Nørre Voldgade

Følte en form for kosmisk ensomhed. Du bliver ked af det, når du ikke føler, du connecter med andre, konstaterede terapeuten. Ja, svarede jeg. Nogle gange bliver jeg i tvivl om, hvorvidt verden er virkelig, om jeg er virkelig. Blev ubærligt bange for aldrig at genvinde evnen til at få et andet menneske til at le. Stod på Nørreport i morgendug og alkoholtåge, afventende og efterspørgende, lignede en der ledte efter noget, men nok heller ikke helt vidste hvad. For vild i mit hoved og andres rytmiske bevægelser, tænkte en fremmedes navn, men også at alkoholinducerede connections måske er syntetiske, at intet kan være virkelig virkeligt på en bar efter midnat, blot en imitation af konversationel intimitet. Følte noget jeg ikke havde følt i lidt tid. Forsøgte at holde fast i følelsen og ansigtstrækkene, men mistede den igen i hverdagens banaliteter.

Amager Strandvej I

Tænkte på alle de pludseligt ubrugelige informationer, vi lagrer om hinanden: at hans ene øje blev helt rødt under et migræneanfald, at hun ikke kunne falde i søvn i stilhed, at han hadede når jeg holdt om hans håndled. Tænkte på det, Ann Druyan sagde efter Carl Sagans død, at finde hinanden i kosmos. Konkluderede at det må være kærlighed, at fare vild i menneskemængden og altid kunne udpege øjne, der ser en. Så tågen lægge sig over København, duer på rækker på antenner, løvfaldet i en sløret, hvid verden. Drømte gentagende om at blive set af nogen, af noget. Fulgte stjernerne hjem, tænkte på bølgegang, sad ved Amager Strand og indåndede, huskede hun sagde hun kunne se havet i mine øjne, jeg tror jeg svarede, at jeg bedre kunne trække vejret langs kysten. Tænkte på at blive holdt om af nogen, der holder af mig.

Mölle I

Følte mig lettet over at mærke regnen. Sørgmodig over afslutninger, håbefuld midt i nye begyndelser. Jeg føler ikke helt, som jeg plejede, men jeg ville stadig ikke helt kunne gøre de ting, vi gjorde, med en anden. Tænkte på at jeg stadig forsøger at decentralisere dig i mit univers. Tænkte på sommer i Mölle, et fotografi af havet og ét af mig, et kilo rejer og en kjole i chiffon. Tog et tog mod Karlshamn, huskede turen til Malmø, hvordan jeg begyndte at genkende dele af byen, at vi havde gået her, købt en kimono der. Al det vores som langsomt bliver mit. Ikke længere vred på dig eller dem, jeg ved stadig ikke hvem jeg bliver til, men nogen er jeg ved at blive.