forskerne. En kemisk reaktion. Men det at elske nogen er anderledes. Dét at elske nogen nok til at ville tilbringe resten af ens liv med en person, dét at stå op og vælge den person hver eneste dag. Jeg tror, man ved, at der er mere end kemiske reaktioner, når man har følt den. Oplevet den. Om det var en selv eller en anden. Kærlighed. Det er det, jeg taler om.
Hvorfor kan vi ikke blot lade kærligheden være kærlighed? Hvorfor skal der altid opstå diskussioner, talen om hvad der er det rigtige og forkerte? Det er ikke så sort og hvidt det alt sammen, det er, hvad I må forstå. Det gør mig ked af at opleve, at vi ikke kan leve i et samfund, en verden, hvor vi kan lade mennesker være mennesker. Hvor vi kan elske, den vi elsker uden at blive dømt og diskuteret.
Jeg har ét spørgsmål til dig: Hvorfor må de ikke elske hinanden? Hvorfor mener du, at det ikke er rigtigt? Kærlighed er noget, der opstår imellem to mennesker og ikke to køn. Jeg forstår, at du måske ikke føler dig tiltrukket af folk af samme køn. Jeg, føler mig ikke tiltrukket af kvinder: men hvorfor skal du dømme de, som gør? Hvorfor skal du kigge på dem med rystende hoved og dømmende øjne, når de holder hånd over bordet og kigger forelskede på hinanden. I stedet for at se kønnene, kan du så ikke i stedet se kærligheden? Det er den, der er det vigtigste. Frem for alt andet. Vil du ikke nok lade dem elske hinanden, som du elsker din kæreste eller din ægtefælle? Ser du, der er ingen forskel. Når du elsker nogen, elsker du dem. Du beslutter ikke, hvem du forelsker dig i, hvem du føler dig tiltrukket af.
Så lad dem kysse på gadehjørnerne og holde i hånden i biografen, som andre nyforelskede par. Lad dem blive gift i kirken, om så det er to mænd eller to kvinder, der kigger på hinanden og giver sit ja. Hvordan kan det være så svært? Hvorfor skal man gøre det så svært at lade folk elske hinanden?
Jeg drømmer om et samfund, en verden, som ser folk, som mennesker. Som ikke kalder hinanden skældsord, for hvem de elsker. Som ikke håner.
Du har lov til at have din mening - alverdens ret. Jeg kan heller ikke dømmme dig. Men jeg kan fortælle, at jeg ikke forstår din mening. Jeg kan fortælle dig, at du ingen ret har, til at stoppe kærligheden eller dømme dem, som jeg ikke dømmer dig. Men kan du huske første gang, du så din elskede? Den første gang du vågnede op ved siden af det menneske, og aldrig havde du følt mere kærlighed? Hvordan I kunne tale om alt og ingenting, og hvor besynderligt det var at føle, som du gjorde? De føler det samme. De elsker hinanden. Husk de følelser, du følte og se måden, de kigger på hinanden på. Se nu i stedet for at dømme.
Kærlighed er kærlighed. Der er ikke mere end dét.
Tak.

2011-09-13T00:50:00.005+02:00

Dine fregner
er små varme pletter af solskin
spredt ud over dit ansigt
I morgenlyset glimter de nærmest
som var de drømme
og hele dit ansigt bliver levende og vågent
selv når du sover
Du gør mit hjerte tungt i mit bryst
jeg tænker at du er så smuk
der har været flere piger før mig
til at se dig folde cigaretblomster
og papirfugle
til at hviske hemmeligheder i mørket
og se på stjernerne i dit loft
drømme lidt om verden og kærligheden
og os
men jeg er pigen nu
vores tilværelser viklet ind i hinanden
nærvær og taktfuldt åndedræt
dit hjertes melodi som min

Der er intet smukkere end dit ansigt
i morgenlyset
imellem de hvide lagner
Jeg elsker dig imens jeg kan
imens vi har tid
nu, nu, nu

Til en pige der vil og kan

2011-09-11T22:39:00.008+02:00

Din krop er fundamentet for dine erindringer
aret på din finger fra alle de gange du kastede dine drømme og håb op i toilettet
ridserne i dit håndled da du svor du ikke længere ville leve
alle de gange du har målt og vejet din krop
vendt og drejet dig for spejlet med tårer i øjnene
de gange du lod pigen derinde vinde med sit hånende smil
stemmerne i dit hoved der lo og fortalte at du aldrig ville være god nok

Din krop der sandt viser hvor du har været
men mere end fortiden viser den hvor du er på vej hen
hvordan at dine ar er begyndt at hele igen
ridserne der næsten ikke længere kan ses
og jeg kan huske at du ringede til mig en september nat og græd
fortalte mig at du så gerne ville leve men ikke vidste hvordan
og jeg kan se det i dine øjne når du vender dig i dørkarmen og ler
du er begyndt at forstå at der er intet at lære
der er blot øjeblikke og det som samler dem; et helt liv
Din krop er fundamentet men der er mere end vægge som skaber et hjem
og mere end en krop som skaber et menneske

Nutid

2011-09-11T04:24:00.003+02:00

Nu elsker vi hinanden midt i stilheden, som var vores kærlighed for skrøbelig, til at vi kan elske helt. Om aftenen spiser jeg med en tom tallerken på den anden side af bordet og et fyldt vinglas, i håb om at du vil nå hjem. Du falder i søvn på sofaen med fjernsynet blinkende med den realitet, vi lærte at håndtere, og din side af sengen er altid kølig og redt, når jeg vågner om morgenen, alene i soveværelset.
Nu er der et du og et jeg, og tusind spøgelser af fortiden rækker deres sølvmalede hænder ud imod os, fra lejlighedens støvede hjørner, bevidnende om det os, der plejede at eksistere. Nu elsker vi hinanden, når vi har tid, husker at skrive det på vores mange lister og krydser af efter et stille kindkys; for det må være nok kærlighed for i dag.
Nu elsker vi hinanden, men midt i alt det vi huskede, glemte vi at være forelskede.

Fortid

2011-09-11T04:15:00.005+02:00

Engang elskede vi hensynsløst; vi var ligeglade med verden, for der var intet andet end nærværet af hinanden og kærlighedserklæringer over stearinlys og vinglas. Engang kunne jeg finde dine blå øjne i mængden af hundredvis af andre. Det var nærmest, som om at dine lyste op, som to lygter der altid så let kunne lede mig hjem.
Engang betød verdenspolitik og tenniskampe sent på natten ikke så meget, vi elskede hinanden hvert øjeblik og fortrænge realiteten; lod den stå udenfor på dørtrinet, midt i efterårsregnen, bedende om den ikke nok måtte komme ind, hvis ikke for evigt blot for en lille, lun stund.
Engang var der intet du og jeg, men et os, som vi plejede så fint polerede, til at der ikke længere var mere tilbage af det. Nogle gange kan man blive så fremstræbende, at man sliber og polerer, til det hele er borte.

2011-09-09T19:27:00.002+02:00

Og der vil være andre dage nye dage
aldrig med mere tid end den vi havde i dag
Engang lå vi i sandet og sang
med en flaske vin i mellem os
nu er du hundred kilometer væk
og mit hjerte taler til dig
forsøger at finde dig i al det rod
vi viklede os ind i
Og jeg har elsket en som mindede lidt om dig
men det menneske tog af sted
og efterlod mig her i havet for at drukne
Jeg tror at der er mere end tiden
men livet er blot øjeblikke
flettet sammen til noget helt
og mit hjerte reparerer sig og heler
men hvorfor skal det være uden dig?

2011-09-03T00:28:00.001+02:00

Der er et sted, hvor tiden står stille; når livet går for hurtigt, ønsker jeg mig tilbage dertil. Der bor folk stadig i klipper, og om natten er der lys i alle ruinerne. Det føles, som at stå på toppen af verden, at stå øverst på bjergene, før man kører ned i dalen. Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis jeg faldt, ville jeg dø - eller måske ville jeg svæve. Sådan tænker jeg altid, når jeg står på et bjerg. Det kunne være let, men det er det ikke. Det viser blot, at jeg gerne vil leve. Nu og her. Liv.
Vi kørte i bjergene, min far og jeg. Det eneste lys var lygterne fra en modkørende bil, engang imellem. Der var hjemløse, vilde hunde, og om aftenen fantastisk stille.
Og morgenen kom med tågen, som lagde sig over byen. Den var kølig og Novemberkold, og luftballonerne steg med solen. Tiden stod stille. Vi glemte alle sammen at trække vejret, da jorden forsvandt under ballonen. Vi fløj. Ned i kærlighedsdalen, imellem klipper. Da solen kom, blev verden varm og sitrende, og under os vågnede byen med sekunderne. Men tiden stod stille i et øjeblik. Det brast så hurtigt, at vi næsten ikke nåede at opdage det - men vi glemte at trække vejret. Ingenting var til, men alt var. Vi svævede. Og jeg var så levende og så rolig, som at give slip; der var ingen tid, ingen tanker, intet andet end morgensolen som brød frem i horisonten og varmede vores kolde, røde november kinder, og en stenalder, en fortidshistorie, som atter vækkedes til live. Det var det smukkeste øjeblik af mit liv.

2011-08-30T00:44:00.013+02:00

Men med dig er alting vanilje is
og at kaste popcorn efter hinanden i biografen
vundne kioskbamser som dufter af Tivoli og candyfloss
med dig er alt at danse i regnen og jul i Paris
det er som at være et barn igen og lave vejrmøller
på stranden i Jurmala
at sidde på molen og se solen møde havet i horisonten
Med dig er alting eventyr
en lille gave efterladt hver morgen på ens trappetrin
drømmende blikke og at flette fingre under restaurantbordet
nøgenbadning i måneskin og regnvejrssøndage
med kærlighedskys på bagsædet af din gule bil
Med dig er alting så meget og altid så let.

2011-08-28T23:31:00.001+02:00

Engang løb han op på siden af mig i idræt
imellem korte stød af vejrtrækninger drejede han hovedet
og sagde til mig:
”Du ligner en engel når du løber
måske er det måden vinden leger med dit lyse hår
den får det til at ligne en glorie
Du ser så let ud at det ligner du flyver”

Engang ventede han på mig udenfor boghandleren
han fjernede sin cigaret fra hans krøllede mundvig
med leende øjne sagde han:
”Du er så smuk når du læser at det næsten gør ondt
du opdager ingenting andet end ordene
som forsvinder du fra verden
Det gør ingenting så længe du altid vender tilbage igen”

Engang hjalp han mig med at slæbe min veninde i bad
til en fest jeg ikke husker andet af
hans øjne var bekymrede da han fortalte mig:
”Det er bare måden du hjælper hende på
at du holder hendes hår tilbage imens du kaster op
og vasker det beskidte af hendes krop
Jeg håber at nogen en dag vil elske mig som du elsker mennesker”

Engang kom han ud til mig da jeg stod på altanen til en middag
han kyssede mig i nakken og sukkede
kiggede over min skulder ud mod lysene fra byen
han lagde hænderne på mine bare skuldre og brændte sig fast
og da sagde han ingenting
for alt var allerede sagt

Søndagsmusik

2011-08-28T22:07:00.007+02:00

Søndag er regnvejr, the og smukke melodier. Og Conor selvfølgelig.

2011-08-25T22:09:00.003+02:00

Jeg elsker dig nu
du er det smukkeste men det mest bedrøvede menneske
jeg nogensinde har mødt
og kærlighed
det er lige nu og til hjertet ikke længere kan
jeg tror jeg mødte dig som barn eller i et tidligere liv
for dine fingerspidser mod min nøgne hud
er så velkendt at det får mit hjerte til at gøre ondt
Jeg elsker dig nu
jeg har lyst til at hviske alverdens glade ord
i dit øre når du sover
for jeg savner dit krøllede smil
fyrværkeri i dine øjne
Og jeg elsker dig men jeg vil aldrig elske igen
for det gør for ondt når man mister
aldrig miste dig
aldrig glemme
kærlighed er nu
vi er nu

2011-08-24T22:06:00.006+02:00

Og så en dag vågner du
kigger i spejlet
du ser et ansigt du troede du kendte
to fremmede øjne fulde af had
du ryger en cigaret
drikker en kop kaffe
læser en bog
forsøger at få tiden til at gå
der er for meget af den tænker du
og alligevel alt for lidt
før du ved det
er tiden forsvundet ud imellem dine fingre
du kigger dig i spejlet inden du sover
ser to øjne fulde af noget nyt
en følelse
længsel
sorg
for det er fandens svært at vågne op og indse
at du nok egentlig ikke kender dig selv
helt så godt
som du troede

2011-08-23T22:00:00.001+02:00

Vi tager af sted i juni og sværger, at vi aldrig vil se tilbage igen. I det øjeblik opdager ingen af os, hvor let det er at tage tilbage i tiden, for alt du skal gøre, er blot at vende dig om og se ind i fortidens leende ansigt.
Vi tager af sted med drømme så store, at ingen ville tro, de nogensinde ville kunne falde sammen igen. På togene ler vi og ser bunden af så mange flasker, at vi glemmer vores navne, og hvor vi egentlig skulle hen. Det er det, der er meningen: der er ingen destination, der er blot livet og den verden, som passerer udenfor togrudens støv.
Og nogle af os ender i den cirkel, vi har tegnet på vores kort. Andre af os sidder stille på togstationen, i et fremmed land med en fremmed ved vores side og afventer det næste tog, der kan tage os langt væk fra virkeligheden. Få bliver i togkupéen under de krøllede lagner eller på det beskidte gulv, i færd med at vikle deres drømme ind i hinandens hår: for i tider som disse, er det så vigtigt ikke at være alene. Og nogle, nogle vender hjem. Ved de sidste juli dages afgang, åbnes dørene, og de sætter deres skridt på den perron, de flygtede fra. Og fløjten lyder, og toget forsvinder fulde af andre mennesker med ligeså store drømme, som deres plejede at være. Og der er intet som hjemme, siger de. Duften af blomsterne i villahaverne, nyslået græs. For det er svært at tage af sted og aldrig se tilbage: det er svært ikke at vende sig om.

2011-08-23T21:33:00.005+02:00

Der er et sted, hvor tiden står stille, fortæller jeg ham. Det er ikke det samme sted for alle, det er ikke et bestemt bjerg eller en eng, hvor tiden blot forsvinder. Jeg kan huske, at vi svævede i luftballonerne, så langt oppe over jorden, og daggryet brød igennem i horisonten, og der var så stille. Ingen sagde noget. Det føltes lidt som at forsvinde, som om man pludselig ikke længere var tilstede - som om man blot var. Jeg tror, at jeg glemte at trække vejret. Byen under os vågnede med minutterne, ordene brød stilheden, samtaler sitrende i morgenluften. Men i et øjeblik, en kort stund, stod tiden stille.
Han finder min hånd og hans fingre vikler sig ind i mine, midt under stjernernes evighed. Jeg ligger min kind mod det rødternede tæppe og lukker øjnene. Hans vejrtrækning er rolig, som om den luller mig i søvn. Og imens jeg falder, imens jeg stille forsvinder fra græsset og tæppet og ham, kan jeg mærke hans læber mod min pande. Tiden står altid stille med dig, hvisker han.

2011-08-20T11:29:00.008+02:00

Vi pakker et helt liv ned i kasser
flytter dem med til nye destinationer
jeg tænker at det er svært at give slip
når man endelig er blevet god til at holde fast
og det er svært at se ud af vinduet en sidste gang og vide
at man må ændre udsyn at dette vindue en dag
blot vil være et vindue og at dette hjem
en dag vil huse nye liv at det vil blive et hjem for en familie
at det ikke vil være vores længere
Det er svært at se så mange år i kasser
fotografier som foreviger øjeblikke krøllet sammen på bunden
med ødelagte otteårsperlekæder og smuldret læbestift
Og der vil være en dag hvor dette liv mit liv ikke længere er
men blot vil være en del af humaniteten
blot endnu et menneskeliv gået tabt i mørket af dagene
af nye mennesker nye steder nyt liv
Og der vil være nye mennesker men med samme blå øjne
måske endda samme form på fingrene når de krøller sig om nogens hånd
Og en dag vil to forelskede mennesker som vi engang
sidde i den vindueskarm der ikke længere er min
og de vil tale om at pakke deres liv ned i kasser
og tro de kender hinanden
vikle både loyalitet og drømme ind i hinandens hår
og kærlighed
Men en dag vil de indse at der er menneskene og der er livet
falmende glæde igennem minutterne og kærligheden begravet under Oktober bladene
og de vil krølle deres liv sammen og opfinde et nyt
et nyt menneske et nyt ansigt

Jeg pakker mit liv ned i kasser
og jeg tænker at der må være så meget mere et sted
det er bare svært at finde ud af hvor

2011-08-14T23:32:00.007+02:00

Du tager altid afsted og
mit hjerte tager altid med dig
Du og det har været vidt omkring
og set så mange ting;
strandene i Goa og hajer på Borneo
røde telefonbokse i England
og vinterdage i Paris
Og selvom at det har været trygt ved dig
mit hjerte
er det træt af at rejse og træt af altid at skulle afsted
Og selvom i har været gode sammen og
passet godt på hinanden i mørket
savner det at falde til ro om aftenen
uden altid at skulle afsted igen altid nye steder
altid nye mennesker at møde og hænder at ryste
Mit hjerte har brug for ro og også dig
så vil du ikke nok blive hjemme med det?

2011-08-13T00:02:00.002+02:00

Jeg ville ønske, du havde været her. Både i de bedste og værste tider; regnvejrssøndage i den lille, røde bil med radioen skruet så højt op, at vi ikke kunne høre vores egne tanker. Jeg ville gerne have haft dig der ved siden af mig på det lille bagsæde - vi kunne have viklet vores drømme ind i hinandens krøller og sunget med på de sange vi kendte og fundet på nye ord, til de vi ikke kendte.
Jeg ville gerne have haft dine fingre i mine, da jeg lå under de hvide lagner i nattens mørke, da spøgelserne kom frem fra deres gemmesteder i hjørnerne af mit værelse; jeg ville gerne have haft, at du gav mig et kys på panden og fik det hele til at forsvinde, som du altid formåede.
Jeg ville ønske, du havde været her. Både da vi grinte, og da vi græd, og da vi fumlede i mørket, og da vi endelig fandt lyset. Jeg ønsker dig tilbage hundred gange, til jeg næsten kan se dit genfærd, sitrende og hvidt i mørket. Til jeg kan høre din stemme og næsten røre dig igen. Vi savner dig.

2011-08-12T22:24:00.004+02:00

"Det er lidt kuriøst, lidt besynderligt - at nogen kan være så betaget af et menneske, man ikke engang kender. Jeg tror, det er musikken, der gjorde det ved hende. Hun forelskede sig, man kan se det i hendes øjne; der er et glimt af noget, en følelse jeg umuligt kan beskrive. Hun får tårer i øjnene, altid tæt på at græde. Det er, som om at han er en tryllekunstner; han viser hende magi, og når først hun nu har følt den, ved hun ikke, hvordan man kan leve uden den.
Det er så smukt. Så fandens smukt. Hun fortalte mig engang, at hun ikke havde elsket musik, at hun ikke følte, hun havde hørt musik, før hun hørte hans stemme, hans melodier. Jeg kan se det på hende; det er sandheden. Det er, hvad hun føler. Han lærte hende at elske musikken."

Magi

2011-08-12T16:10:00.001+02:00

2011-08-11T22:58:00.005+02:00

Det vigtigste er, at der var engang. Selv hvis det ikke er nu, det betyder ingenting. Alt der betyder noget, er at det hændte, at det fandtes, at erindringerne følger os. Fortiden er vores fundament, nutiden er hjemme for nu, det er her, vi befinder os. Men der var engang, og det lille engang kan vi tage ud af den store fortid, og vi kan vikle det ind i vores hjerters tråde, og dermed altid have det med. Aldrig glemme.

2011-08-11T22:56:00.002+02:00

Det ville være så let at give op. Hun bliver ved med at bede mig kigge på hendes fingre, følg fingrene Clara, fokuser på dem - og mine øjne bliver ved med at lukke i. Mit syn bliver ved med at sløre, en blå tåge ligger sig over hendes ansigt, over verden. Og jeg tænker, at han havde ret. De havde alle sammen ret. Jeg så det ikke engang, men jeg ser det nu - vi kan flyve. Vi kan alle sammen flyve. Selv jeg. Lige nu.
Jeg kan ikke lade være med at lukke øjnene. Jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til drømmen - det er så let herinde. Jeg flyver. Og dér er Paris, der er Belgien, det fineste hus, som ikke længere er mit. Og når mine vinger ikke længere vil, svømmer jeg, som jeg altid gjorde som barn. Hernede under vandet forsvinder tankerne. Her er kun stenene, havbunden, fiskene. Hernede er der ingen, der kan fange mig, ingen der kan bede mig om noget. Hernede hører jeg nogle få skrig oppe fra stranden, børn der bygger sandslotte i vandkanten, men intet andet. Her er så fandens stille hernede.
Men jeg vender tilbage. Til min krop. Til trampolinen midt i haven fuld af blomster. Og jeg vågner, svimmel, længes efter at vende hjem til drømmen. Jeg kigger på hendes fingre og ler - en stille, tåget latter. Undskyld prinsesse, jeg er lige her. Jeg vender tilbage kun for dig. Alt der er, er drømmen.

Samtaler - tre

2011-08-10T22:33:00.006+02:00

"Jeg vil bare gerne vide, at nogen elsker mig, ikke? At livet ikke ville være det samme, hvis jeg ikke var der. Betyde noget, ikke?" Hun glider sine fingerspidser henover det fedtede cafébord. Undgår mit blik; hun virker så fandens skrøbelig pludselig.
Jeg har lyst til at fortælle hende, at jeg elsker hende.
Vi er mange, som elsker dig, som ikke ville kunne leve uden dig, ville jeg sige.
I stedet gemmer jeg ordene i halsen, begraver dem et sted dybt inde i min krop. Det er nok alligevel sandt, hvad de siger; de sandeste ord kan være de sværeste at sige.

Samtaler - to

2011-08-10T22:10:00.002+02:00

Hun spørger mig om de levede lykkeligt til deres dages ende
jeg forklarer hende;
at det gør ingen for det er ikke virkeligt

Samtaler - et

2011-08-10T22:05:00.002+02:00

Vi spiser flødeskumskager og drikker kaffe
du fortæller mig at du er træt af livet
vi er alle sammen trætte af noget, svarer jeg

2011-08-10T22:04:00.001+02:00

Du er smukkest når du er nøgen
når du bare er dig

2011-08-09T23:57:00.004+02:00

Jeg håber, at du får et fantastisk liv, tænker jeg, før jeg falder i søvn. Jeg håber, at du møder nye mennesker hver dag, at du lader dem indhylle dig i deres ord, og at du glemmer at huske at trække vejret. Jeg håber, at du finder noget at tro på, selvom det ikke er virkeligt.
Jeg håber, at du altid tager dig tid til at stoppe op midt i stilheden af skoven og lytte efter en ensom fugl, syngende et sted bag hundredvis af træer; jeg håber, at du minder dig selv om, at ting foregår, selvom du ikke kan se dem. At træer falder, selv hvis ingen ser dem, og at der er musik og glæde et sted ude i verden; at der altid er nogen vågen et sted derude, selv på det mørkeste tidspunkt af natten.
Jeg håber, at du ikke glemmer mit hoved mod din skulder, mine fingre viklet ind i dine. Jeg håber, at du husker mig, når jeg var rarest, når jeg var gladest, og jeg håber, at du en dag kan fjerne sorgen i vores værste minder og omvikle dem til kærlighed.
Jeg håber, at du læser så mange bøger, du kan, og at du endelig en dag får set Paris, som du så gerne vil. Jeg håber, du lærer noget nyt hver dag, og at du taler med fremmede i bussen og lytter til den musik, du elsker, selv hvis dine nye venner afskyr den.
Jeg håber, at vi mødes igen, i en anden tid, på et bedre sted, og måske endda, vil du kunne forelske dig i mig, som jeg forelskede mig i dig og dine fregner. Men mere end alle de håb, jeg har for dig, er der dog ét, der er størst; jeg håber, at du ikke vil frygte kærligheden. Jeg håber, at du vil være modig nok til at åbne både din dør og dine arme for den, når den står udenfor på dit dørtrin og banker på.
Jeg håber, du bliver lykkelig. Jeg håber, du får et fantastisk liv.

2011-08-09T23:04:00.002+02:00

"Clara," kalder han og vender sig om midt i vrimlen af mennesker, på gaden. Solen ligger sig som et slør for hans ansigt, hans øjne er blå og klare i morgenlyset.
"Hav et fantastisk liv."
"I lige måde." Ordene er lave, men han fanger dem i luften og sender mig det fineste, lyserøde smil jeg længe har set. Da jeg blinker, er han forsvundet igen; blot endnu et menneske i endnu en verden.

Tid er tid

2011-08-08T00:29:00.005+02:00

Og du fortalte mig, at tiden kunne alt;
Men tiden kan ikke bringe ham hjem igen. Tiden kan ikke vikle sig om mig som hans genfærd, tiden kan ikke kysse mig med hans kaffesmagende læber.
Tiden kan ikke bringe ham tilbage i min dørkarm, stoppe sekunderne i dét øjeblik, fryse momentet, og lade os blive der for evigt; ham i færd med at tage sin efterårsfrakke på, imens han kigger tilbage over sin skulder og ler. Så let det synes; han vender sig og ler, og det er alting.
Tiden kan male rundt om arene, tiden kan bygge op omkring hjertet, og få små dele til at hele sig igen, men tiden kan ikke fjerne de tomme steder; delene af hjertet er ødelagt, de er formet anderledes nu; de passer ikke længere sammen. Det er sådan, du ved, han var der; der vil altid være plads til ham.
Han efterlod et tomrum - selv ikke tiden kan hele det.

2011-08-07T01:23:00.010+02:00

Du er et fyrtårn, og jeg er et skib, som leder efter vej i mørket. Du er kaffekys og regnvejrssøndage, den magiske stemning der opstår under en koncert. Du er gule roser, og når sommerfregnerne endelig begynder at blomstre frem på mine æblekinder, et overraskelsesøjeblik midt i trivialiteten.
Du er at køre på motorvejen om natten, den sitrende stilhed i bilen, ens brors stille brummen i søvnen, natmusik i radioen. Du er at vente på flyet i lufthavnen, at se kærestepar tage deres afsked med øjne våde af tårer, måden de vikler sig ind i hinanden, hviskende jeg er her, når du kommer hjem.
Du er sommerens første sommerfugl, når efteråret arriverer tidligere end det forrige år. En fremmed som rækker sin hånd ud til én, når man føler sig for alene i verden.
Du er, når man åbner døren ind til sit hjem efter at have været borte for længe, at tænde lyset i entréen og falde i søvn i ens egen seng, i ens eget værelse.
Du er alt det, jeg altid glemmer, at jeg elsker, og når jeg endelig mærker det igen; en stille glæde som spreder sig, som en latter fra ven til ven, et sted så dybt inde i kroppen, man ikke vidste fandtes.

Hjertets musik

2011-08-06T16:24:00.006+02:00

Og så begyndte det at regne. Vi lænede hovederne tilbage og sang med på de sange, vi kendte, viklet ind i hinanden og selskabet. Og der var en særlig stemning, nærmest sitrende i øjeblikket, og det gik op for mig, at det var alting. Jeg ønskede altid at kunne være i øjeblikket med våde krøller og musik, som havde ramt mig et sted, jeg ikke vidste fandtes. Det er livet, det er nu, nu, nu og mere end alt det, er det magisk; magiske øjeblikke som opstår mit i trivialiteten, midt i hverdagens kaos. Den smukkeste form for magi.

2011-08-06T00:37:00.002+02:00

Vi kan bygge en hule af tæpper og glemme, at der findes en verden udenfor, og hvis realiteten banker på, kan vi bede den pænt om at blive ude, bede den vente lidt på dørtrinnet, til vi er hele nok til at lukke den ind.
Vi kan sidde på mit trægulv og drikke vin, til du har glemt dit navn, og hvor du kom fra, hvor du er nået til og hvordan; du kan fortælle mig din sandhed, og jeg kan fortælle dig min, og når du er træt og har grædt, til du kan trække vejret igen, må du gerne falde i søvn i min seng; og jeg vil lade dig sove, for jeg ved hvor meget, du har brug for søvnen.
Vi kan kysse til vores læber er følelsesløse, men vi kan også lade være, for jeg kan meget bedre lide, når du blot holder min hånd og fortæller mig historier om drengen, som så gerne ville tættere på stjernerne, og du må gerne kysse mig på panden, inden jeg falder tilbage i drømmenes hænder, blot for at bede mareridtene blive borte.
Vi kan sidde i vindueskarmen og kigge ud over byen og lysene, gadelygter og vågne mennesker i brummende biler, og byen synes så levende, sitrende, og jeg kan samle den og ligge den i din håndflade, hvis du føler dig lidt for alene her i nat.
Vi kan lege med lyset i opgangen, glide ned af gelænderne som var vi blot børn igen, du kan fange mig på trapperne og vikle dine drømme ind i mit hår, og hvis du tør, kan vi gå op på taget, tættere på stjernerne, og lade verden åbne sig for os og skrige ud i nattens mørke, til vi ikke har flere ord begravet i vores halse.
Men jeg kan også blot lade dig sidde, som du gør nu; grædende på den anden side af din lejlighedsdør, mig på din dørmåtte i opgangen, og jeg ved det jo godt, du vil så gerne lukke mig og verden ind, døren synes blot så tung, og jeg forstår, jeg er lige her, med mine fingre i dørsprækken, hvis du føler dig for alene; nu og til dit hjerte ikke længere kan. Her.

2011-08-06T00:10:00.003+02:00

"Men jeg er ligeglad," græd hun. "Kan du ikke forstå det? Jeg er ligeglad med, om du er sort eller hvid, om du er muslim eller kristen, om dine øjne er brune eller blå. Det betyder ingenting for mig. Hvad du gjorde, hvem du var; det er ikke, hvem du er nu. Din barndom, din hjemstavn; det er en del af dig, men det er ikke kun dig. Der er så meget mere, forstår du det? Så fuck det. Fuck det hele. Jeg er ligeglad med alt det, fordi du er dig, og det er alt, der er vigtigt. Dig. Når du rører mig. Dine fingerspidser mod mit håndled. Du gør mig svævende. Det er alting."

2011-08-04T00:32:00.004+02:00

"Er du stadig forelsket i ham?" spørger han mig
"Jeg er ikke forelsket i ham, det forsvandt i mørket af månederne. Jeg elsker ham bare nu; der var engang, hvor han var alt, jeg havde brug for. Han havde en del af mit hjerte, den del vil altid være hans. Det må jeg gøre plads til. Men jeg der er et tomrum, større end den del af mit hjerte, lige midt i mit bryst - og der er plads til dig."

2011-08-03T22:53:00.002+02:00

Og det er så svært og besynderligt at miste nogen, tænker jeg, da den pige, som plejede at være mig, ligger hovedet på min skulder og græder ind i den samme trøje, som hun har på. Badeværelsesgulvet er køligt og vådt under mig, hun er utrøstelig, og jeg bliver ved med at stryge hende over håret og fortælle hende, at de ikke er helt borte, de vil aldrig være borte, du vil altid have dem med, derinde bag brystet, derinde hvor hjertet er - du vil altid kunne finde dem derinde. Og jeg håber, at hvis jeg fortæller hende det nok, vil hun begynde at tro på det og dermed, vil jeg også.
Jeg tænker, at man måske blot skal vænne sig til det. Som når man får en ny computer, og skærmen er mindre; med dagene vænner man sig til det, og pludselig er den anden skærm for stor. Eller med kaffe. Man vænner sig til at drikke kaffe med sukker eller uden, og pludselig smager det bedre, føles lettere mod tungen; måske er det blot sådan, det er. Der er et før og et efter, og før var altid det smukkeste, det klareste, sådan husker man det, men man vænner sig til at være i efter. Livet er øjeblikke; af efter og før. Livet er nu. På et badeværelsesgulv med hende det fremmede jeg i mine arme. Efter.

Tirsdagsmusik

2011-08-02T14:54:00.005+02:00

2011-08-02T00:51:00.004+02:00

Udenfor det hvidmalede hus, står gartneren og klipper ligusterhækken. Længere oppe på terrassen sidder kvinden og gæsterne i deres fine sommerkjoler og drikker the med lillefingrene strittende, og de taler om nabolaget og sladrer og giver Pia ret i det meste, af hvad hun siger, og hørte du, at fruen nede af vejen, i det hus hvor de glemmer at slå græsplænen, har fået stjålet sin pung, da hun gik tur i Parken? Det var nok også de satans indvandrere igen, det er jo altid dem, det kan umuligt være os andre, og Dannebrog flagrer vildt i luften, som forsøger det at flyve fra flagstangen, begive sig ud i landet, væk fra det store hus med den store have, væk fra sladren og det høje hår, og læberne brændende med løgne.

Da Gud, som dreng, blev lidt for ensom

2011-07-30T21:31:00.009+02:00

Og der var engang en dreng, som boede i et værelse, som havde et vindue, som havde udsigt over hele verden. Han sad der tit, i vindueskarmen, og ønskede sig ned på jorden, fordi dernede var menneskene, og nogle gange kunne han høres hele verdens latter runge i værelset, som en stille hvisken om, at selvom han havde alt deroppe, havde han egentlig ingenting.
Han brugte det meste af sin tid ved skrivebordet, og selvom han allerede havde læst alle de bøger, han havde, læste han dem igen, til han kunne historierne i hovedet; fordi de gav ham en følelse af fællesskab, af ikke at være helt alene. Med tiden blev han dog ensommere og ensommere, og han forstod pludselig, hvorfor kærligheden var så vigtig; for selvom at han elskede sine bøger og værelset med den smukkeste udsigt nogensinde set, selvom der var trygt og godt deroppe, ville han hellere ned på jorden, ned hvor der fandtes sorg og ondskab, men hvor der også fandtes kærlighed og forelskelse. Med tiden forstod han, at kærligheden altid ville være i stand til at overskygge følelsen af sorg, men den var ikke til at finde deroppe i værelset. Han forstod, at selvom han kunne se alt fra sit værelse i himlen af, havde han brug for at røre, at begive sig ned i den verden, i stedet for at stå og banke på døren imellem. Han havde brug for at føle noget andet end den tomhed, den ensomhed, som havde sneget sig ind i hans krop og bosat sig i hans hjerte; for selv den rigeste dreng bliver ensom nogle gange.
Det var derfor, at han sprang ud af vinduet; det gjorde for ondt at sidde og se menneskerne nede på jorden, at se dem vikle deres fingre ind i hinandens og kysse på gadehjørnerne, for ham syntes netop dét at være himlen; han ville tættere på. Og det kom han.

2011-07-28T23:21:00.002+02:00

Og der findes en dreng med så grønne øjne, at de ligner græsset på den smukkeste sommerdag. Om vinteren spejler snefnuggene sig i hans klare øjne, og de er indrammede af de fineste, mørke øjenvipper, så lange at de stryger min kind, når jeg hviler min pande mod hans. Han har de mindste, lyserøde læber, jeg nogensinde har set, og når han ler, krøller de sig op i mundvigene og blotter hans perlehvide, lettere skæve tænder. Om sommeren får han fregner over næsen, hvert år er der en mere, end året før.
Der findes en dreng, som låser sig inde i sit klædeskab, når han bliver ked af det. Fordi bag de ternede skjorter og jakken, han havde på til sin mors begravelse, er der et lille rum, kun med plads til to kroppe, og det er derinde, jeg altid finder ham, når han flygter fra verden. Der ligger bøger og puder på gulvet og loftet af skabet er fyldt med lyskæder i alverdens farver, og når han slukker dem, lyser plasticstjernerne på væggene op; de er hvide som spøgelser, og han fortæller mig altid, at nogle gange kan han bedre lide dem end de rigtige stjerner, fordi han altid kan se dem, altid finde dem herinde og så forestiller han sig, at hans mor sidder på en af dem og synger for ham, som dengang da han var lille.
Der findes en dreng, som ligger sin hånd på min skulder og forsikrer mig om, at selvfølgelig har jeg låst døren, jeg behøves ikke tjekke igen, og han så det, han stod lige ved siden af mig, og hamsterburet er lukket, og vandet løber ikke. Og han er den eneste, hvis ord jeg tror på.
Der er en dreng, som ligger vågen, til at man sover, og hvis man vågner af et mareridt, kysser hans en pande og får det hele til at gå væk igen. I mørket vikler han sine ben ind i ens og hans hud er altid kølig mod ens egen, og nogle gange kan jeg mærke ham ligge vågen og ryste i mørket, ligegyldigt hvor mange tæpper han har over sig.
Der findes en dreng, som får én til at tro på kærlighed, og når man mindst venter det, drysser han magi ud over ens hænder og vikler sine drømme ind i ens hår, og han får det hele til at give mening igen. Når man er for træt til at gå hjem om aftenen, bærer han én på hans ryg, som var man vægtløs, og når livet gør for ondt, verden bliver for stor, hjælper han én med at gemme sig, blot til at man kan trække vejret igen.
Der er en dreng, som er så ødelagt, at han måske ikke kan repareres, og alligevel ved han altid, hvordan man skal samle et hjerte, når der pludselig mangler en del; en dreng, som hjælper én med at bane sig frem i rodet af livet, altid med hans hånd i ens. Der findes en dreng.

2011-07-28T21:26:00.005+02:00

Åh, Conor... Du får mit hjerte til at gøre ondt..

2011-07-27T23:41:00.002+02:00

Tilgiv mig, for alt det jeg ikke sagde, imens vi stadig havde tiden. Det er blot det, at små dele af mig, som mit hjerte, er lavet af glas, og jeg bliver så bange for at ødelægge det, tabe det på gulvet, igen, for det går så let i stykker, det er så skrøbeligt. Og hvad jeg ser nu er, at måske kunne du have holdt det for mig, for det gik alligevel i stykker, jeg lod det glide ud af mine regnvåde hænder, og måske ville det endnu være helt, hvis jeg ikke havde tvunget dig bort. Tilgiv mig, for jeg elskede dig, men vidste ikke hvordan.

2011-07-26T21:37:00.008+02:00

I drømmen bliver han ved med at forsøge at løfte mig op fra det dugvåde græs. Det er sen aften, over midnat, og min trøje er våd og græsplettet, og jeg tror, at jeg er fuld, men jeg er ikke sikker; der er den her følelse. Opgivende. Det er lidt, som at have et hul i maven eller i hjertet eller blot i kroppen, et hul som suger alt til sig og efterlader resten af din krop tom for alt; organer, blod, følelser. Tomhed. Som om at der er noget, der mangler, og det er derfor, at jeg bliver ved med at vride mig ud af hans arme og falde tilbage mod græsset og græde. Der er så stille, et sted langt borte synger de første morgenfugle allerede, og hans stemme er træt og bedende: "Vil du ikke nok komme med, Clara? Kom nu med.." Men jeg vil ikke med. Jeg vil blive dernede på fodboldbanen, med min kind mod det våde græs, tårerne som slørrer gadelygternes lys. Og ham. Jeg vil så gerne ligge der med hans ansigt foran mig, uden at sige noget. Ingenting. Blot ligge. Følelsen af at være bange, følelsen af at miste. Han bliver ved med at fortælle mig, at selvom vi mistede hende, har vi hinanden. At jeg skal komme med hjem, for det skal nok gå. Og jeg tror, at hvis blot han havde lagt sig ned ved siden af mig i drømmen, ville følelsen være forsvundet.
Jeg tror, at det er derfor, jeg bliver ved med at rive ham med mig ned i græsset, et håb om at han vil blive, at han blot vil ligge, og jeg kan fortælle ham alt det, jeg ikke kunne fortælle de andre. Fordi han kan få følelsen til at gå væk.
Da jeg vågner, gør mine øjne ondt - som om at jeg har været vågen for længe, som om at jeg knap har sovet. Og jeg sætter mig op i mørket af stuen, og jeg græder, og jeg tænker: Men det var jo ham, jeg mistede. Vi mistede ikke hende, vi mistede hinanden, og jeg mistede ham.

Han var;

2011-07-26T00:22:00.002+02:00

Han var ingenting og han var alting
han var skyernes forsvinden på en sommerdag
og solens opstigning i horisonten;
som det fineste maleri
Han var ildfluerne længst ude på landet og
snefnuggene som de fineste ballerinaer på en vinternat
Han var som at åbne en gave hver dag;
altid overrasket over hvad man fandt

Han var ingenting fordi nogen gange syntes han
at forsvinde ud af mine hænder
at synke ind til at være så lille at jeg knap kunne se ham
Han bar hele verden på sine skuldre
med et håb om altid at kunne redde dem alle
og ofte glemte han at redde sig selv
Han var så lille den nat da han græd ind mod min skulder
men med tiden voksede han igen

Han var alting fordi at jorden roterede om ham
fordi at selvom jeg altid fortalte historier
havde han dem alle gemt i sit hjerte
fordi at hver og en af dem tilhørte ham
Han var duften af havet efter at have været for længe i byen
stjernerne på landet hvor de altid er klarest
Han fandt hemmelighederne i mine øjne og tog dem frem
og han var alting fordi han fandt mig.

2011-07-25T01:21:00.004+02:00

Åben dine øjne. Træk vejret. Se. Du er her stadig. Verden er her stadig. Jeg ved, at den rystede i et kort øjeblik, jeg ved, du mærkede jorden forsvinde under dine fødder, men du er lige her, og du er stadig i live. Dit hjerte gør måske en smule ondt, men du er ikke borte, ikke endnu, for selvom du muligvis troede det, dør man ikke, når nogen forlader én. Ikke med det samme. Dit hjerte er måske i stykker nu, men med tiden reparerer det sig, for det er, hvad et hjerte gør. Han tog ikke det hele med, da han forlod - selvom det føles sådan. Du er her stadig. Du er ikke, hvem du var med ham, men der fandtes en pige, før han kom - en pige som sov alene i sin seng, krøllet sammen, nøgen hud mod det hvide lagen. En pige som ikke forventede, at han ville ringe hver aften for at lulle hende i søvn, og en pige som ikke havde brug for en dreng til at gøre hende glad. Det er sandt. Der var engang, og der var en pige, før han kom; Måske har du glemt hende, men hun fandtes, og vi husker hende, som hun var; levende.
Det tager tid, og det er alt, du kan få, for nu. Men tiden er den smukkeste og fineste gave, den kommer uden sløjfe eller indpakning, den bærer ingen maske; den er blot. Alt du kan gøre, er at gribe den og se, at dit hjerte vil reparere sig, og du vil smile igen. Så åben dine øjne. Vi er lige her. Tag den tid, du har brug for. Du er stadig i live.

2011-07-25T01:19:00.001+02:00

Men hvor bliver de af de mennesker, som forsvinder ud af dit liv?
De tager tilbage til deres eget.