Østerbrogade I
Gik ad Østerbrogade til terapeuten. Smilede til et kærestepar, der smagte hinandens kaffe. Tænkte at din ven fik ret, at livet er rodet, men smukt, og mest at det bare er. Røg en cigaret på et gadehjørne, stod i solen, varmt og gyldent, følte mig ubelastet, måske endda lettet, over lyset og bladene. Anerkendte at det ikke var nok, at jeg ikke udelukkende burde være taknemmelig for folk, der bliver. Af og til, sagde terapeuten, elsker folk dig, som de kan, men ikke som du har brug for. Ikke tage sig til takke med noget. Anerkendte at jeg må ønske mig mere, at jeg ikke ved, om jeg nogensinde finder det, eller hvad det betyder eller er, men det er noget at bære med sig, erkendelse, det er godt. Du er ikke længere den sidste, jeg gik her med, og det er ikke sørgmodigt, det er bare en konstatering. Sad i buer og svalegange, talte forbi og tænkte tilbage, hvor meget er jeg vokset fra mig selv og det liv. Så solopgangen over Næstved, tænkte ikke på hvordan vi sad derude på taget den nytårsnat, hvordan jeg håbede permanente ord som for evigt. Gik på biblioteket og tog den korte vej hjem. Kiggede på ænderne i kanalerne, undrede mig over hvor højt de kunne flyve, undrede mig ikke nok til at google. Næsten efterår nu, stadigvæk lunt i skyggerne under gavlene på Dampfærgevej. Rullede øjne af en flok råbende teenagere, følte mig voksen og udmattet på en rolig måde, gennemtrængende normal. Skoddede i en bunke visne blade, stadig bange for ild, samlede skoddet op igen, tænkte dit navn i min søsters have uden at græde. Bemærkede at mormor aldrig siger morfars navn, bare ham, tænkte på hvordan det ville føles at høre det igen. Tænkte på livet for tre år siden, konstaterede at det er okay, at minderne føles lidt hule, som om de ikke længere tilhører mig.