Måske holder man bare op med at ryge for at kunne holde vejret lidt længere, at sige til den man elsker: jeg vil blive ved med at kysse dig uden at føle mig forpustet af andre årsager end kun det, du gør. 

Men for mig var det jo bare ham, siger jeg så. 
Så finder man et andet bare ham, svarer hun. Og indtil da, drømmer man måske bare. Om regnvejrseftermiddage og sex på sofaen, om søvnige søndage i udenlandske zoologiske haver, om blå morgener og gåture langs den frosne fjord, om lørdagsliljer i postkassen, banale post-its på natbordet og simple påmindelser om forelskelsens grænseløshed, om neonoplyste storbynætter på fremmede togstationer og tosomhed under støvede lamper i flyvemaskiner, om at hente hele verden og bære den sammen, for i virkeligheden er der jo ingen hænder store nok til at holde den alene. 

Det sidste lys trækkes ud af dagen. Med aftenmørket, kommer støvregnen. Jeg stirrer på min afspejling i køkkenvinduet, mit pandehår oplyst af loftslamperne. Det er underligt, hvordan man kan se både gammel og ung ud på samme tid - den der kontrast imellem mørke rende, smilerynker nær øjnene, lysegrå morgenkåbe og fletninger, lyserøde kinder. På det seneste, har jeg følt, at der ikke var plads til mig i min egen krop. Jeg bliver så hensynsløs i måden, hvorpå jeg holder af andre. Min mund bliver grådige med historierne, den her krop vil altid nærmere, nærmere. Mine fingre bliver ved med at finde tilbage til sorte blokbogstaver på håndled. Det må være ubærligt at blive holdt af på den måde.

Jeg er en pige i en mørkegrøn vinterfrakke, siddende på stien ved havnen. Eller, jeg er en pige i en mørk vinterfrakke, der vandrer hvileløst imellem nøgne træer og lytter til Lua. Eller, jeg er en pige, der har så mange ord og fortolkninger, at sætningerne bliver ved med at ramle sammen, at alting pludselig mister sammenhæng. Men det er ikke gode historier. Der er for mange adjektiver. Når hjernen begynder at blive overivrig i sin fortolkningsproces, begynder alting at virke uklart. Jeg gennemgår forældede samtaler, udser mig nedslagspunkter og analyserer. Hvad der skete, skete. Jeg kan ikke tage det tilbage, der ikke længere kun tilhører mig. Alt er sagt og gjort, og der er ikke mere at hente i minderne. Udover angsten. Den sætter sig i ryghvirvlen, hvorfra den udsendes til resten af kroppen. Til sidst kan jeg ikke trække vejret. Så jeg stirrer på pigen i køkkenvinduet i stedet, og jeg forsøger virkelig at genkende hende, at fortælle mig selv at det er mig, men jeg er overbevist om, at jeg bedst kan se mig selv, når jeg ikke også stirrer på min egen afspejling.

Jeg minder alle om, at livet jo mest er godt. At der ikke er noget i vejen med hvileløs vandring eller forlængede busture. Livet er fint. Det er, og nogle dage synes der at være for lidt af det. Men der er noget, der sidder fast et eller andet sted under min tunge eller bag mine tænder, og jeg er rædselsslagen for at høre min egen stemme sige det. Engang troede jeg, at jeg kunne skrive mig ud af ting. Måske håbede jeg mest. Jeg føler mig fremmed overfor mine omgivelser, anstrengt i de her underlige udvekslinger af replikker, bange for at de skal gennemskue mig. Og måske mere end alt andet, den samme angst der altid synes at gennemsyre alt, at gøre noget helt forkert. Jeg er sikker på, at jeg har gjort noget forkert. Når man gør noget forkert, er der ingen til at vente med en i mørket – eller blot at møde en der, et flygtigt øjeblik. Så jeg forsøger at lade være med at sige noget. Jeg deaktiverer min facebook og udvælger forsigtige ord og sætningskonstruktioner. Jeg vil bare holdes om af nogen, der holder af mig, men jeg er kun mit eget ansvar, og der er kun mig i mit eget liv. Sådan er vi jo alle alene.