Østerbrogade
Det er sådan en morgen på Østerbrogade, der føles tidligere end den i virkeligheden er. Bladene på træerne langs Sortedamssøen er rødbrune i kanterne på trods af, det kun er midt august. Det blev en tør sommer med støvede ansigter på festivalen, vi gemte os i skygger og håbede på parasoller. Men det var også den første sommer, måske den eneste, vi holdt i hånd på Inderhavnsbroen, hvor du introducerede mig til madboder og smalle gader i Dragør. Udpegede varme glimt og afspejlinger fra solnedgangen i vandets overflade, kyssede mig i europæiske hovedstæders gyder. Det er det, jeg tænker på, imens jeg går her. Min gamle venindes første bil var en hvid Toyota Corolla, og hver eneste gang jeg passerer en, tænker jeg på, hvor og hvem hun nu er. Sådan tænker jeg også på, hvor mange steder der altid vil føles som om, de tilhører os. Dig, måske mest. Jeg træder småsten fra stien ned i mine sko. Ved et busstoppested imellem vognbanerne, aer en mand en kvindes gravide mave. Jeg kan bedst lide København om morgenen, og det ved du, for den første aften talte vi om den der sitrende stemning, der opstår, når man går hjem fra byen en tidlig morgen og ser de søvnige butiksmedarbejdere trække skilte ud på gaden. De sløve bevægelser. Et roligt øjeblik på en normalvis overbefolket gade: standset tid eller måske blot, i sekundet, at føle sig udenfor den. Jeg har lyst til at skrive til dig, at fortælle dig om øjeblikket, velvidende det ikke ville være nøjagtigt. Det øjeblik, jeg skriver det, er det fiktion. Jeg kan ikke gengive det som det var, kun fortælle dig, at du er den eneste, jeg tror, ville have været i stand til at se det samme som jeg.