Ørestads Boulevard
Skyerne trækker sig sammen over Ørestad, længst vest på Amager er der stadig klart, kanaler af blåt, og pludselig minder alting lidt om sidste år. Som om jeg har levet dette scenarie så mange gange, men aldrig helt til fulde, som at bevæge sig i et minde. Jeg har gået her i regnvejr, gennem overbegroede stisystemer, jeg har knyttet mine næver, jeg har lyttet til denne sang. Jeg har tænkt på dig sådan og som nu, dig langs klippesider og i flyvemaskiner, i passagersæder og vores lejlighed. Jeg har tænkt på dig ved havet og på rastepladser, vi har kørt ad omveje og været på afveje, jeg har holdt din hånd i kirker og gyder, og af og til bliver jeg så ensom, at jeg ikke helt kan trække vejret, men du er et sted i denne by, på den anden side af broen hvor gaderne bliver tætte og befolkede, og du elskede mig. Det er historien, og der er ikke flere ord om den kærlighed, jeg bærer, intet videre eller efter, blot dette tomrum, hvor der kun er mig. Og det hele går, måske bliver det værre eller bedre, det er ikke til at vurdere endnu, men det fortsætter, fortsætter, denne mærkelige transit, dette limbo, hvor jeg elsker dig i stilhed og med fravær. Vi eksisterede. I samme solsystem. Samme tidsalder. Og vi fandt hinanden i et øjeblik og adskillige gange igen.