Universitetsvej

Du træder blade flade under tykke såler. Du tænker på, at angst er et grundvilkår for mennesket, at du er mest menneskelig, når ikke du føler dig det, at dette efterår er varmere end sidste år. Mellem ukrudt i universitetshaven vokser små orange blomster, næsten november nu. Han syntes, I havde det smukkeste bibliotek på Sjælland, men du ved ikke, hvilke steder han har set i tiden efter dig. Du har tænkt på, hvordan han ville se dig i dag, hvor meget ældre du må være blevet, at ligegyldigt hvad var der et øjeblik i tiden, hvor du var hans, en del af dig, der måske altid vil tilhøre ham. Du går i jeans nu, men nogle gange leger du stadig, at du er usynlig i s-toge og supermarkeder, ryster dig gennem måltider og ligger vågen på steder, der engang føltes som jeres. Du har ikke haft lyst til at huske, men det gør du så: der var skovstier og rastepladser, ad omveje og på afveje, at holde hans hånd over gearkassen. Der var stormvejr og blikstille hav, I tog det meste fra hinanden, men ikke det hele, og her er du så i midten af det, han efterlod.

Hjemme

Stod på Østerport og tænkte, at livet er godt, bedst når jeg pjækker fra forelæsning og tager et tog til Næstved i efterårssolen, når jeg næsten kan mærke et smil gennem telefonen, når det lune milde stadig ligger der i overgangen, bag skyerne og mellem trækronerne. Blade vrister sig fri, blide bevægelser mod skovbunden, i varmen af bilen ligner havet endnu en formiddag i juli, alting er det samme, selv når det er noget andet, hver gang overraskes jeg over, at det kan være så let, hvis blot jeg lader det. At også jeg beroliges af det gentagende, alt det almindelige, som: et gyldent soveværelse og dine sitrende øjenvipper i søvnen, ikke nok til at optage min opmærksomhed længere end et øjeblik, men nok til at bevare et sted i hukommelsen, en hånd på min skulder uden selv at have opdaget behovet for omsorgen, blot at stå lige her, forenden af en ubelastet skovsti og i det gyldne sene septemberlys, at skimte køkkenlamperne i mine forældres hjem gennem træstammerne.

I transit VI
Tung træthed, en regnvejrsmorgen og det sidste af august. Sommeren føltes uendelig, og så var den forbi. Lyset i forandring, måske også mig, drømte om rækkehuskvarterer i Oxford og at bevæge mig gennem Headington Hill Park en tåget septembermorgen endnu en gang. Tænkte på sidste efterår i min søsters have, mild vind mod mine kinder, nyslået græs mellem mine fingre og det sidste lune af solen.  Nogle mennesker har et smil, man kan mærke i hele kroppen, havde ikke lyst til at gå hjem, bare at se det igen. Hvis jeg var et normalt menneske, der kunne spise foran andre, bevæge sig foran andre, kunne jeg tilbyde ham noget, morgenmad og morgensol, hvis ikke jeg var så nervøs, evigt rystende hænder. Følte mig alligevel ikke lige så tung som sidste september, i hvert fald ikke endnu, tænkte på hvordan vi alle spejler hinanden, smilede til fremmede, håbede at blive nogen, man har lyst til at efterligne, at være lys.    

Johanne Korchs Vej
Du er lige fyldt toogtyve, da din niece kommer til verden. Der er et fotografi fra din fødselsdag det år, et surpriseparty, som du græd dig igennem, du var lykkelig og taknemmelig. I sidder i sofaen, dig i din røde kjole, din kind mod din søsters højgravide mave, din daværende roomies hånd på din ryg. Du ser ung ud, synes du nu, med dit afblegede hår, lidt fuld og tårevædet, din søster yngre, end du er nu. Du møder ham to uger inden Frejas fødsel. Han står på Nørreport ved check-in standeren, i lyserøde bukser og med en canvas taske, som du kan huske, du syntes var grim, og han siger dit navn med en sådan naturlighed, at du pludselig føler, at du er femten igen. Et par måneder inde i jeres forhold fortæller han dig, at han vidste, du aldrig ville have taget kontakt til ham, at det måtte være ham, som rakte ud efter dig. Du sender ham en snap fra Næstved hospital, du havde røde øjne udenfor fødeafsnittet. Du kan ikke få det tilbage, du kan ikke dele den dag med nogen anden, at han næsten havde kendt din guddatter lige så længe som dig.

Det forår, da han slår op første gang, lærer Freja at genkende, når nogen græder, en simpel gestikulation: hendes pegefinger under øjet, Clara ked. Hun finder mariehøns i din søsters have, tilbyder dig sin jordbæris, lærer at sige dit navn, mens du græder og håber på sommer i Karrebæksminde, at holde hans hånd over gearkassen, tænker på medaljonen, du gav ham, guldbelagt, et C og et hjerte graveret på bagsiden. Ikke længere at skulle snuble over hans sko på stuetæppet. Ham, under lysende grønne blade, træet bagerst i din søsters have, I skulle sidde på terrassen hele den sommer.

Dampfærgevej/Ørestad/I stå 

Græd på morgentoge og midnatstomme metrostationer, gentog: alt er fint, alt er fint, alt er fint, drømte om at føle mig rolig og søvnig i forsommersolen, at ligge vågen gennem færre solopgange, at få nogen til at grine gennemtrængende igen. Hyperventilerede i omklædningsrum og mødelokaler, glemte velkendte ansigters navne, stirrede på månen og regnen, følte mig for meget i verden og samtidig udenfor den, blev i tvivl om, hvad der var virkeligt, og hvad der ikke var, inddelte verden i observationer, synlige fakta: vindens trykken mod ruderne i lejligheden, brædder giver sig under gulvvarmen, knirken fra terrassedøren, der er lyde, de er virkelige. Mit ansigt i badeværelsesspejlet, blinken, blåsorte nuancer under øjnene og mit hår mellem fingrene, fornemmelsen af min nakke, presse neglene ind i mine håndflader, røde anmærkninger, intet blod, virkelig smerte, der er bevægelser. Konstaterede depressionen og søvnløshedens mange ligheder: venteværelset hos lægen, kliniske termer og frustration, aldrig at føle sig vågen, endnu en morgen, endnu en morgen, endnu en morgen, altid en bagvedliggende summen, at det her vil vare ved, intet ophør, ingen begyndelse eller afslutning, sygdommen cirkulær. Solopgangen og tågen over Kastrup, lidt over fire eller lidt i fem, hjernens manglende evne til at forholde sig til verden, kroppen gået i stå, halvvejs i sengen og en fod på trægulvet, fuldkommen udmattet, håbløst opgivende, nætterne er så lange, når man ikke sover sig gennem dem og: jeg bliver aldrig glad igen.

Du går en tur i støvregnen og stormen, føler dig ubegrundet ængsteligt, men måske mest nostalgisk, tung af erindringer i et rækkehuskvarter, samtidig lidt lykkelig, ad stisystemer, små åbninger mellem det lysende grønne, at mærke foråret. De historier, vi fortæller os selv, sagde terapeuten. At det skulle være rigtigt, at det skulle være ham, fordi det besluttede du uden at anerkende, at du måske en dag ville vokse fra den fjortenårige pige, der første gang forelskede sig i ham. Han har et nyt liv, men hans fravær optager dig med samme ihærdighed, længslen efter hvem I var, måske mest hvem du var med ham. Når du drømmer om ham, er det altid begyndelsen, han er yngre, hans lysende øjne på båden og i skoleuniformen, den første tirsdag i august, digtsamlingen der udvekslede hænder, din fødselsdagsgave, han turde ikke overrække den selv. Jeres hemmelighed, blikke på tværs af gange og gymnastiksale, du farer vild i tidlige erindringer, den måde han udtalte ord men, men også den sidste gang han sagde dit navn. Lad være med at kigge sådan på mig, Clara, vil du ikke nok bare lade mig gå. Og det gjorde du. Hørte døren lukke den eftermiddag i juli. Ingen smækken, ingen vrede. Stadig tung af søvn og sommersolen på terrassen. Og du gik ikke efter ham denne gang. Og han kom ikke tilbage. Og ingen skrev, man hans telefonnummer er stadig det eneste, du kan uden at tøve. En eller anden sagde, sagde han jo også. I vil være lidt ældre, måske efter skilsmisser, med børn og karrierer, og de valg I tog, og dem I efterlod, og vil det altid føles, som det gjorde dengang, selvfølgelig vil det det.

Dampfærgevej

Stod på kajen og stirrede på vandoverfladen, varme lysglimt og milde blå bevægelser bevægede måske også noget i mig, følte mig unægtelig udmattet og samtidig i forandring, forårssolens lune mod min hovedbund, det bliver sommer, og jeg kommer til at føle mere igen, men ikke hvad jeg følte sidste sommer eller sommeren forinden, var det så betydningsløst, nu når det er forløst, er jeg endelig udhulet og udtømt for forældede erfaringer? Der er ikke mere plads at hente i tidsoverskredne minder, så jeg må vokse omkring dem, jeg må fælde øjeblikke, men de hænger fortsat fast i striktrøjearmer, lægger sig i lag på støvede billedrammer, evigt eftersøgende de her fastlukkede hænder, at lære at skulle give slip igen, igen, igen. Tænkte at Carl Sagan ikke var bange for at dø, at vende tilbage til universet, tænkte også at jeg ikke har lyst til at forære universet noget, at jeg er grådig og bange og træt, neglene presser stadig sår i mine håndflader.