Jeg kan ikke længere huske, hvor mange kalorier der er i en mandarin. Der er ikke flere ligninger at løse. Jeg tænker ikke på tallene, som jeg plejede, og det er en underlig erkendelse. For et par måneder siden sad jeg på havnen, og det gik op for mig, at jeg ikke kunne genkalde mig den sidste gang, jeg havde grædt. Så sad jeg der og forsøgte, men jeg kunne ikke komme på noget, der kunne få mig til at græde og til sidst gav jeg op. Livet er sjældent, som man ønsker, men det er stadig en fin ting, og det meste af tiden er der solskin, hvis man tillader sig selv at føle det. Der er ikke så meget andet at sige om det. Vi planlægger vores vandretur, og det er rart at tænke på. Nogle dage er det nok rigtigt, det der med at man bruger fremtiden til at eskapere virkeligheden, men det meste af tiden, tror jeg bare, det er en måde, hvorpå vi kan fastholde os selv. Det er en påmindelse om, at der kommer et i morgen, som vi bliver nødt til at tage hensyn til. Jeg tror på i morgen. Det ændrer ikke på, at jeg er til stede i aften, og det betyder ikke, at jeg ikke tror på det her øjeblik og den her flygtige nutid, jeg befinder mig i.

Jeg ligger helt stille i lyset fra entreen. Fransiska siger, at jeg bærer roen i mig. Det sagde manden jo også i sommers. Han nåede vistnok at forelske sig lidt i den. Det sker. Man kommer videre fra det. Jeg plejede at bære så meget kaos i mig. Jeg var ængstelig, røg for at have noget at gøre med mine hænder, så usikker på min egen krop. Nogle dage ved jeg stadig ikke helt, hvad jeg skal gøre af mine arme, når jeg går, men jeg forsøger at lade være med at blive for opmærksom på den måde, hvorpå jeg bevæger mig. Sidste gang jeg tænkte over det der med, at mine ben bevæger sig, når jeg beder dem om det, snublede jeg over asfalten. Det er ikke meningen, det skal være en metafor, men det blev det måske; hvis man tænker for meget over ting, snubler man over dem. Jeg kan godt lide at være opmærksom på mig selv, og hvordan jeg forholder mig til mine omgivelser, men nogle gange tror jeg, det tager for meget fokus fra dem, jeg er sammen med. I stedet forsøger jeg at kigge på deres ansigter, at se dem, sådan rigtigt. De er her jo trods alt også. Det er nemt at føle, at man er helt alene, og hvis man tænker over det, er man det jo også. Der er ingen, der kan aflæse en helt eller vide, nøjagtig hvad man tænker eller føler, men måske bliver man nødt til at afskærme sig fra den tanke. Der er ingen grund til at gøre det mere ensomt end det er. Der er altid nogen, som gerne vil holde i hånden eller kysse på små, hemmelige parkstier, og sådan kan man forsøge at skubbe ensomheden lidt på afstand. Det er rart at dele øjeblikke med nogen. Bedst, når det er nøjagtig den, man ønsker at dele dem med. Det er endnu finere at finde ro i sig selv og det at være her. Det er trods alt både vigtigt at kunne være sammen med andre mennesker, men også at kunne finde ud af at være alene.  

Jeg skræller mandarinen med forsigtige bevægelser. Ligeså meget som jeg hader, at mine fingre bliver helt klistrede, så kan jeg egentlig godt lide den proces, det nu er. Det er meget trivielt at sidde stille i det hvide lys fra fjernsynsskærmen og skrælle mandariner på en søndag aften. Jeg ved godt, at alle siger, at man skal jage de store øjeblikke. Vi skal udrette fantastiske ting. Vi skal redde hele verden. Vi skal have så mange eventyr, helst et nyt hver dag, skræmme kedsomheden væk. Det er også fint, hvis det er det, man ønsker. Men jeg synes nu ikke, der er noget galt i at ønske at leve et stille liv. Da jeg var femten, forelskede jeg mig i vejene. Jeg ville have et Kerouac-værdigt eventyr. Jeg er for ung til ikke at ønske mig eventyr, så nogle gange drømmer jeg stadig om at bo i selvforsynende samfund, små huse i trækronerne eller for foden af bjerge. Men med eventyrene, følger også alt det flygtige. Der er altid et nyt sted at opdage, og sådan kan man blive lidt obsessiv omkring at nå det hele. Jeg elsker stadig vejene. Jeg elsker lysene fra lufthavnen om natten, den der sitrende stilhed, og at der altid er et tog til at tage en et sted hen. Men jeg vil ikke bruge mit liv på at flygte fra virkeligheden eller konstant at opsøge andre aspekter af den. Eskapisme bliver kedeligt, når det bliver hverdag, og det bliver alting jo til sidst. Man må finde en måde at forelske sig i hverdagen på i stedet. Her til aften, er der ingen at redde. Der er intet fantastisk øjeblik eller eventyr, blot mig, lige her i mine slidte natbukser fra Oxford. Rolige hænder på tastaturet. Den pressende lyd af vinden, der trykker mod vinduerne. Aftenen tog mørket med sig, og stilheden faldt over villavejen og verden. Nu tror jeg endelig, den er faldet i søvn. Er det alligevel ikke smukt?