På de dage hvor uroen har forplantet sig i mit nervesystem og udsender choksignaler til mine udmattede muskler, hvor jeg ryger for meget og skræller klementiner for at holde mine hænder beskæftigede, drømmer jeg om Sicilien. Når nogen har et angstanfald, skal man ligge sit bryst mod deres, låse deres krop i ens arme, så ens eget hjerte kan berolige deres, og det er smukt, hvordan noget så simpelt som et kram kan standse et anfald. At to mennesker har så meget brug for hinanden, både fysisk og psykisk. Jeg ved bare ikke, hvordan man forebygger, når man ikke bryder sig om at blive rørt ved. Lyden af andre mennesker forstærker choksignalerne. Jeg kan høre nogen trække vejret på den anden side af trædøren, og jeg har lyst til at skrige. Det er bare de hvide dage. Lyset er skarpere. Lydene er højere. Jeg er så bevidst om den her krop, og hvordan den føler sig for tæt på alting. Der er for meget støj i verden. Jeg ligger mig på gulvtæppet og lukker øjnene, lader de sidste rester af eftermiddagssolen røre mig, og jeg tænker på Sicilien, det blå hav og vinden, der rasler bladene. Det har taget mig enogtyve år at forstå den her krop, dens funktion og behov, og nogle gange hader jeg den stadig for at frastøde andre mennesker. At den insisterer på ikke at tillade sig at have brug for nogen. Jeg ved ikke, om det er sundt at være så god til at være alene.