I den hvide sol, rækker han ud og rører blondegardinerne. Han er morgenblind og søvnig, så jeg fortæller ham om himlen på den anden side af de støvede ruder. Lyseblå på den der måde, den kun kan være om vinteren. Det er nok noget med frost og snevejr, hvordan alting kan synes både skarpt og sløret på samme tid. Jeg sover altid dårligt, når han sover her. Det er alt det, der ligger udenfor refleksiviteten; når kroppens temperatur falder, det der underlige instinkt der gør, at man bevæger sig tættere på det nærmeste varme, at han bevæger sig tættere på mig, og jeg vågner og forbliver vågen, hans ansigts blide trækninger, sitrende øjenvipper. Så sker det bare, at øjnene helt automatisk fotograferer øjeblikket, at have ham bleg og blid i mine lagener, men mest i min hukommelse.