Drømte om Japan og måske også lidt om dig. Nærstuderede fotografier fra Sarandë, fra Palermo, øvede mig i accept. Erkendte at jeg nok stadig ikke har lært at give slip, at jeg stadig forsøger at løsne grebet, at jeg må tilgive mig selv. Lavede nye interne jokes med nye mennesker, havde ikke lyst, følte en mærkelig kombination af skam og længsel, ønskede at livet var som for fem år siden, og huskede at jeg kontrollerer måden, hvorpå jeg reagerer på verden. At kunne forlade situationer, der føles utrygge. Relationer, der får mig til at græde. At jeg ikke længere behøver at føle det, der tager vejret fra mig, at jeg kan forlade det, der gør ondt. Man kan ikke få det tabte tilbage, men hvor ofte drømmer jeg ikke om lige netop det.