Dage
Jeg
vågner i mørket og trækker min krop ud af sengen. Jeg sidder på terrassen med
vådt hår, ryger og drikker min kaffe og kigger på lejlighedskomplekset, folk
der vågner inde i værelserne, folk der aldrig trækker sine gardiner for. Jeg
prøver at lade være med at tænke for meget på, hvad de tænker. I stedet, ser
jeg dem bare: en familie der spiser morgenmad foran fjernsynet i stuen, en pige
i undertøj foran skabet i lejligheden på fjerde sal. Mig, her, helt stille i
vintermørket, venter på solen står op. Sådan går dagene. Jeg læser bøger,
skriver opgaver, drikker kaffe, lader være med at spise. Om aftenen er jeg så
træt, at jeg ikke registrerer, at jeg er ved at falde i søvn. Jeg sover uden
pillerne, uden medicinen, uden nogen der larmer i stuen, uden lys i værelset,
helt alene i mørket. Jeg taler ikke om det, der gør ondt, men jeg planlægger at
overleve det. At leve mig igennem det. Blive her, lade det hamre et sted under
mine ribben, lad det gøre ondt. Mine hænder ryster så meget, at jeg næsten ikke
kan holde telefonen, når jeg ringer til psykologen. Jeg når altid at lægge på,
før hun tager den. Det er en integreret del af mig, hvad end det er. Linda
sagde engang, at det nok var det der gjorde, at jeg følte et behov for at
skrive. Jeg plejede at skrive mig ud af ting. Nogle gange tror jeg, at nu jeg
kun skriver mig ind i dem. Nogle dage er okay. Nogle dage er der solen,
menneskerne, nogen der aer mit hår, når jeg vågner. Så føler jeg ikke et behov
for at skrive, for at ringe til psykologen. Andre dage ved jeg godt, at et
menneske ikke altid kan udleve sin sygdom. At der er ting, der dræber. At der
er noget i mig, der så gerne vil dræbe mig, men er usikker på hvilken metode
der vil være nemmest. Der er ingen balance imellem det gode og det dårlige. Det
er enten-eller. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte, så jeg bliver ved, gør
det samme, en personlig stilstand, og måske er det dét, måske er det mig, som
fortsætter, mig der lever igennem det, og måske kan jeg derigennem overleve
det, hvad end det nu er.
