Kødbyen
Jeg
ved ikke, hvornår det gik op for mig, at det var slut. Jeg kan huske den morgen,
vi hentede nøglerne. Jeg kan huske, han købte kaffe på Prolog, at Kødbyen havde
sådan et hvidt morgenlys, skarpt mod alt det blå, alting var overvældende og stadig
spændende, hver cyklist var nogen, man havde lyst til at betragte. Vi holdt i
hånden på Sønder Boulevard, og jeg drømte om at turde cykle til Amager og
plukke blomster eller at hoppe i havnebadet ved Fisketorvet.
Men
så vågnede jeg en morgen, og jeg havde ikke lyst til at købe croissanter i
Kødbyen eller kigge efter citrontræer i blomsterhandleren på Vesterbrogade,
kunne ikke rumme støjen fra bildæk mod brostensbelagte gader, menneskesummen
fra altid åbne bodegaer. Så travlt med at bekymre mig, mine ængsteligheder,
alt det der plejede at være så småt, som pludselig voksede, voksede, voksede
inden i mig, til jeg glemte at rense tandpastakanten for ham, glemte at købe ham
blomster, for træt til at gå til Søerne og hjem igen, så fortabt i København at jeg et øjeblik for vild, glemte at huske ham.
Hvert
minde er forankret i personlige pronomener som han og vores, det er sådan, jeg
husker det. At det var det første, som føltes som om det tilhørte det her os. At
det var noget, som kun han og jeg delte. Den første morgen, at kysse ham i en
fuldkommen tom stue, små gyldne stråler af solskin på de slidte trægulve. Stadigvæk
at tro, at jeg kunne være et menneske, som følte sig hjemme på Vesterbro. Dybbølsbro
station ved midnat og de skiftende neonbogstaver over den efterladte bygning
nær der, hvor der plejede at være en Aldi. At følge togskinnerne mod Hovedbanegården
en sommermorgen. Og at undre sig over, hvor velfungerende alle andre
virkede, at de kendte alle de uskrevne regler på cykelstierne, at de kunne finde ro i menneskemængden, når jeg aldrig lærte hvordan.
