...

..
.
..

12.12.21

Split
Kan huske, at jeg tænkte på, hvor unge vi så ud på det fotografi. Hvor nostalgisk det gjorde mig, et så tydeligt vidnesbyrd om de løfter, vi virkelig forsøgte at holde, vores forliste forhold, men måske endnu mere bruddet med den pige, jeg var den eftermiddag. Dine blomstrede badebukser, mig trukket sammen omkring dig i et hjørne af båden, jeg var rædselsslagen for min egen krop. Det er det eneste fotografi, der stadig giver mig lyst til at græde, det grynede og højsommersolen, havet og dine øjne, alt det blå, vi kommer aldrig til at være de mennesker igen. Du fremkaldte fotografierne lidt efter rejsen, vi sad i vores stue og gennemgik dem sammen, jeg komplimenterede og udpegede, for jeg elskede at se verden gennem dine øjne. Hvilke detaljer, du bemærkede, hvilken virkelighed du udvalgte, og senere, at opdage at fotografierne fra den dag mest var af mig. Min stribede bikini og kun indbildt tykke lår, solen i mit afblegede hår, det gyldne blide mod vandoverfladen. Tænk at jeg ikke forstod det dengang, alle de gange du hvilede din hånd på min lænd i overfyldte selskabslokaler og over fodgængerfelter, at finde dine øjne i menneskemængden, da først du lærte hvordan, sad det i dig, krævede det at elske mig al din tålmodighed? Et postkort fra dig: jeg vil blive ved med at grine med dig af alt det, de voksne gør, som vi ikke forstår. Så længe så sørgmodig over, vi ikke skulle blive voksne sammen, men det blev vi jo alligevel, til trods for og på grund af, tænk at jeg brugte så meget tid på at bede om mere, uendeligt mere, dig og dine hænder, måske stirrede jeg mig blind på dine milde ansigtstræk og efterspørgende øjne. Tænk at jeg ikke så, hvor meget du så mig. Hvor jeg håber en dag at blive elsket sådan igen, men måske mere end det: at du en dag føler dig så set, selv hvis af en anden, at den blotte tilstedeværelse af det blik slukker den konstante summen, vi så ofte talte om. Du gjorde verden stille.

Krystalgade I
Midt december, mild latter efter midnat, tænkte på tid og lidt på dig. Hun sagde, hun så dig på en café nær Nørreport, at du så anderledes ud, jeg tænkte helt instinktivt ældre, for hvordan skal jeg ellers beskrive, at de sidste par måneder blot er løbet fra os, at tiden ikke standser på de steder, vi forlader, for de mennesker, vi decentraliserer? Tænkte på hvordan minderne driver fra mig, måske også fra dig, hvad vi sagde, og hvad vi gjorde, hvor lidt det betyder nu, men også hvordan jeg stadig bærer dig et sted under min hud, den eftermiddag i bilen ved havet, vi var virkelig virkelige, og du fik jo ret, det blev bedre, jeg er ved at forstå det nu, at det ikke behøver at gøre så ondt, at det bare er livet, at jeg fortjener at blive rask. Panikkede i et overfyldt selskabslokale, formildende ordvalg og toneleje pludselig, følte mig gennemskuet og transparent, talte mine fingre og vinduerne, vendte tilbage til mig selv. Følte mig fuld af skam og alligevel ikke, af og til kan jeg ikke kontrollere det, af og til opdager jeg det for sent, men det går, og det går over, altid, jeg er ikke, hvor jeg ønskede at være, men jeg er på vej.