Jeg var ked af det engang, og det er det, folk husker. De siger, jeg har det skrøbeligste ansigt, de nogensinde har set, men folk er jo aldrig, som de ser ud. Jeg kan ikke længere lide den forsigtighed, min censor udviser, som om han er bange for, at jeg vil gå i stykker for øjnene af ham. Jeg var syg engang, men nogle gange tror jeg, at folk glemmer, at det var mig, der sørgede for mig selv. Måske blev jeg i live for andres skyld. Men der var ingen andre til at samle mig op, for det var mit ansvar. Jeg tror ikke, jeg kan sætte ord på, hvor svært det var at blive, når jeg ikke følte, jeg havde nogen grund til det.

Min bror vil altid være den lyshårede dreng, som elskede toge. Min søster vil altid være den modigste person, jeg kender, fordi hun truede alle, da jeg mødte op i skolen med skrammer i hele ansigtet og nervøse trækninger. Når nogen har været i ens liv så længe, husker man dem, som de var og glemmer at se, hvem de er ved at blive til. Der er folk, jeg ikke længere kender, men stadig påstår at elske, fordi jeg elskede dem engang. Den atten-årige pige i mig elsker stadig den tyve-årige dreng i ham, men det ændrer ikke på, at jeg ikke længere er atten. Jeg var syg i lang tid. Jeg er ikke syg nu, men sygdommen hænger et sted over mit hoved eller afspejles i mit ansigt, og det er det, folk ser. Jeg er en afspejling af deres minder om mig, såvel som de er en afspejling af mine minder. Der er både noget smukt og noget lidt sørgeligt ved, at vi har svært ved at give slip på de følelser, vi forbinder med folk. At jeg nogle gange bliver vred, når jeg ser visse folk, fordi det er den sidste følelse, de har frembragt i mig. At det er vigtigt at huske sig selv på, at man kan give slip, og at alting ikke behøver at være forbundet med sentimentalitet. 

Jeg er ikke skrøbelig, fordi jeg tillod mig selv at være det, da jeg havde brug for det. Min mor mener ikke, de har ret, og der er noget ved den måde, hun siger det på, der virker så ærlig. Det er jo også rigtigt nok, at folk så sjældent har ret i, hvem man er. Det er måske også bare noget, man gør helt instinktivt – opbygger en idé om, hvem en person er og fortsætter med at retfærdiggøre den idé, hver gang folk gør noget, som lever det mindste op til konstruktionen. Når de siger noget, og jeg opfatter det på en særlig måde, så de kan passe ind i den boks, jeg har placeret dem i. Det er en systematiseret tilgang til mennesket, og det er lettere sådan, men det er bare heller ikke sådan, virkeligheden fungerer. 

Jeg forsøger at forelske mig i hverdagen på ny, og måske er det i virkeligheden den smukkeste kærlighedsaffære, jeg nogensinde kommer til at opleve. Den relation der er imellem mig og livet. At vi kan skændes og sove hver for sig og sværge, at vi burde slå op og samtidig finde tilbage til hinanden. Ja, det er en kliché, et forfærdeligt sprogligt billede, men det er også sandt, og i sidste ende burde sandheden være vigtigst. Ved hvert tilbagefald, har jeg slæbt mig selv ud af mørket og op til lægen og fundet en måde at sætte ord på det. Jeg taler om det, hvad der skete og hvor lang tid, det tog at finde tilbage til mig selv, og jeg indrømmer, at jeg ikke er der helt endnu. At jeg nogle gange bliver i sengen, og at jeg nogle gange ikke står på det tog, fordi angsten altid sidder et sted i kroppen. Så forestiller jeg mig havet. Eller sidste sommer i Albanien eller den sommer, hvor Amalie og jeg lå i mælkebøtterne og var for unge til at ryge smøger. Minderne har sit eget gyldne lys, og nogle gange er det nok til at berolige mig. Om end ikke andet, er det nok til at minde mig selv om, hvem jeg er.