Billet-doux (ærlige nætter)
Men lad dette være alt. Der er intet at forstå og alligevel så meget - jeg ønsker ikke en kærlighed, som varer evigt.

Alt jeg drømmer om er søndage i sengen og at blive vækket af morgensolen, som finder gardinerne og efterlader mønstre på dit endnu sovende ansigt. Jeg drømmer om cigaretter på terrassen og forsigtige kaffekys, og at du ved, jeg ikke kan falde i søvn foruden at have læst - (og at jeg kun vil have kultursektionen af avisen).

Jeg vil gerne have, at du griner af mig og påstår, jeg er for prætentiøs (hvilket jeg nok også er) når jeg mener, at vi skal se franske film. Vil du læse digte for mig, når jeg er syg og lade mig falde i søvn til trygheden af din velkendte stemme - krølle dig om mig som et komma, når jeg mumler og klynker i søvnen, viklet ind i frygten af alle de spøgelser, som trænger ind igennem mine fingerspidser, finder min hovedpude og mine mareridt? 

Lad mig advare dig på forhånd; hvis først jeg begynder at elske dig, vil det synes næsten umuligt for mig at holde op. Og jeg vil gøre det svært for dig - jeg vil elske dig mere, end du vil kunne holde ud. Når du taler med andre piger, vil mine små hænder række ud efter dine håndled og minde dig om al den usikkerhed, som er begravet i mig. Kig på mig, vil jeg tænke. Kig på mig, kig på mig, kig på mig. Jeg vil forestille mig, hvordan du forelsker dig i andre. Jeg vil ligge vågen og tænke på, at du i stedet trænger op i dem, kysser deres kraveben, fortæller dem at de er smukkere, end jeg nogensinde vil kunne blive.

Der vil være dage, hvor jeg vågner ude af stand til at elske mig selv. Det er de værste dage. Jeg vil krølle mig sammen på badeværelses gulvet og græde, og du vil kigge på mig fra døren med rystende hænder og forsigtige, usammenhængende sætninger. I øjeblikke som disse kan du intet andet gøre end at lave jordbærthe og se mig forsvinde - dog kan jeg love, at jeg altid vil vende tilbage. Selv ikke de værste nætter er evige (heller ikke hvis de lader til det)

Her er alt, jeg kan give dig, men i skyggen af min skrøbelighed. Jeg vil forsvinde ind og ud af ord og andre verdener, og du vil tabe mig til bøger og karaktererne deri. Det er, hvem jeg er. Du vil råbe, at jeg kun fortæller dig om tvangstanker og jalousi for at skubbe dig bort, og jeg vil lyve og modsige dig. Selvfølgelig forsøger jeg at skubbe dig bort, vil jeg tænke. Når først du er kravlet ind under min hud, kan jeg ikke lukke dig ud igen. I måneder efter vil jeg kunne mærke dig rumstere i mig, og det er frygteligt, når ikke du er her længere (skal jeg virkelig minde dig om, at jeg altid ser enden før begyndelsen?)

Det er bedst, hvis du lader være med at forelske dig i mig, forstår du, men hvis dette skulle hænde, vil jeg i det mindste give dig mine ønsker og søvnige morgener og håbet om en dag at kunne skabe et hjem og en trivialitet. Jeg vil plukke blomster og sætte dem i vaser og drømme om bedre imorgener, og du vil finde mig dansende i stuen, når du kommer fra arbejde. Når vækkeuret ringer, vil jeg fortælle dig om hvor inderligt, jeg ønsker, vi var katte, som kunne ligge her i lagnerne og strække os en hel livstid. Jeg vil bede dig kysse mig under paraplyen i efterårsregn. Jeg vil forestille mig, at alt er en film og fortælle dig om, hvordan jeg som lille ønskede at blive skuespiller. Og det er alting. Jeg ønsker ikke noget evigt - blot en hverdag, hvor vi husker at elske de simpleste øjeblikke, for det er dem, jeg vil mindes. Dem vi vil se tilbage på (lyden af dit knitrende hår i vinden, smagen af vanilje og røg under vores tunger)

Jeg ønsker ikke at elske dig for evigt. Jeg ved, at alt vi har er nu, nu, nu.