Noter om sommeren
Markerne langs landevejen, helt gyldne i aftensolen, mor
snakker om kornet og høsten. Det er den der tid på aftenen, hvor skoven
omslutter en, hvor den virker tæt og mørk: solen, som kun bryder igennem
træerne og finder os, når vinden endelig tager i grenene
Det
er stadig de helt almindelige ting, der beroliger mig: fx at køre for stærkt
til Enø for at nå solnedgangen. At tage et bad og drikke grøn the med
jordbærsmag, inden jeg går i seng. Ikke længere at have nogen der forventer,
jeg sms’er og minder dem om, at jeg elsker dem
De åbne terrassedøre til mit ungdomsværelse, vinden der
tager i de samme blondegardiner som de seneste tre år. Postkort fra sidste
sommer på opslagstavlen, stadig en frakke eller to i klædeskabet. Alting ligner
sig selv uden at være det, det er sådan det er at komme hjem, når hjemme
pludselig er et andet sted
Tænker at jeg bedre kunne lide at bo her, lige i udkanten
af Næstved, bag byskiltet, hvor man kan høre bilerne fra landevejen om aftenen,
langt væk fra Konya Kebab og Craizy Daisy, musikken på torvet om fredagen.
Stilheden, kun naturens lyde, det absolutte og endelige, mennesket der vender
tilbage til sine rødder, mig der vender hjem
På de dage hvor verden kun strækker sig til hjørnerne af min
nye lejlighed, hvor jeg ikke engang når ud på badeværelset før jeg begynder at
blive træt: kroppen der sættes ud af funktion, benene der ikke vil bevæge sig, de
ømme muskler, veninden der ler og siger, at jeg bare er ked af det, at det er
så sjældent folk får depressioner om sommeren
Hver gang jeg kommer hjem, er der noget, der er anderledes:
et nymalet skab i entréen, en jakke på knagerækken jeg ikke har set før, min
mors hår lysere end sidst. Jeg sidder på trægulvet i arbejdsværelset og kigger
på gamle fotografier og minder mig selv om, hvem jeg er. Jeg udpeger ting på
billederne, forsøger at huske datoer og steder, men jo ældre jeg bliver, jo
oftere hænder det, at jeg opdager, jeg har husket forkert
Altid
at kunne kende ryggen af sin far i ankomsthallens menneskemængde: det tynde
hår, måden han bevæger sig på, hvordan han trækker kufferten bag sig. Senere,
at holde øje med ham på rulletrappen, at lade ham forsvinde i menneskemængden,
ikke at have lyst til at udpege folk, når de er på vej væk: hele tiden at
skulle sige farvel uden helt at vide, hvornår de kommer tilbage
Ting
der skræmmer mig: den der pludselige, overvældende følelse af at nogen holder
øje med mig. At være i toget på vej til universitetet og ikke ane, hvordan man
skal opføre sig. Kroppens naturlige reaktion på alderdommen, hvor tydelige min
mormors smilerynker ved øjnene er blevet, at mine forældre ikke længere griner,
når jeg joker med, hvilke malerier jeg skal arve
At
gå i seng om aftenen med solbrændte kinder og hår, der dufter af klor. At
tilbringe lange aftener i swimmingpoolen, trække min krop igennem det blå,
betragte skyggen under mig. De små lysglimt på overfladen og strålerne, der
danser på bunden, mit diskotek, mit personlige lysshow. Hver aften, at svømme solen
ned
Jeg ser Glee og har min mørkeblå fleece trøje på i
fireogtyve grader. Jeg svømmer baner og sidder på mit værelse med gardinerne
trukket for og læser og skriver om ting, der ikke længere er vigtige. Sådan går
sommeren
Sidst på aftenen, mor der står i døren, at tænke på alle de
gange hun har stået der, at tænke at man måske snart burde tage tilbage sit nye
hjem. Hun siger: vi bliver nødt til at tale om det her snart. At have lyst til
at række ud efter hende, endelig at være modig, forklare at der er noget, der
sidder forkert indeni i
Forsøger at holde op med at ryge, at være bedre til at
kigge på stjernerne: månen her til aften, helt rund som en lysende tennisbold,
pludselig at opdage, at man ikke længere har flere ord om de ting, der gør ondt
