Peblinge sø
Her er den bænk, hvor jeg forlader dig. Jeg bor lige oppe ad gaden. Det gjorde du også i efteråret, da vi stadig var overbeviste om, at vi nok skulle nå Japan og rækkehuse med golden retrievere en dag. Jeg har ledt i alle afkroge af min hukommelse efter det øjeblik, hvor du holdt op med at se på mig, som var jeg dit solsystem. Jeg kan ikke finde det, øjeblikket altså. Måske var der ikke et øjeblik. Jeg kunne se det i hver bevægelse fra det øjeblik, du kyssede min pande på Nørre Søgade. En dag holder man op med at røre hinanden, og man opdager det ikke engang. Jeg trækker min cykel over broen i den sene forårsvarme. En flok drenge hører Macklemore og drikker øl nær min opgang. Og jeg ved, at du altid vil huske den her vej, som det sted jeg boede. Og jeg ved, at vi nok skal finde tilbage til hinanden en dag. Men først vil jeg lade os blive de mennesker, der en dag vil kunne elske hinanden resten af livet.