Pludselig savner jeg vores lejlighed i Trekroner, at sidde ved det ovale, lyserøde bord i spisestuen, morgensolen igennem hvide blondegardiner, blomstrede skygger på det lyse trægulv. Vi gik aftenture langs søbredden, talte solen ned. Nogle dage gør det ondt at tænke på alle de steder, der blev for små. Hvor meget vi bliver nødt til at forlade for at kunne vokse. Hvordan man aldrig helt kan komme tilbage igen, aldrig helt at kunne tilpasse sig det liv man havde, før man så, hvor meget andet der fandtes. Så kommer han hjem med lyserøde tulipaner eller spiller mig fremmede sange på klaveret eller får mig til at grine, som kun forelskede mennesker kan, eller maler lamperne den der nuance blå, som vi begge kan lide, til vores stue på Vesterbro, og så gør det ikke ligeså ondt. Så er det bare endnu et hjem, jeg har efterladt for at kunne nå til vores.