I stå III
Jeg står stille og stirrer ud over Kastrup. Alt det grå i verden mødes lige her for mit blik. Sådan har jeg brugt meget af min tid på det seneste. Jeg går i stå på terrassen. Jeg falder i søvn på badeværelsesgulvet. Jeg spiser for lidt, sover for lidt, taler for lidt, men alting føles uendeligt for meget.

Jeg havde en drøm, hvori jeg forsvandt, men så vågnede jeg i Ørestad, og følelsen sad i mine hænder, bag mine ribben, tyngde i fodsålerne. Der er ingen forklaringer og intet efterladt at hente erfaringer i. Verden er støj. Jeg føler mig gennemsigtig og selvlysende, ligegyldigt hvor jeg går hen, er jeg den eneste i rummet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at lægge varer på indkøbsbåndet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at trykke på stopknappen i bussen.

Paralyseret, sagde psykologen engang. Hvad er du så bange for? Jeg kan ikke trække vejret, når de kigger på mig. Jeg drømmer om at være usynlig. Men er du nogensinde blevet set, sådan rigtigt, af nogen?

I transit I
Det er niogtyve år siden, Strunge hoppede ud af vinduet. Det er elleve måneder siden, jeg ønskede at begå selvmord. Fransiska siger, vi bare er små arbejdsmyrer. Der er ingen grund til, vi er her. Det sagde Sartre jo også. I dag føler jeg mig klar for første gang i lang tid. Jeg kører ud til Enø, sidder i skrædderstilling på en af de store sten nær vandkanten. Bølgerne er vilde, svanerne kan næsten ikke følge med, de flyder bare ovenpå på bølgerne, lader dem rive i sig. Vandet vil så gerne tættere på stranden, slikke den ren for sand, jeg er fuldkommen alene. Hvis man så mig, ville man måske tro, jeg mediterede. Hvis man så mig, ville man måske tro, jeg var ensom. Jeg ser mig selv sidde her, en form for ude af kroppen oplevelse, ser mig selv være seks år gammel i haven i sommerhuset på Reedtzholmvej, lære at cykle og om vinteren blive båret på skuldrene af min fætter. Det er næsten forår her i solen. Lyset varmer mig, spreder sig over mit ansigt og i kroppen. Jeg har lyst til at give slip på det hele, jeg har lyst til at synke ned under vandet eller være en af svanerne, rives bort. Jeg ved ikke, om der er mange vandmænd på den her tid af året. Om sommeren var der altid mange vandmænd, drengene kastede dem efter mig, truede med at tisse på mig, hvis jeg blev brændt af en brandmand. Jeg er ikke Strunge. Det er ikke ved at komme igen. Jeg har lyst til at indrømme det hele: at jeg måske alligevel nyder at ryge mere, end jeg burde, at jeg har lyst til at blive gammel med ham, at jeg nok i virkelig-heden lyver, når jeg siger, at jeg ikke er afhængig af at have nogen, som holder af mig. Jeg ser mit ansigt i bilruden, mine kinder er røde, mit hår helt vildt i vinden, solen lyser ud af blå øjne. Fornemmelsen af at se sig selv udefra, jeg tænker, at lige nu er jeg smuk. Jeg tænker på Sylvia Plaths dagbog, det der citat: At times like this I’d call myself a fool to ask for more. Hvordan hun så gerne ville finde det hele smukt, længtes efter følelsen, hvordan jeg måske finder det hele for smukt. Sidde her i skrædderstilling og skrive om den blege sol, varmen fra den, lige før den går ned. Kan man leve uden frygt for, at det hele bliver taget fra en? Min fransklærer får blomster af sin mand hver fredag. Måske er det strengt at sige, at det er sådan en kærlighed, jeg gerne vil have. Jeg vil så gerne have mere, altid mere, mere kærlighed og mere af det gode. Jeg vil have, han bliver ved med at være forelsket i mig, nøjagtig som han var i starten. Jeg vil have, han liker mine profilbilleder på facebook og dukker op med blomster for at møde min mor igen. Jeg vil have min første gang tilbage, og jeg vil have, at den er med ham, at det er hans pik, der trænger op i mig, at han lader mig græde lidt med panden mod hans brystkasse, fordi det gør ondt. Jeg vil ikke bide mine knoer, og jeg vil ikke have, at drengen med krøllerne rører mig. What’s passed is past. Efter vi havde haft sex første gang, skubbede jeg ham væk og græd. Hele min krop gjorde ondt, min krop huskede, hvordan han var ligeglad, hvordan han ikke havde bøger på reolen, hvordan han spurgte, om han måtte tage min BH af, og hvordan jeg ikke sagde nej. Det er to år siden. Han undskyldte til en fest sommeren efter, sagde han ikke skulle have gjort det. Jeg var fuld, det tror jeg ikke, han var. Morgenen efter fulgte han mig ned til min veninde, jeg kunne ikke huske at være faldet i søvn, tissede et kondom ud i hendes toilet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg er at have nogen, som elsker mig og lytter til mig, når mørket kommer. Når det føles, som om det er ved at komme igen, når sidste års følelser lægger sig omkring mig, og han bare holder om mig. Jeg har lyst til at tage mig af ham, lyst til, at han har brug for mig, ligesom jeg har haft brug for ham. Det burde ikke handle om ham. Før han kom, var der mig, mig, der samlede mig selv op, mig, der fik hverdagen til at fungere igen, mig, der begyndte at løbe, og mig, der kunne finde ud af at tabe mig uden at sulte. Så jeg siger ting som: det handler ikke om mig, men et eller andet sted handler det jo mest om mig, mig i mit liv, mig i mine omgivelser, mig i verden. I dag er en af de gode dage. Jeg står op om morgenen og siger til mig selv: du er glad og heldig, Clara. Så køber jeg orange roser til mig selv og læser digtsamlinger og fortæller mig selv, at jeg ikke altid behøver at drømme om fremtiden, fordi nuet er også meget fint. Bedst når vi bare ligger i sengen og lytter til musik, bedst når han vender sig imod mig i søvnen og kryber tættere på, og bedst når jeg kører til Enø og sidder alene ved vandkanten og mærker vinden ruske i mig. Bilen, der vibrerer under mig, når jeg kører fra raste-pladsen og tilbage mod byen, eller når jeg passerer mit gamle sommerhus, og gear-ene ikke når at skifte, ikke forstår, at vi pludselig skal køre virkeligt langsomt forbi det her forfaldne, lille hvide hus med de beskidte klinker, som engang var mine forældres. Alt det, der har været mit, alt det, vi har solgt, alt det, jeg har været så heldig at have og nu kunne mindes. Selvfølgelig også alt det, jeg gerne vil fortrænge. Det, der er passeret og tilhører fortiden, det, jeg forsøger at holde op med at tænke på. Jeg er tilbage på skolens sygehus. Rummet føles meget lille, de hvide vægge, min krop under den tunge dyne. Jeg går tit tilbage til det her øjeblik, måske fordi jeg har svært ved at forklare eller definere, hvad der foregik, eller hvad jeg følte. Ensomheden. De gullige gardiner var trukket fra, udenfor i køkkenhaven løsnede bladene sig fra træets grene. Kan huske, at man kunne høre bilerne passere igennem alléen, bildækkene mod brostenene. Sygeplejersken sagde, at det nok var bedst, hvis jeg sov lidt, før vi talte sammen. Hun bandt mine snørebånd op, satte støvlerne ved radiatoren, sneen smeltede i små vandpytter på gulvet. Jeg blev ved med at falde ind og ud af søvnen. Skammede mig over de sorte pletter på det rene, hvide hovedpudebetræk. Det var bedre ovre i klasseværelset, jeg blev ved med at knuge Rebeccas hånd, Fransiska holdt om mig hele vejen over til sygehuset. At være alene, men ikke helt. Senere på kontoret i den mørkeblå sofa, forsøgte vi sammen at sætte ord på det, sygeplejersken og jeg. Det var kun omfanget af sygdommen, vi skulle til at forstå. At depressionen havde vokset for længe, at jeg havde ladet den gro uden at fortælle nogen om den. Da jeg havde en depression var alting en vandoverflade: jeg spejlede mig selv i alle. Jeg så kun mig selv, og det der hang over mig, sorgen og sygdommen, men der var ikke mere end det. Det er for krævende at være uselvisk. Jeg vrængede af alle, derefter blev jeg ked af det over, jeg ikke længere kunne finde ud af at kommunikere, være det her menneske, som fungerer, som taler pænt og smiler høfligt. Ude af stand til at få min krop til at gøre, hvad jeg ønskede. Ikke at kunne få øjnene til at holde op med at græde, konstant at sige til sig selv: tag dig nu sammen. Min kæreste siger nu, at jeg skal være stærkere. Vokse en tykkere hud. Han var der ikke sidste år, han er kun en del af det efter, som finder sted nu. Engang imellem sætter han mig ned på sengen, får mig til at gentage: selvmord er for idioter. Selvmord er en nem udvej. Jeg bliver stadig så optaget af det, der gør ondt. Ligesom min bror var optaget af bakterier, hvordan han stod op og vaskede hænder flere gange om natten, afbrød søvnen, fordi der var noget, der føltes beskidt, så ligger jeg vågen og fokuserer på, at det gør ondt. At han flytter, og jeg ikke flytter med. Så begynder der at ske ting, som kvalmen, som at jeg har svært ved at spise, som at jeg tæller dagene, til at jeg ser ham igen, så jeg kan sikre mig, at vi stadig er forelskede. Når man ikke spiser i lang tid, bliver ens krop så følsom, så hurtig til at reagere. Sanserne sættes i funktion, man begynder at høre bedre, også alt det, der ikke bliver sagt. Jeg vågner om morgenen og ved præcis, hvordan han har det femogfyrre minutter væk fra mig, som om jeg kan læse hans tanker. Jeg er bange for, han tænker på hende. Nogle gange ser jeg piger i toget til Haslev og tror, at det er hende. Eller jeg går forbi en pige på gaden med samme hudfarve, samme mørke hår, og jeg tænker på, hvor forskellige vi er af udseende. Jeg ønsker altid at være undtagelsen. Når jeg opdager, at jeg nok ikke er det, falder jeg tilbage i en eller anden tilstand, hvor det bare gør ondt. Det var ingen årsag til depressionen. Der er en årsag til, at mine ribben trykker så meget nu. Jeg vil ikke have, han flytter til Valby. Jeg vil ikke have, han finder en anden. Det sætter sig et eller andet mærkeligt sted, hvorfra det sendes ud i hele kroppen, hjernen påvirker legemet så nemt. Kvalmen, det, der gør ondt i ryg-hvirvlen, det, der gør det svært at forblive stående, når jeg tænker på, om de også havde sex op ad væggen i lejligheden i Nygade. Det er ligesom det, Sternberg skriver: ”at kalde den her tid for / depressionen / gør det lettere” så får den et handlingsforløb, en periode, både en begyndelse og en afslutning, og så ved jeg, slutningen kommer, det er det, jeg altid tænker på. Det er derfor, jeg er blevet så god til at kategorisere, rydde op og skabe orden i mit liv. Som sidste år, da jeg ikke kunne tale, ikke kunne smile, ikke havde lyst til at bevæge mig, den periode kalder vi depressionen, det er ikke noget, vi snakker om længere. I ottende klasse så min far alt, jeg gjorde, som et råb om hjælp, men da lægen diagnosticerer mig, mener han, at jeg nok bare er ked af det på grund af en dreng. Jeg sagde ikke: der er ikke plads til de ting i mit liv længere, far. Der er noget andet, der har fyldt mig. Og så efter, så skal man lære at samle sig selv igen, blive det her menneske som fungerer. Jeg begynder ikke længere at græde, hvis jeg kommer til at smadre en kop under opvasken. Min mor finder mig ikke længere på badeværelsesgulvet, hun behøver ikke afklæde mig og lægge mig i seng. Jeg ved ikke helt, hvad man kalder denne periode. Måske er det bare tiden efter. Jeg har ikke længere lyst til at skære mig i håndleddene, hver gang jeg ser en køkkenkniv. Jeg skriver ikke lister eller planlægger: 100 måder at dræbe sig selv på. Måske er det her de gode dage. I lang tid tænkte jeg, at den her periode burde hedde forelskelsen, men et eller andet sted handler det jo ikke om ham, men mig, der begynder at støbe fundamenter, stable mursten og bygge huse. Fascineret ved legemets funktion, at min arm bevæger sig, når jeg beder den om det, at de her hænder kan bruges til andet end at nive mavefedtet. Hos psykiateren lærte jeg, at selvskade ikke er noget, der kan ses, det behøver ikke være tydelige ar: det er bare, når man bevidst gør noget ved sig selv, som gør ondt. Men kroppen kan så meget andet end at skade sig selv. Som benene, der løber otte kilometer i solopgangen eller fingrene, der så gerne vil skrive digte. Jeg kan ikke skrive, så jeg går ture i stedet. Jeg ser på græsset, der bevæger sig i vinden, og sneen, der lægger sig, men jeg har ikke lyst til at skrive om det. Min kærestes øjne i skarpt sollys, mindre grønlige, men lysende på en eller anden helt fantastisk måde. Engang ville jeg have sagt: dine øjne giver mig lyst til at skrive digte eller noget andet vildt romantisk, men jeg har ikke lyst til ord. Jeg forsøger at lytte mere end jeg taler, altså virkelig at høre, hvad folk siger. Måske gør det mig en bedre ven ikke at være forfatter. Måske er jeg mere nærværende, når jeg ikke skriver, når jeg ikke hele tiden forsvinder ind i detaljer og beskrivelser. Jeg er irriteret, fordi jeg ikke kan skrive. Jeg er irriteret, fordi det føles, som om der ikke er flere ord, og jeg har brug for, at der er flere ord. Jeg har brug for at være noget. Jeg har brug for noget at identi-ficere mig selv med. Hvis ikke jeg kan kalde mig selv forfatter, hvad kan jeg så kalde mig? Hvad svarer jeg, når folk spørger, hvordan skrivningen går, og den ikke går, den eksisterer slet ikke længere? Smiler, siger: det går godt. Tænker meget på det der Hemingway citat: All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know. Jeg ved ikke, hvad der er det sandeste. Hvad der er mest rigtigt. Jeg ved ikke engang, hvad jeg føler. Måske er det fordi, jeg har mistet for-bindelsen til mig selv, måske er det derfor, jeg ikke kan skrive, det lyder enormt zen. Måske skal jeg finde ind til det, der gør ondt, forbinde det, ligesom Høeck siger: lade digtningen være det åbne sår, der forbinder det ydre og indre. Måske er der ikke samspil mellem mit indre og ydre. Jeg går ture, og jeg føler fuldkommen ligegyldige ting, som jeg tænker, at solnedgangen da er meget flot i dag, og sneen er da meget pæn, når solen oplyser den og iskrystallerne, men det er også det. Måske er der et digt i klemme. Ligesom når en muskel kommer i klemme, og den sidder der og vibrerer, så sidder der et digt og vibrerer et sted bag mine ribben. Jeg skal skrive mig ud af noget, før jeg virkelig kan begynde at skrive igen. Men at skrive er at være fuldkommen ærlig og skrøbelig, så sårbar, og der er måske visse ting, jeg ikke er klar til at indrømme helt. Det er sådan, det er: der er altid et digt, der sidder i klemme. Jeg kan ikke skrive, før det er skrevet, før jeg har set ind i mig selv, revet op i alle sårene, virkelig lyttet til mig selv frem for andre. 

Noter om sommeren

Markerne langs landevejen, helt gyldne i aftensolen, mor snakker om kornet og høsten. Det er den der tid på aftenen, hvor skoven omslutter en, hvor den virker tæt og mørk: solen, som kun bryder igennem træerne og finder os, når vinden endelig tager i grenene

Det er stadig de helt almindelige ting, der beroliger mig: fx at køre for stærkt til Enø for at nå solnedgangen. At tage et bad og drikke grøn the med jordbærsmag, inden jeg går i seng. Ikke længere at have nogen der forventer, jeg sms’er og minder dem om, at jeg elsker dem

De åbne terrassedøre til mit ungdomsværelse, vinden der tager i de samme blondegardiner som de seneste tre år. Postkort fra sidste sommer på opslagstavlen, stadig en frakke eller to i klædeskabet. Alting ligner sig selv uden at være det, det er sådan det er at komme hjem, når hjemme pludselig er et andet sted

Tænker at jeg bedre kunne lide at bo her, lige i udkanten af Næstved, bag byskiltet, hvor man kan høre bilerne fra landevejen om aftenen, langt væk fra Konya Kebab og Craizy Daisy, musikken på torvet om fredagen. Stilheden, kun naturens lyde, det absolutte og endelige, mennesket der vender tilbage til sine rødder, mig der vender hjem

På de dage hvor verden kun strækker sig til hjørnerne af min nye lejlighed, hvor jeg ikke engang når ud på badeværelset før jeg begynder at blive træt: kroppen der sættes ud af funktion, benene der ikke vil bevæge sig, de ømme muskler, veninden der ler og siger, at jeg bare er ked af det, at det er så sjældent folk får depressioner om sommeren

Hver gang jeg kommer hjem, er der noget, der er anderledes: et nymalet skab i entréen, en jakke på knagerækken jeg ikke har set før, min mors hår lysere end sidst. Jeg sidder på trægulvet i arbejdsværelset og kigger på gamle fotografier og minder mig selv om, hvem jeg er. Jeg udpeger ting på billederne, forsøger at huske datoer og steder, men jo ældre jeg bliver, jo oftere hænder det, at jeg opdager, jeg har husket forkert

Altid at kunne kende ryggen af sin far i ankomsthallens menneskemængde: det tynde hår, måden han bevæger sig på, hvordan han trækker kufferten bag sig. Senere, at holde øje med ham på rulletrappen, at lade ham forsvinde i menneskemængden, ikke at have lyst til at udpege folk, når de er på vej væk: hele tiden at skulle sige farvel uden helt at vide, hvornår de kommer tilbage

Ting der skræmmer mig: den der pludselige, overvældende følelse af at nogen holder øje med mig. At være i toget på vej til universitetet og ikke ane, hvordan man skal opføre sig. Kroppens naturlige reaktion på alderdommen, hvor tydelige min mormors smilerynker ved øjnene er blevet, at mine forældre ikke længere griner, når jeg joker med, hvilke malerier jeg skal arve

At gå i seng om aftenen med solbrændte kinder og hår, der dufter af klor. At tilbringe lange aftener i swimmingpoolen, trække min krop igennem det blå, betragte skyggen under mig. De små lysglimt på overfladen og strålerne, der danser på bunden, mit diskotek, mit personlige lysshow. Hver aften, at svømme solen ned

Jeg ser Glee og har min mørkeblå fleece trøje på i fireogtyve grader. Jeg svømmer baner og sidder på mit værelse med gardinerne trukket for og læser og skriver om ting, der ikke længere er vigtige. Sådan går sommeren

Sidst på aftenen, mor der står i døren, at tænke på alle de gange hun har stået der, at tænke at man måske snart burde tage tilbage sit nye hjem. Hun siger: vi bliver nødt til at tale om det her snart. At have lyst til at række ud efter hende, endelig at være modig, forklare at der er noget, der sidder forkert indeni i

Forsøger at holde op med at ryge, at være bedre til at kigge på stjernerne: månen her til aften, helt rund som en lysende tennisbold, pludselig at opdage, at man ikke længere har flere ord om de ting, der gør ondt

Fotografier (Publiceret i Slagtryk, juni 2014)

Mit navn med mørkeblå kuglepen på den lyserøde inderside af balletskoene: mors blokbogstaver.

Lyden af tandbørsten mod fortænderne, den jernagtige smag af blod under tungen, rødt spyt og Colgate skum i håndvasken.

Det orangegule lys i tunnellerne: små, ubehagelige blink bag øjenlågene helt skarpe som solen i maj, ligge på bagsædet og bide negle, spørge: hvornår er vi hjemme?

At blinke et par gange om morgenen for at genfinde fokus. Værelset der vender tilbage: mørket der trykker mod vinduerne, bogen smidt på gulvet ved siden af natbordet, slået op på en tilfældig side. Dynen, det lyseblå betræk, imellem benene, de skæve knæ og det blege stykke hud imellem navle og trussekant.

Min far stående i solen, hans ryg mod den hvide væg, røgen fra smøgen nærmer sig vinduerne i lejligheden. Det mørkebrune gulvtæppe imellem hans bare fødder, hans navle indadvendt og maven udspilet, det flettede skæg hvilende mod brystkassen. Kan skimte: Fitzgerald læne sig op af Strunge på bogreolen ved siden af, en nellike nejer på hylden. Pludselig: en mand jeg aldrig har kendt.

Solen som en støvet glaskugle, hænger der forenden af landevejen og forsøger at lyse. Horisonten helt tåget, det må være tidligt. Træernes grene  skrøbelige som edderkoppeben, vajer i vinden, klar til at brække af. 

Det sidste vintermørke lægger sig over gaderne. Han læner sig op af muren, de røde sten mod uldfrakken, siger: det er koldt. Bringer hænderne op til sin røde mund, forsøger at puste dem varme.

Hvordan skyerne spredes, som om himlen er ved at åbne sig: de første tunge dråber på snuderne af de blomstrede sko. Efterlader små, mørke pletter på det lyse stof.

Ved Susåen: to ænder i vandkanten og åkanderne, der skubbes mod og fra hinanden helt lydløst, en mærkelig rytme, naturens dans, tænker at vinteren næsten er borte.

Månen og dens blege overflade, hænger der i usynlige tråde, spændt op på himlen. Spørge: hvad er det, der holder dig der?

Mand i fjernsynet, stående i ruinerne af et hus, voice-over: når det hele er overstået, er man stadig ikke et helt menneske. Ham: det mørke hår, en hvid skjorte, helt slidt i kraven og skoene i asken, mig: siddende ved skrivebordet, det lyse hår bag ørerne, fødderne på det opvarmede trægulv.

De albanske bjerge, den absolutte vægtløshed, fødderne i sandet på stranden i Vlorë. Kroppen: en skygge på asfalten på de brede alléer, lyset fra gadelygterne lægger sig over parken. Nøgne ben og blomstrede sommerkjoler: ikke være ældre end man er. 

Ikke at tænke for meget på de ting, som giver en lyst til at græde.

Nogle timer efter midnat, viserne synes ikke at rykke sig, når det er sent: en forestilling om, at hvis bare man gemmer sig under dynen, kan monstrene ikke finde en. Betrækket som et skjold. 

Duften af mandariner: tænker på forår i Oxford, at træerne i gården mellem kollegierne allerede er sprunget ud, om franskmanden stadig sælger pandekager nær Westgate, at der er en anden, der sover i min køjeseng.

De ru sandkorn mod den bløde hud ved nakken, i håret, i øregangene, et bizart billede af os: dig liggende i sandet, mig knælende ved siden af, hælder sand i fordybningerne ved dine kraveben.

Den der drøm igen: på toppen af et bjerg, en form for udsigtsplads, skyerne hænger i klumper, helt blege og ubehagelige, små kanaler af mørkegrå himmel imellem dem. Hele dalen synes at tilhøre mig, men jeg har intet at bruge den til.

Solens begyndende rejse over himlen. Ligge på trampolinen med rødvinsmund og sløret blik og lyden af de første fugle, en vulkan i udbrud i øregangene. 

Steder at fortælle nogen, man elsker dem: på bagrækken i biografen imellem popcornkys og vandet cola. I gyden bag diskoteket, lyden af popkultur og skarpe hæle mod fortovene. I køkkenet, danse til radioen imens vandet koger, dig i den åbne dør med morgenhår og forvirret blik, en smøg imellem læberne: vil du tilbringe mere end bare en nat?

Fotografi af Keaton Henson: ham, liggende på en seng, et ukendt soveværelse – en kvindes? Det mørke lagen i kontrast til de lyse vægge, hans arm hvilende på vindueskarmen, en smøg imellem fingrene. Denimskjorten gledet op, skjuler ikke længere den blege, knoglede hofte. Mørk blæk på albuen, røg i luften foran hans mund. 

Hjemme: i legehuset bagerst i haven i Bruxelles, det våde træ mod hudafskrabede knæ. Siddende på de hvide klinker på terrassen i Tirana, rom og cola der opvarmes i solen og skildpadder i det nyslåede græs. Slå vejrmøller i entréen i lejligheden i Riga eller krølle sig sammen i lædersofaen og betragte de tyrkiske bjerge, støvet der lægger sig over Ankara som en tåge. Sidde på Pullens Lane-skiltet og lytte til Approximate Sunlight, se blæsten tage i en orange pose fra Sainsbury's.

Og pludselig her, på værelset: de hvide blondegardiners bevægelse i vinden, det sorthvide verdenskort over bogreolen, digtsamlinger på hylderne. Beskidte kaffekrus og mørkeblå skåle på skrivebordet, gamle koncertbilletter og stiloplæg på opslagstavlen. Den lyserøde bordlampes lys mod de lyseblå vægge, en mærkelig kombination, pastel og pigesind.

På vej til Karrebæksminde, passerer markerne og fuglene siddende på række på telefonkablerne, som om de venter på noget, regnen og ormene i græsset,

Den knasende lyd af et sneglehus under ens gummisko: overraskelsen som sætter sig i ens fødder, i hele ens krop. 

At blive til en fisk: pludselig vågne med gæller og opdage, at havet har overdækket planeten. Alle ville spørge, hvor kommer alt det vand fra? 

Oxford digte 

Oxfords bymidte en travl december eftermiddag: græsarealerne foran universitetsbygningerne er dækket af sne. der er slud i vejkanten

tage 12:45-bussen til bymidten hver onsdag, handle ind i sainsbury's og vente på Isa i Topshop i cirka en time og tyve minutter

at tage på the Bridge hver fredag og i Odeon biografen på George Street hver søndag

det regner ikke ligeså meget i England, som folk påstår

og inde i centrum hænger solen lavt på den der måde, som den kun gør om vinteren

jeg drikker vaniljekaffe om morgenen og smækker med døren, irriteret over at de kan sove længere end jeg. gardinerne er gået i stykker igen: elsker at solen skinner ind af vinduet og på Helos ansigt. elsker ikke at klæde om foran et publikum

jeg tror, jeg forelskede mig i Oxford, da jeg så de kappebeklædte studerende under Hertford Bridge 

rævene i parken en efterårsaften lidt før midnat. graffiti på murene i det forladte hus: smoke weed everyday

 allerede efter to uger at kunne genkende deres skridt 

torsdag: køber kyllingesuppe og croissanter i Tesco og venter på bussen med gamle, cigarrygende mænd iklædt jakkesæt

ting, jeg har fået at vide på det seneste: du ligner en fra sydpolen. du ligner barbie. du ligner alice (disney-udgaven)

karma er måske: at stjæle andres pizza fra loungen og derefter slå hovedet i gulvet og besvime

hører Lou Reed i brusebadet: hey honey, take a walk on the wild side

vågner til katten, som strækker sig i gruset foran vores værelse. dens poter er mudrede. når A presser sin næse mod rudens kolde overflade: hvordan hans kinder og ører bliver røde (næsten som om han rødmer)

flere mennesker burde skrive digte om rummet imellem Amalies fortænder

derude hvor buslygterne ikke kan nå, et sted på den anden side af bakken, ligger Headington i mørke. uden diskoteksstøj. uden kebab-vogne. uden bustrafik

at finde smøger med røde læbestiftsaftryk i rygeskuret og tænke på H

det bedste er at vende hjem efter juleferien: tomme skriveborde og skraldespande og redte senge. helt stille på gangene. alting synes meget urørt, tænker jeg: kryber sammen under mit fugledynetræk

I am singing now, while Rome burns: at citere digte, når man ikke kan falde i søvn

en kvinde på gaden siger: mænd er ligesom æbler, de rådner med tiden. æblerne lyser ikke rødt. ligger bare der i græsset og venter på at blive ædt 

hvordan alle ligner, de ryger om vinteren

der er intet poetisk over at være vågen klokken fire om morgenen: går en tur på kollegiet og lader mig selv dvæle ved stilheden. forestiller mig at kunne høre folks søvnige vejrtrækninger igennem trædørene. månen spejler sig i vandpytterne på stien til vaskerummet. jeg kan godt lide følelsen af, at verden kun tilhører mig

skrive små beskeder på Laurannes smøger: lend me five quid? party tonight?

at skateboarde ned af din buede næseryg

og hvordan at blodårer nogle gange ligner grenene fra et æbletræ

den der mærkelige, tomme følelse, der altid opstår imellem ens navle og ribben, når man træder ud af badet

lyskæderne i butiksruderne på Covered Market. døde fisk bag glasvinduer. lugt af pudsede lædersko og jordbærmilkshakes

ved molen i Brighton på en regnvejrsdag. når forlystelsesparken lukker for vinteren og ligger øde: helt stille og ulovlig indtrængen. at falde i søvn i tekopper og betragte mågerne stikke til rester af ispapir og vådt candyfloss i en overfyldt skraldespand

det sted på kroppen hvor huden er blødest: i søen bag øreflippen

plasticblomster i vasen i vinduet: kaffekopperne der nedkøles og holder det på klem

livet som et hylster, at strække det: ud over fingerspidserne og tæerne

daggry i Oxford og det blå, som lægger sig over byen. bare fødder på en novembermorgen og aftryk af småsten fra stien: duggen som små perler i græsset. helt stille, som at leve i en flyvemaskine, på Pullens Lane

ligge på badeværelsesgulvet og skype med Amalie: hendes knitrende ansigt og søvnige øjenlåg på computerskærmen. hvordan solen går ned bag mine træer og står op i hendes baghave: Atlanterhavet som distance

begynder at høre P3 om morgenen. det sidder et sted bag mine tænder, og når jeg taler, kan jeg mærke det: only hate the road when you're missing home, er det ikke, hvad han synger?

farmors fødder begynder at blive blå, kræften spreder sig: hun ryger cigaretter i sin kørestol på plejehjemmet, fjernsynet blinker fra reolen. hun siger ingenting. nogle gange glemmer jeg, at hun stadig er i live

datalokalet på en af de første februardage: ubehaget ved at hoste sig igennem to timers stilhed under et foredrag

som Linda sagde: hjernen stoler ikke på hukommelsen. nogle dage føler jeg at hele mit liv kan passe ind i den sætning

folk lukker øjnene for at kontrollere deres mørke

rundkørslen nær Thornhill Park and Ride: at synke tilbage i bussædet med kinden mod ruden og vente på stoppet ved Brooke’s University. måske er det en kliché, men hele kroppen synes at sukke: endelig hjemme

Keaton Henson: let's cry, let's swim, let's everything

ting, jeg efterlader: mit navn i kuglepen over vægpanelet nær opslagstavlen. en lyseblå strømpe med blondekant i tredje skuffe i skrivebordet. en sammenkrøllet note i rummet mellem madrassen og væggen