Enø
Efterårslys, varmt og gyldent over Ørestad, en eftermiddag ligesom denne, i shelteret i dine forældres have. Har gentaget for mig selv hele sommeren: jeg fortryder ikke vores liv. En eller anden dag vil jeg stå et sted, og jeg vil genkende dit ansigt på en bar eller i en butiksrude, og tiden vil gå i stå lige der. Indtil da prøver jeg nye ting. Tager tequilashots alene på baren, tager på dates. Lærer at tale med fremmede, at bevæge mine hænder, mine ben, ikke ryste, når de kigger på mig. Forsøger at holde op med at strukturere mit liv omkring ubevidste mønstre i vores forliste forhold: vi var femten, og du kyssede mig på en strand på Fyn. Syv år senere kyssede du mig igen, en fornyet første gang, på stranden på Enø. Kan kysse andre mænd på andre strande, uden det fordærver vores minder. Spiser alene i cafeteriet, tager i skøjtehallen, prøver at være modig. Forsøger at have tiltro til, at universet vil, at gode ting sker for mig, eller i det mindste, at universet er ligeglad med mig. Det er bare lys, bare livet, alting bevæger sig. Jeg prøver at lære at bevæge mig igen.  

Nyvej 

Vi er i livets efterår, siger lægen så. Jeg hviler min hage på min håndflade, jeg sidder helt stille og lydløst, betragter min mors skuldre, og jeg tænker, at jeg har set døden før, men ikke som denne. Ude i haven er det juli. Roserne blomstrer, klatrer langs de blåmalede vindueskarme, og jeg husker femogtyve somre, for så længe jeg har levet, har de boet her. Hvert på min fødselsdag hejser hun flaget, men i stuen falder han ind og ud ad søvnen, og så er det bare det, de sidste dage, de sidste øjeblikke. Næste år på min fødselsdag vil ingen hejse det flag for mig, huset vil ikke længere stå her, og fiskedammen blev drænet for længst, kun flækkede stykker af granit, men i min hukommelse vil den altid være lige der, og jeg vil altid være seks år gammel og ligge i græsstråene.

Du ligner din oldemor, sagde han og pegede på billedet, lænede sit ansigt helt tæt på mit, nærstuderede mine ansigtstræk. Og: det har været et lykkeligt liv. Og: pas godt på dig selv. Ugen inden han døde, kom han til mig i en drøm. Han var morfar, men for ti år siden, og jeg vågnede og ringede til min mor og spurgte, hvor han var. Der er ikke længere noget efterår nu, ingen metaforer om alderdommen, blot døden og al den kærlighed, jeg nu må forankre i mindet. I lejligheden på alderdomshjemmet hænger bryllupsbilledet, og jeg bliver nødt til at se bort, fastlåse mine egne ansigtstræk, jeg nærstuderer rækker af træer, al det tætte, grønne, fjernsynet, alt andet end det fotografi. De siger, man ikke ved det, men en del af mig vidste det, da jeg stod i deres have, da jeg sad i deres lædersofa, da jeg rejste mig og sagde, han også måtte passe på sig selv. Det var også et godt liv, siger mormor, og jeg svarer ja, et godt, langt liv, og jeg må ikke bevæge mit hoved, jeg kan ikke kigge på hende, kun se skyerne trække sig sammen over træerne, håbe på lysning i horisonten. Og mormor fortæller igen historien om, hvordan de mødtes. Han havde altid en cigarkasse i bilen og den aften, kørte de til København og dansede morgensolen frem. Han elskede rosa aurora, importerede fliser fra Italien, bød altid på Fernet Branca, og selv når han ikke kunne huske morgenerne, selv da han forvekslede lægen med far, kunne han altid huske, at han elskede mormor. Han var den første mand, der holdt mig, og jeg kan ikke huske det, selvfølgelig kan jeg ikke huske det, men jeg må bære det med mig.