Oxford

Det lys, jeg forbinder med august og skolestart, sniger sig ind i juli. Det er gyldent og mildt, morgentågen løfter sig over Kastrup, og jeg vågner lige i tide til at se det. Jeg havde lyst til at fortælle dig om det, lyset, fordi jeg vidste, du ville forstå. Vi talte om det i dine forældres have, vi var lige vågnet efter at være faldet i søvn i shelteret, men det var sidste august, og det var en anden eftermiddag, og det er ikke længere min plads. Jeg læser til, jeg falder i søvn, og jeg vågner tidligt, og Ørestad er stille, stille for tiden. Jeg cykler formiddagene væk, vinden river i træerne på Kalvebod Fælled, og der er et forlist skib derude, har jeg læst, men jeg har stadig ikke fundet det. Et minde fra sidste år, fortæller Instagram mig. Det er dig, kronraget og fuldskægget, lukkede øjne, lænet op ad en træstamme nær Christ Church. Da jeg var otte, cyklede jeg ind i en lygtepæl, fordi jeg ville vide, hvordan det føles. Jeg er uansvarlig med min krop, grådige hjerte, jeg vil altid mærke alting. Jeg vil ikke have nemt, jeg vil have det skal gøre ondt, det er sådan, man ved det.

Jeg er ikke et godt menneske, så jeg holder op med at se dem, holder op med at besvare deres beskeder, holder op med at forsøge at række ud. Jeg må ikke se dem. Hver gang jeg ser dem, bruger jeg de efterfølgende dage på at gentage vores samtaler i mit hoved, hvor meget jeg har afsløret, hvor meget der ikke var mit at fortælle, hvor meget de vil fortælle til andre. Jeg fylder for meget. Jeg optager al ilten i rummet. De kan ikke trække vejret, når de er i nærheden af mig. Jeg siger tarvelige ting, fordi jeg er et dårligt menneske. Dårlige mennesker fortjener ikke at blive set af andre. Dårlige mennesker fortjener ingenting, i hvert fald ikke dem, og jeg har sagt så meget, gjort for meget, jeg er så fuld af skam, jeg angrer hver eneste handling, hver eneste sætning. Jeg udpeger det for mig selv, ligger vågen, rastløs, kan ikke trække vejret gennem morgenerne: alt det, jeg har gjort igennem mit liv, alle fejltagelserne, alle ordene, det hele synes så simpelt, så gennemskueligt, at jeg ikke er god, jeg kan se det nu.

En fugl synger i gården. Det vidner om forår, men det er ikke engang midt januar, og det har regnet i fire måneder. Jeg har ikke tænkt på dig eller det efterår i månederne efter, at jeg forelskede mig i en anden, men pludselig dukker du op i en drøm, og jeg kan ikke ryste den af mig. Så lytter jeg til sangen igen, forsøger at huske hvordan de tågede morgener langs Trekroner søen føltes, hvordan det efterår nok mest bare føltes rigtigt, hvordan varmen strakte sig helt ind i oktober, næsten at være midsommerforelsket, at skrive digte om træerne langs alléen. Men jeg kunne ikke have elsket dig, som jeg elsker ham, det ved jeg jo nu. At det kun kunne føles, som det gjorde, fordi det kun kunne være en begyndelse, fordi tågen lå som en tung hinde over os begge, fordi vi søgte afveje det efterår, og til sidst må man altid søge hjem.