Sicilien
Mest
af alt bare skammen, altid skammen.
Træerne
langs motorvejene er sprunget ud igen. Forårsregnen gør alting sløret og kaotisk,
mennesker med paraplyer kan ikke se, jeg må være den, der navigerer i den
duggede mængde. Jeg drømmer om at lære at sove igen. Nogle dage er det alt, jeg
kan tænke på. Lægen siger, at det ikke giver mening, at der intet grundlag er
for søvnløsheden, al den mistillid. Akupunktøren siger, hun kan mærke det i min
hud, mine nerver, der er noget i vejen med min livsenergi. Psykologen siger, at
det må være ubærligt at bære så meget, så længe, så alene, jeg må være udmattet.
Jeg
er urolig og nervøs, overrasket hver gang nogen siger mit navn, på kontoret
ryster mine hænder så meget, at jeg ikke kan skrive mailen. Når man ikke sover,
reduceres man til en skygge. Mine øjne er røde i spejlet, hævede, jeg har lyst
til at græde, hver gang nogen trækker vejret i nærheden af mig. Alting føles så
virkeligt, så meget nu og lige her, samtidig så uforståeligt langt væk. En
kvinde kigger mig direkte i øjnene på Ørestad station. Det her er ikke
virkeligt, fortæller jeg mig selv. Den oplevelse, jeg har af verden, er ikke
virkelig. Jeg er ikke gennemsigtig, hun tænker ikke på mig, hun undrer sig ikke
over mine reaktioner, jeg er bare en fremmed på en station.
Jeg tænker på Etna, hvordan guiden pegede på hullet, der, sagde han, midt i al støvet, al det grå, der var nærmest intet at se, og det virkede absurd, at noget så småt kunne forvolde så meget kaos. I en eller anden virkelig lever jeg stadig i 2017 og falder i søvn langs sicilianske landeveje. I de første timer af morgensolen over Ørestad, er det de minder, jeg ligger vågen og tænker på. Rebecca på den albanske terrasse, støvede bjerge i horisonten. Fransiskas 160 kilometer på fremmede motorveje. Hvor meget jeg ville ofre for at være på stranden i Marsala igen, for kortspil i Palermo, for køresyge i Sarandë. For at være så ung, mest med dem. At være så tryg at kunne falde ind og ud ad søvnen på bagsæder i fremmede byer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar