Fem dage før min fødselsdag finder jeg min eksterne harddisk frem, og jeg lader mig selv give mig hen til de sidste to årtiers minder: et fyrre sekunder langt lydklip af mig i 2013x der synger What makes you beautiful, ingen rytme indenfor rækkevidde, lyse lille teenagepigestemme. Et filmklip af min veninde, der danser i bilen på vej til Northside, det var 2012, og jeg husker ikke engang The Kooks koncerten, vi kom for, kun vores forvaskede 90’er farvede regnjakker og hendes fedora, sæbeboblerne over festivalpladsen og lyden, der gik under Snow Patrol. Hvor vi plejede at drømme om at blive voksne, at ryge cigaretter uden det var i smug, alle de mænd, vi ville forelske os i, alle de liv, vi sammen skulle leve. Jeg har ikke set hende, siden jeg var toogtyve, lader kun mig selv tænke på hende af og til. Et andet, mine roommates fra mit sabbatår i Oxford, jeg var seksten og lysende og så fuld, jeg ikke kunne stå på mine ben, dansende under gadelygterne på Pullens Lane, de hvisker, mens jeg nynner Lua for mig selv: I love her, look at her, she’s so cute. Smile, Isabel. We’re making memories. Nogle gange når jeg ser mig selv sådan, cringer jeg så meget, at musklerne i min overkrop føles som om, de sætter sig fast. Jeg elsker hende stadig, den teenagepige jeg var. Jeg har lyst til at slå hende og skrige af hende, at hun skal vågne, og jeg har lyst til at holde om hende og sige, at hun aldrig skal give slip på sine drømme, for hun var frygtløs og rædselsslagen på samme tid, hun var sårbar og intens, fuldkommen urealistisk og kompromisløs, hun følte altid alting alt for meget, og jeg savner hende, og jeg hader hende, og jeg ville ønske, hun stadig var mig.  

Det er sådan det er: du bider dig selv i hånden, og så husker du ikke. Der er ingen dele af det tilbage i din hukommelse, kun hvordan hun ikke spurgte, var det egentlig okay, og hvordan du ikke fik muligheden for at svare, det ved jeg ikke, om det var. I månederne efter har du lyst til at kaste op, når hun siger hans navn, og du ved ikke hvorfor. Du vil ikke købe nyt undertøj, du vil ikke se ham igen, og du ved ikke hvorfor. Måske: hvordan han senere sagde undskyld, det burde jeg ikke have gjort, og hvordan du ikke sagde, hvad gjorde du egentlig, da jeg blackoutede, stoppede du. Du er otteogtyve år gammel, og han står på din metro, og du har stadig lyst til at kaste op. Du instastalker ham, til han flytter til Athen, og ikke længere bevæger sig i samme mønstre som dig. Og du ved stadig ikke, om det var forkert, bare at det ikke var rigtigt.

Du ser din terapeut i Bilka, hendes orangerøde hår lige der mellem dåsebønner og glaskartofler, og du tænker, at nu findes alle de ting, du delte i et mørklagt lille værelse på Østerbrogade, også her, midt i Bilka og virkeligheden, og så er de pludselig virkelig virkelige, og du har lyst til at tage det hele tilbage, at gemme det et sted hvor det fortsat kun er dit.

I stå III
Jeg står stille og stirrer ud over Kastrup. Alt det grå i verden mødes lige her for mit blik. Sådan har jeg brugt meget af min tid på det seneste. Jeg går i stå på terrassen. Jeg falder i søvn på badeværelsesgulvet. Jeg spiser for lidt, sover for lidt, taler for lidt, men alting føles uendeligt for meget.

Jeg havde en drøm, hvori jeg forsvandt, men så vågnede jeg i Ørestad, og følelsen sad i mine hænder, bag mine ribben, tyngde i fodsålerne. Der er ingen forklaringer og intet efterladt at hente erfaringer i. Verden er støj. Jeg føler mig gennemsigtig og selvlysende, ligegyldigt hvor jeg går hen, er jeg den eneste i rummet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at lægge varer på indkøbsbåndet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at trykke på stopknappen i bussen.

Paralyseret, sagde psykologen engang. Hvad er du så bange for? Jeg kan ikke trække vejret, når de kigger på mig. Jeg drømmer om at være usynlig. Men er du nogensinde blevet set, sådan rigtigt, af nogen?

Juli, 2022
Sådan en sommer, hvor man sumper rundt i sin egen ligegyldighed, sløve formiddage ved poolen på Sydsjælland, lange nætter på barer i Indre by, et syltetøjsglas fuld af cigaretskodder. Morgensolen farver bygningerne lyserøde, skyspejlinger i ruderne af disse lejlighedskomplekser, som han plejede at kalde anonyme. Det ligner et af de fotografier, han udpegede i butikken på Sønder Boulevard, som havde ophørsudsalg kort inden, han pludselig rejste sig fra frokosten og sagde, jeg kan ikke det her længere, Clara. Anden gang han slår op med dig, er det mest din skyld. Du har ikke længere lyst til at tage toget til Malmø, du er ikke længere håbefuld nok til at drømme om næste sommer, du væmmes, når dine forældre taler om jer i definitive vendinger.

Morgenerne bliver kølige, og han fjerner alle fotografierne af dig på Instagram, fotograferer hendes ryg, hendes lange, mørke hår i stedet. Du har en kasse under din seng, du ikke forstår, hvorfor du beholder, et armbånd og håndskrevne kort. Der er øjeblikke, mest når søvnløsheden holder dig vågen gennem en støvet solopgang, hvor du rammes af sandsynligheden for, at I to aldrig skal se hinanden igen. Måske vil I aldrig støde ind i hinanden under Nørreports grimme, hvide lys eller over køledisken i et supermarked, ingen af jer bor i nærheden af, måske skal du aldrig igen høre hans stemme på andet end forældede Snapchat-videoer.

Der er øjeblikke, hvor det hele føles spildt, hvor du rationaliserer, hvor meget I ofrede for hinanden. Så er der andre, hvor du husker: hvordan I læste helt lydløst ved siden af hinanden i januarsolen på flyvemaskinen over gyldne ørkener, hvordan Atlasbjergenes lerklipper strakte sig morgenrødt og omsluttede bilen, at hvile hovedet på hans skulder. En dag vil du ikke længere huske solnedgangen over Kiev, hvordan han sov på sofaen iført sin ternede jakke, jeres matchende blåsorte perlearmbånd, dit, der blev ved med at forsvinde og dukke op igen, for til sidst at havne alene i dit smykkeskrin.

Den sidste gang du ser ham, er han bare et vindpust, en mørkegrøn uldfrakke uden lys på en cykelsti: du genkender hans ryg, og så er det forbi igen. Du går ture i en stormblæst by. Du cykler til Kalvebod Fælled og hjem igen, sidder enkelte minutter hver dag på den samme bænk igen, igen, igen. Nye bevægelsesmønstre, der aldrig nærmer sig de, I delte engang. Du fortryder ikke jer, kun det, der kom efter, det ved du. Hvor insisterende, du var. Hvordan du bønfaldt ham, bliv. Hvordan neglene pressede halvmåneformede sår i dine håndflader. Hvor mærkeligt, det stadig er, at han er den rigtige, uden at være den rigtige for dig.