Dig

Jeg sov på den anden side af planeten, da du døde. Kan ikke længere tælle kilometrene eller skovene imellem os, og distancen strækker sig som en tåge, vikler sig om mig.

Fremtiden kravler op igennem min hals, finder mine øregange og hvisker om alle begivenhederne, du ikke vil være vidne til. Alle de mennesker du ikke vil møde, og de som ikke vil komme til at kende dig – hvordan skal jeg forklare din forsigtige mumlen efter midnat? Lyden af dine fingre mod skrivemaskinen i tidlig morgensol?

Du er rejst uden mig, og ordene sidder stadig i luften i værelset. Alt det som kun var vores, fordi resten af verden var ligeglade. Ønskede at vi skulle gå på arbejde og vågne klokken syv, gifte os og leve i en verden med nypolerede biler, villahaver og aldrig knirkende gyngestativ. Så vi drømte os bort – til søvnige lagener og cigaretrøg på terrassen, lyden af din guitar som baggrundsstøj. 

Husker dine ferskenkinder og mørke øjne. Fotografiet hænger endnu nær vinduet. Når længslen trænger ind under dørsprækken, falder jeg i søvn med det under mn hovedpude. Forestiller mig dine hænder række ud fra fotografiet, skubbe mareridtene bort fra det, som engang var vores seng. I mørket er du endnu her og min. Så kommer daggryet, river dig fra mig igen.

Jeg sov, da du døde. Nu drømmer jeg om al den tid, der aldrig vil blive vores. Minutterne er hvileløse uden dig. Jeg pakker kufferter og tænker, at måske hvis jeg forlader denne by, dette liv, kan jeg finde dig i et nyt. Vi havde for lidt tid.

Stille, stille. Nu falder aftenmørket, og tiden er vores i de mest skrøbelige øjeblikke.