Krystalgade I
Midt december, mild latter efter midnat, tænkte på tid og lidt på dig. Hun sagde, hun så dig på en café nær Nørreport, at du så anderledes ud, jeg tænkte helt instinktivt ældre, for hvordan skal jeg ellers beskrive, at de sidste par måneder blot er løbet fra os, at tiden ikke standser på de steder, vi forlader, for de mennesker, vi decentraliserer? Tænkte på hvordan minderne driver fra mig, måske også fra dig, hvad vi sagde, og hvad vi gjorde, hvor lidt det betyder nu, men også hvordan jeg stadig bærer dig et sted under min hud, den eftermiddag i bilen ved havet, vi var virkelig virkelige, og du fik jo ret, det blev bedre, jeg er ved at forstå det nu, at det ikke behøver at gøre så ondt, at det bare er livet, at jeg fortjener at blive rask. Panikkede i et overfyldt selskabslokale, formildende ordvalg og toneleje pludselig, følte mig gennemskuet og transparent, talte mine fingre og vinduerne, vendte tilbage til mig selv. Følte mig fuld af skam og alligevel ikke, af og til kan jeg ikke kontrollere det, af og til opdager jeg det for sent, men det går, og det går over, altid, jeg er ikke, hvor jeg ønskede at være, men jeg er på vej.