Næstved

Jeg drømte, at metroen pludselig blev til en karrusel på vejen op ad et snebeklædt bjerg. Der lå denne her underlige by med pastelfarvede parcelhuse, og det kunne have været magisk og Edward Scissorhands-agtigt, men husene var tomme og spøgelsesagtige, henlagt til vintermørke. Vi nåede aldrig toppen, trillede bare langsomt baglæns ad de isglatte skinner. Jeg blev ved med at gå frem og tilbage i metroen, vidste jeg var stået på den forkerte, men anede ikke hvordan jeg skulle finde hjem igen. Togkontrolløren og jeg lagde os sammen på gulvet, min hånd på hans brystkasse, ham der gentagende gange forsøgte at kysse mig. Da jeg vågnede, føltes det som om, noget sad helt forkert indeni mig, for løst måske. Jeg kan ikke helt placere stedet, hvorfra den fornemmelse udsendes. I stedet har jeg båret den med mig gennem dagen og håbet, den ville aftage. Senere, måske.

Det er søndag, og i morges var der frost på ruderne. Jeg har en bestemt playliste til dage som denne. Træernes grene virker så skrøbelige i vinden, og hunden ligger i de sidste rester af eftermiddagssolen og strækker sig. Måske er der nogen, jeg savner lidt, men det er endnu en af de ting, jeg øver mig i at lade være med at sige højt. Man skal ikke pålægge andre folk ens følelser. Man skal ikke forsøge at manipulere eller tvinge. Det er også så sjældent, folk gider høre om ens følelser. Afholdenhed er mig, der bider min underlæbe eller kradser den lyserøde neglelak af i stedet. Jo mindre man taler om noget, jo mindre tænker man måske på det. Det er ikke altid det, man har lyst til, men så igen bliver man nødt til at respektere stilheden. Det var det, han lærte mig sidste forår. At være voksen betyder vel, at man gør det nødvendige. Udenfor, rasler lyskæden og bevæger sig fra og mod terrassens trægelænder. Jeg sidder stille i vindueskarmen og betragter den her underlige dans, som det er blevet til. Hypnotiserende, vel næsten. 

Det er søndag, og solen hænger som en støvet glaskugle forenden af landevejen. Jeg jagter den ind imellem træerne og langs de smalle, mudrede skovstier, som er hemmelige for alle andre end dem, som er vokset op her. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg ville blive boende her ligeså længe, som jeg endte med, men sådan kan ens fremtidsplaner jo ændre sig. Min tiårsplan blev ikke rigtigt til noget. Det er også tidligt at have sådan en. De løfter, han og jeg lavede overfor hinanden, var brudte det øjeblik, vi tænkte dem. Nu og da, er det rart at opfinde en fremtid sammen, også selvom man ved, den ikke er realistisk. Det er bare forestillingen om, at vi to en dag ville kunne finde ud af at elske hinanden uden det gjorde så ondt. Jeg plejede godt at kunne lide, at det gjorde ondt. Måske tror jeg ikke længere på, at ting behøver at være, som vi bilder os ind. Vi kan så godt lide at besværliggøre virkeligheden for den dramatiske effekt, fordi vi altid ønsker at frembringe de store følelser. Måske er kærlighed bare at ligge helt roligt ved siden af hinanden i morgensolen. At være stille sammen. At kede sig sammen. At vokse op sammen. Jeg ved det jo ikke. Det er længe siden, og tiden slører minderne. Til sidst virker det som om, de tilhører en anden piges liv.

Jeg drikker kaffe ved spisebordet og efterlader små, gyldenbrune ringe på bordet. Alting beskrives som gyldent i dag, tænker jeg. Man har nogle præferencer, og pludselig skriver man dem ind i enhver situation. Søndag har altid været min yndlingsdag. Den bærer den der ro med sig, som kun ugens sidste dag nu kan, og så er den fin, fordi den altid bare er stille og søvnig. Jeg har haft mange gode søndagsøjeblikke på mine forældres sofa, min mors hænder der flettede mit våde hår, mig i min pyjamas foran pejsen. Liggende der på det brune læder, bliver jeg mindet om, at ligegyldigt hvor gammel jeg bliver, vil jeg altid være deres barn. Jeg ved ikke hvorfor, det er en beroligende tanke. Dengang turde jeg ikke engang fortælle min mor om mit første kys, så bange for at hun ville se mig på en anderledes- måske mere voksen måde. Jeg var aldrig klar til at blive voksen, og så en dag vågnede jeg og var det. Næsten, i hvert fald. Vi forsøger alle bare at beskytte os selv, og sådan trækker vi os væk fra hinanden. For tiden, forsøger jeg at være bedre til at nærme mig folk. Jeg behøver ikke være hensynsløs med min krop, som jeg var det forår, men det er nok heller ikke altid sundt at være så velovervejet omkring alting. Jeg har ikke lyst til at være bange, beslutter jeg mig for. Hvad end livet bringer, har jeg lyst til at mærke det, både det dårlige og gode. Man skal ikke skrive breve til folk, der ikke vil have dem. Men digtene har altid en modtager, om vedkommende så er implicit eller ej. Jeg ved ikke hvem modtageren af dette er. Måske mest mig selv. Bare giv slip, Clara, siger Fransiska. Lad dem alle gå. Dårlige dage giver plads til flere gode, og mennesker der går, giver plads til nye. Sådan kan hun lyde så overbevisende, at selv kynikeren pludselig begynder at tro hende. Der er altid nogen, der venter på dig et sted på et eller andet gadehjørne.