I transit I
Det er niogtyve år siden, Strunge hoppede ud af vinduet. Det er elleve måneder siden, jeg ønskede at begå selvmord. Fransiska siger, vi bare er små arbejdsmyrer. Der er ingen grund til, vi er her. Det sagde Sartre jo også. I dag føler jeg mig klar for første gang i lang tid. Jeg kører ud til Enø, sidder i skrædderstilling på en af de store sten nær vandkanten. Bølgerne er vilde, svanerne kan næsten ikke følge med, de flyder bare ovenpå på bølgerne, lader dem rive i sig. Vandet vil så gerne tættere på stranden, slikke den ren for sand, jeg er fuldkommen alene. Hvis man så mig, ville man måske tro, jeg mediterede. Hvis man så mig, ville man måske tro, jeg var ensom. Jeg ser mig selv sidde her, en form for ude af kroppen oplevelse, ser mig selv være seks år gammel i haven i sommerhuset på Reedtzholmvej, lære at cykle og om vinteren blive båret på skuldrene af min fætter. Det er næsten forår her i solen. Lyset varmer mig, spreder sig over mit ansigt og i kroppen. Jeg har lyst til at give slip på det hele, jeg har lyst til at synke ned under vandet eller være en af svanerne, rives bort. Jeg ved ikke, om der er mange vandmænd på den her tid af året. Om sommeren var der altid mange vandmænd, drengene kastede dem efter mig, truede med at tisse på mig, hvis jeg blev brændt af en brandmand. Jeg er ikke Strunge. Det er ikke ved at komme igen. Jeg har lyst til at indrømme det hele: at jeg måske alligevel nyder at ryge mere, end jeg burde, at jeg har lyst til at blive gammel med ham, at jeg nok i virkelig-heden lyver, når jeg siger, at jeg ikke er afhængig af at have nogen, som holder af mig. Jeg ser mit ansigt i bilruden, mine kinder er røde, mit hår helt vildt i vinden, solen lyser ud af blå øjne. Fornemmelsen af at se sig selv udefra, jeg tænker, at lige nu er jeg smuk. Jeg tænker på Sylvia Plaths dagbog, det der citat: At times like this I’d call myself a fool to ask for more. Hvordan hun så gerne ville finde det hele smukt, længtes efter følelsen, hvordan jeg måske finder det hele for smukt. Sidde her i skrædderstilling og skrive om den blege sol, varmen fra den, lige før den går ned. Kan man leve uden frygt for, at det hele bliver taget fra en? Min fransklærer får blomster af sin mand hver fredag. Måske er det strengt at sige, at det er sådan en kærlighed, jeg gerne vil have. Jeg vil så gerne have mere, altid mere, mere kærlighed og mere af det gode. Jeg vil have, han bliver ved med at være forelsket i mig, nøjagtig som han var i starten. Jeg vil have, han liker mine profilbilleder på facebook og dukker op med blomster for at møde min mor igen. Jeg vil have min første gang tilbage, og jeg vil have, at den er med ham, at det er hans pik, der trænger op i mig, at han lader mig græde lidt med panden mod hans brystkasse, fordi det gør ondt. Jeg vil ikke bide mine knoer, og jeg vil ikke have, at drengen med krøllerne rører mig. What’s passed is past. Efter vi havde haft sex første gang, skubbede jeg ham væk og græd. Hele min krop gjorde ondt, min krop huskede, hvordan han var ligeglad, hvordan han ikke havde bøger på reolen, hvordan han spurgte, om han måtte tage min BH af, og hvordan jeg ikke sagde nej. Det er to år siden. Han undskyldte til en fest sommeren efter, sagde han ikke skulle have gjort det. Jeg var fuld, det tror jeg ikke, han var. Morgenen efter fulgte han mig ned til min veninde, jeg kunne ikke huske at være faldet i søvn, tissede et kondom ud i hendes toilet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg er at have nogen, som elsker mig og lytter til mig, når mørket kommer. Når det føles, som om det er ved at komme igen, når sidste års følelser lægger sig omkring mig, og han bare holder om mig. Jeg har lyst til at tage mig af ham, lyst til, at han har brug for mig, ligesom jeg har haft brug for ham. Det burde ikke handle om ham. Før han kom, var der mig, mig, der samlede mig selv op, mig, der fik hverdagen til at fungere igen, mig, der begyndte at løbe, og mig, der kunne finde ud af at tabe mig uden at sulte. Så jeg siger ting som: det handler ikke om mig, men et eller andet sted handler det jo mest om mig, mig i mit liv, mig i mine omgivelser, mig i verden. I dag er en af de gode dage. Jeg står op om morgenen og siger til mig selv: du er glad og heldig, Clara. Så køber jeg orange roser til mig selv og læser digtsamlinger og fortæller mig selv, at jeg ikke altid behøver at drømme om fremtiden, fordi nuet er også meget fint. Bedst når vi bare ligger i sengen og lytter til musik, bedst når han vender sig imod mig i søvnen og kryber tættere på, og bedst når jeg kører til Enø og sidder alene ved vandkanten og mærker vinden ruske i mig. Bilen, der vibrerer under mig, når jeg kører fra raste-pladsen og tilbage mod byen, eller når jeg passerer mit gamle sommerhus, og gear-ene ikke når at skifte, ikke forstår, at vi pludselig skal køre virkeligt langsomt forbi det her forfaldne, lille hvide hus med de beskidte klinker, som engang var mine forældres. Alt det, der har været mit, alt det, vi har solgt, alt det, jeg har været så heldig at have og nu kunne mindes. Selvfølgelig også alt det, jeg gerne vil fortrænge. Det, der er passeret og tilhører fortiden, det, jeg forsøger at holde op med at tænke på. Jeg er tilbage på skolens sygehus. Rummet føles meget lille, de hvide vægge, min krop under den tunge dyne. Jeg går tit tilbage til det her øjeblik, måske fordi jeg har svært ved at forklare eller definere, hvad der foregik, eller hvad jeg følte. Ensomheden. De gullige gardiner var trukket fra, udenfor i køkkenhaven løsnede bladene sig fra træets grene. Kan huske, at man kunne høre bilerne passere igennem alléen, bildækkene mod brostenene. Sygeplejersken sagde, at det nok var bedst, hvis jeg sov lidt, før vi talte sammen. Hun bandt mine snørebånd op, satte støvlerne ved radiatoren, sneen smeltede i små vandpytter på gulvet. Jeg blev ved med at falde ind og ud af søvnen. Skammede mig over de sorte pletter på det rene, hvide hovedpudebetræk. Det var bedre ovre i klasseværelset, jeg blev ved med at knuge Rebeccas hånd, Fransiska holdt om mig hele vejen over til sygehuset. At være alene, men ikke helt. Senere på kontoret i den mørkeblå sofa, forsøgte vi sammen at sætte ord på det, sygeplejersken og jeg. Det var kun omfanget af sygdommen, vi skulle til at forstå. At depressionen havde vokset for længe, at jeg havde ladet den gro uden at fortælle nogen om den. Da jeg havde en depression var alting en vandoverflade: jeg spejlede mig selv i alle. Jeg så kun mig selv, og det der hang over mig, sorgen og sygdommen, men der var ikke mere end det. Det er for krævende at være uselvisk. Jeg vrængede af alle, derefter blev jeg ked af det over, jeg ikke længere kunne finde ud af at kommunikere, være det her menneske, som fungerer, som taler pænt og smiler høfligt. Ude af stand til at få min krop til at gøre, hvad jeg ønskede. Ikke at kunne få øjnene til at holde op med at græde, konstant at sige til sig selv: tag dig nu sammen. Min kæreste siger nu, at jeg skal være stærkere. Vokse en tykkere hud. Han var der ikke sidste år, han er kun en del af det efter, som finder sted nu. Engang imellem sætter han mig ned på sengen, får mig til at gentage: selvmord er for idioter. Selvmord er en nem udvej. Jeg bliver stadig så optaget af det, der gør ondt. Ligesom min bror var optaget af bakterier, hvordan han stod op og vaskede hænder flere gange om natten, afbrød søvnen, fordi der var noget, der føltes beskidt, så ligger jeg vågen og fokuserer på, at det gør ondt. At han flytter, og jeg ikke flytter med. Så begynder der at ske ting, som kvalmen, som at jeg har svært ved at spise, som at jeg tæller dagene, til at jeg ser ham igen, så jeg kan sikre mig, at vi stadig er forelskede. Når man ikke spiser i lang tid, bliver ens krop så følsom, så hurtig til at reagere. Sanserne sættes i funktion, man begynder at høre bedre, også alt det, der ikke bliver sagt. Jeg vågner om morgenen og ved præcis, hvordan han har det femogfyrre minutter væk fra mig, som om jeg kan læse hans tanker. Jeg er bange for, han tænker på hende. Nogle gange ser jeg piger i toget til Haslev og tror, at det er hende. Eller jeg går forbi en pige på gaden med samme hudfarve, samme mørke hår, og jeg tænker på, hvor forskellige vi er af udseende. Jeg ønsker altid at være undtagelsen. Når jeg opdager, at jeg nok ikke er det, falder jeg tilbage i en eller anden tilstand, hvor det bare gør ondt. Det var ingen årsag til depressionen. Der er en årsag til, at mine ribben trykker så meget nu. Jeg vil ikke have, han flytter til Valby. Jeg vil ikke have, han finder en anden. Det sætter sig et eller andet mærkeligt sted, hvorfra det sendes ud i hele kroppen, hjernen påvirker legemet så nemt. Kvalmen, det, der gør ondt i ryg-hvirvlen, det, der gør det svært at forblive stående, når jeg tænker på, om de også havde sex op ad væggen i lejligheden i Nygade. Det er ligesom det, Sternberg skriver: ”at kalde den her tid for / depressionen / gør det lettere” så får den et handlingsforløb, en periode, både en begyndelse og en afslutning, og så ved jeg, slutningen kommer, det er det, jeg altid tænker på. Det er derfor, jeg er blevet så god til at kategorisere, rydde op og skabe orden i mit liv. Som sidste år, da jeg ikke kunne tale, ikke kunne smile, ikke havde lyst til at bevæge mig, den periode kalder vi depressionen, det er ikke noget, vi snakker om længere. I ottende klasse så min far alt, jeg gjorde, som et råb om hjælp, men da lægen diagnosticerer mig, mener han, at jeg nok bare er ked af det på grund af en dreng. Jeg sagde ikke: der er ikke plads til de ting i mit liv længere, far. Der er noget andet, der har fyldt mig. Og så efter, så skal man lære at samle sig selv igen, blive det her menneske som fungerer. Jeg begynder ikke længere at græde, hvis jeg kommer til at smadre en kop under opvasken. Min mor finder mig ikke længere på badeværelsesgulvet, hun behøver ikke afklæde mig og lægge mig i seng. Jeg ved ikke helt, hvad man kalder denne periode. Måske er det bare tiden efter. Jeg har ikke længere lyst til at skære mig i håndleddene, hver gang jeg ser en køkkenkniv. Jeg skriver ikke lister eller planlægger: 100 måder at dræbe sig selv på. Måske er det her de gode dage. I lang tid tænkte jeg, at den her periode burde hedde forelskelsen, men et eller andet sted handler det jo ikke om ham, men mig, der begynder at støbe fundamenter, stable mursten og bygge huse. Fascineret ved legemets funktion, at min arm bevæger sig, når jeg beder den om det, at de her hænder kan bruges til andet end at nive mavefedtet. Hos psykiateren lærte jeg, at selvskade ikke er noget, der kan ses, det behøver ikke være tydelige ar: det er bare, når man bevidst gør noget ved sig selv, som gør ondt. Men kroppen kan så meget andet end at skade sig selv. Som benene, der løber otte kilometer i solopgangen eller fingrene, der så gerne vil skrive digte. Jeg kan ikke skrive, så jeg går ture i stedet. Jeg ser på græsset, der bevæger sig i vinden, og sneen, der lægger sig, men jeg har ikke lyst til at skrive om det. Min kærestes øjne i skarpt sollys, mindre grønlige, men lysende på en eller anden helt fantastisk måde. Engang ville jeg have sagt: dine øjne giver mig lyst til at skrive digte eller noget andet vildt romantisk, men jeg har ikke lyst til ord. Jeg forsøger at lytte mere end jeg taler, altså virkelig at høre, hvad folk siger. Måske gør det mig en bedre ven ikke at være forfatter. Måske er jeg mere nærværende, når jeg ikke skriver, når jeg ikke hele tiden forsvinder ind i detaljer og beskrivelser. Jeg er irriteret, fordi jeg ikke kan skrive. Jeg er irriteret, fordi det føles, som om der ikke er flere ord, og jeg har brug for, at der er flere ord. Jeg har brug for at være noget. Jeg har brug for noget at identi-ficere mig selv med. Hvis ikke jeg kan kalde mig selv forfatter, hvad kan jeg så kalde mig? Hvad svarer jeg, når folk spørger, hvordan skrivningen går, og den ikke går, den eksisterer slet ikke længere? Smiler, siger: det går godt. Tænker meget på det der Hemingway citat: All you have to do is write one true sentence. Write the truest sentence that you know. Jeg ved ikke, hvad der er det sandeste. Hvad der er mest rigtigt. Jeg ved ikke engang, hvad jeg føler. Måske er det fordi, jeg har mistet for-bindelsen til mig selv, måske er det derfor, jeg ikke kan skrive, det lyder enormt zen. Måske skal jeg finde ind til det, der gør ondt, forbinde det, ligesom Høeck siger: lade digtningen være det åbne sår, der forbinder det ydre og indre. Måske er der ikke samspil mellem mit indre og ydre. Jeg går ture, og jeg føler fuldkommen ligegyldige ting, som jeg tænker, at solnedgangen da er meget flot i dag, og sneen er da meget pæn, når solen oplyser den og iskrystallerne, men det er også det. Måske er der et digt i klemme. Ligesom når en muskel kommer i klemme, og den sidder der og vibrerer, så sidder der et digt og vibrerer et sted bag mine ribben. Jeg skal skrive mig ud af noget, før jeg virkelig kan begynde at skrive igen. Men at skrive er at være fuldkommen ærlig og skrøbelig, så sårbar, og der er måske visse ting, jeg ikke er klar til at indrømme helt. Det er sådan, det er: der er altid et digt, der sidder i klemme. Jeg kan ikke skrive, før det er skrevet, før jeg har set ind i mig selv, revet op i alle sårene, virkelig lyttet til mig selv frem for andre.