Reykjavik

Måske er han i en københavnsk seng med krøllede lagener, lyden af et hovedgærde der spiller melodier mod væggen, en konstant rytme, en kvinde der ikke ligner hende. Måske en blondine denne gang, lange sorte negle og rester af mørkerød læbestift i mundvigene, nu kysset væk af hans læber. Hans mund mod hendes, deres vejrtækning, hun kan ikke lade være med at tænke på hans pik i en anden kvinde.

Udenfor er Reykjavik faldet i søvn, der er ingen bildæk mod vejene, ingen knuste glasskår eller hæle mod fortovene. Uret på natbordet er rødglødende, frosset ved 15:56, det har det været i måneder. Det er sent – i København er det næsten morgen, tænker hun. Måske knapper han sine jeans, de helt lyseblå med de flossede kanter og huller i lommerne, binder sikkert ikke engang sine snørebånd, før han forlader lejligheden. Reykjavik var hendes beslutning: han ville ikke med.

Ved siden af hende sover drengen, hans åndedræt er tungt, ubehagelige gisp forlader hans mund. De kneppede den første nat og pludselig efterlod han sin mørkeblå tandbørste i holderen på hendes badeværelse, små pletter af hans savl på hendes hovedpude om morgenen.

Nu vågner København, tænker hun og forestiller sig ham ryge en smøg i solopgangen: dagen der langsomt stiger, lægger sig over de røde teglsten, forårsregnen der falder på sådan en doven, døsig måde: hun savner virkelig den københavnske regn.