Oxford digte
Det
er februar morgen udenfor. Fuglene synger. Et sted er der en, der fløjter.
Katten ligger i efterårets sidste blade og strækker sig. Selv resten af verden
synes lidt træt i dag. Det er morgen med vaniljekaffe og søvn i øjnene. Sådan
en morgen der synes for tidlig og alligevel for sen, og man længes efter noget,
man ikke ved, hvad er, men ved har været: en tid man glemte. Et særligt minde
måske. Man vil så gerne huske, men ved ikke længere hvordan. Er det sådan, det
føles at blive ældre?
I dag skal jeg ikke være synderligt poetisk. Jeg skal samle mine ting i
kufferten, og i morgen skal jeg rejse hjem. Endnu et fly, endnu en lufthavn –
destinationen, den smukkeste. Hjemme. Hvor mor laver te i køkkenet, og far
falder i søvn foran fjernsynet, hundene i sofaenden. I dag skal jeg kun huske
at holde mig vågen i timerne, forsøge ikke at se for meget ud ad vinduet og
tænke på at være alle andre steder end her. Dagdrømme. Som dengang jeg gik i
fjerde. En dag vil jeg også savne dig, Oxford.
Nogle gange vågner jeg og er overbevist om, at jeg endnu er fem år og hjemme i
min seng i Belgien. Med lukkede øjnene kan jeg forestille mig at høre huset i
Hoeilaart trække vejret omkring mig, men så åbner jeg øjnene og er et andet
sted. I morges var jeg her i min køjeseng i England. Nogle dage synes hjemme
meget langt væk – både mit gamle hjem og mit nye. Der er så meget hjemme. Og
fragmenteret, synes barndommen. Alligevel så fuldendt og fin, viklet ind i et
lys som jeg nok aldrig helt får at opleve igen. Men nogle gange opstår der
glimt, og det er nok. Så jeg ikke behøver at glemme. Ikke endnu.
Det er i hvert fald morgen.
