Krystalgade

I starten efterlod jeg tegn alle vegne. Hårnåle på badeværelset. Afrevne sider fra mine yndlingsbøger i din natbordsskuffe. Små beskeder, tak for i aften, jeg elsker dig. Ved Krystalgade mister jeg pludseligt vejret, mine hænder ved ikke, hvor de skal gøre af sig selv. Jeg tænker på, om du har set mig, uden jeg så dig. Jeg tænker på, om det stadig ville være ligeså let at udpege dit ansigt. At det sidste årti har jeg altid vidst, hvor i et rum du befandt dig i forhold til mig. Du skifter dit profilbillede, og jeg stirrer på dit ansigt, aflæsende og afventende, er jeg der et sted i dine trækninger, er der en del af dig, der stadig bærer mig?

På terrassen, i den milde morgensol, begynder det næsten at føles som forår igen. Jeg får et nyt job, og jeg taster dit nummer, stirrer på det indtil tallene tilsløres, og jeg ved præcis, hvad du ville sige. Jeg begynder at lære at huske igen. Nogle gange gør det så ondt, siger psykologen, at vi bliver nødt til at glemme. Nogle øjeblikke er for tunge at bære. Dig på badebroen i Hallsnäs, søen ved solnedgangstid, dit anerkendende lille suk. Sene nætter, din stemme i røret, blå baggårde og vores bogreoler, dengang i Akacielunden, jeg lænede min pande mod din skulder, og du sagde, vi ses, og jeg elsker dig jo, bare sådan og så indlysende. Jeg følte, at vi var forelskede børn den aften til koncerten, vores mødre der virkelig forsøgte, og det var ikke et øjeblik, bare adskillige, som da du kortsluttede strømmen i vores lejlighed, og jeg tænkte, at selvfølgelig skulle vi blive voksne sammen. At resten af livet bare kunne være sådan, mine hænder i dit hår, dit hoved i mit skød, at have lyst til at skrive dig ind i alle mine minder.

Sprogforskere har udviklet et helt katalog over ord, der kan oversættes til verdens sprog, en form for universalitet. Det tænker jeg meget på for tiden. Hvordan ord af og til føles utilstrækkelige, hvordan der ikke er nok af dem, hvordan vi aldrig helt kan forstå hinanden, og hvor ensomt det er. For der findes ikke ord til at forklare hvorfor, jeg bliver vred, hver gang nogen siger dit navn i en negativ sætning. Hvorfor jeg vil bruge resten af mit liv på at forsvare dig. Hvorfor jeg stadig skriver dig breve, hører din stemme i mit hoved, forestiller mig din skygge på badeværelset. Kan du huske, hvad han sagde? Den, man elsker, er et fyrtårn i ens univers.