Nørre Voldgade

Følte en form for kosmisk ensomhed. Du bliver ked af det, når du ikke føler, du connecter med andre, konstaterede terapeuten. Ja, svarede jeg. Nogle gange bliver jeg i tvivl om, hvorvidt verden er virkelig, om jeg er virkelig. Blev ubærligt bange for aldrig at genvinde evnen til at få et andet menneske til at le. Stod på Nørreport i morgendug og alkoholtåge, afventende og efterspørgende, lignede en der ledte efter noget, men nok heller ikke helt vidste hvad. For vild i mit hoved og andres rytmiske bevægelser, tænkte en fremmedes navn, men også at alkoholinducerede connections måske er syntetiske, at intet kan være virkelig virkeligt på en bar efter midnat, blot en imitation af konversationel intimitet. Følte noget jeg ikke havde følt i lidt tid. Forsøgte at holde fast i følelsen og ansigtstrækkene, men mistede den igen i hverdagens banaliteter.