Når sandheden er ret kedelig

Jeg forsøger at virke så zen og rolig med mine mange gåture og fotografier af naturen. Jeg instagrammer grøntsager, poesi, motiverende citater og fine, pastelfarvede kaffekopper med beroligende mønstre, for folk vil helst høre, at det er nemt. Bedring er ikke nemt. Det er mere end yoga, løbeture i skovområder og grøn te. Sandheden er, at jeg ikke længere må tænke på kalorier eller måder at dræbe mig selv på. Sandheden er, at tallene nogle gange vinder. At jeg ikke længere må forlade middagsbordet, når min bror henkastet begynder at grine af kalorieindtaget i vores pasta, at jeg ikke må være jaloux, når mine veninder hen ad aftenen fortæller, at de har glemt at spise. Lommeregneren lyser og blinker og advarer i mit baghoved, og jeg er stadig den eneste, der kan se den. Nogle gange bliver jeg nødt til at holde op med at lytte til andre mennesker, så jeg i stedet kan lytte til mig selv. Nogle gange betyder bedring, at man mister nogle mennesker, fordi man er dybt selvoptaget, både når man er syg, og når man ikke er. Men det er heller aldrig enten-eller. Det er bare et sted midt i mellem. Jeg er ikke syg længere. Depressionen er reduceret til nogle måneder, jeg ikke husker halvt så godt, som jeg påstår. Det betyder ikke, at det magisk er blevet let. Det betyder bare, at andre folk antager, at jeg er den person, jeg var før, det begyndte, at jeg magisk er rask og ikke længere har lister eller ligninger i mit hoved. At det ikke længere gør ondt. Det er løgn. Man bliver aldrig den, man var før. Man kan ikke blive uvidende igen. Sandheden er ikke romantisk. Sandheden er, at jeg er egoistisk. I det mindste har jeg aldrig benægtet det.