Nyvej II
Ledte efter din grav, men sneen havde dækket den. Tænkte på granit, marmor, at lege i baglokalerne og mellem flisestykker, skoldende maskinekakao, at tage med i træningscenteret de tidlige morgener den sommer og så senere, at sidde i skyggen af parasollen i jeres blomstrende have, spille yatzy og mærke varmen lægge sig, fornemmelsen af at være i en luftboble midt i kildemarkskvarteret. Den sidste gang vi talte, vidste jeg det, det tror jeg også, du gjorde, for du fortalte mig om blomsterne igen, at se dem gro og forgå, du var ikke bange, blot træt, så jeg gentog klicheer, at man jo lever videre i dem, der elsker en, jeg forsikrede dig om dit eget minde, hvad i alverden skulle jeg ellers ty til, når alt jeg ønskede var endnu en sommer? Jeg vander blomster og går ture i sneklædte skove, og det er vinter nu, og du er her ikke, men jeg finder dig hele tiden i fotoalbums og landskaber, jeg forestiller mig en hede, et morgenrødt stilbillede, det er sommer, sådan forankrer alle mine erindringer om dig sig i en årstid, det er endnu dugget, tågen løfter sig fra buskene, solopgang i modsætning til den Jeppe Aakjær sang, jeg græd mig igennem til din begravelse, og du står lige der, midt i min forestilling og midt i min drøm. Jeg savner dig ubærligt på denne december morgen, for du tog en rest af min barndoms somre med dig, og nu må jeg navigere resten af mit liv uden dig og dem, men når jeg drømmer om dig, er du altid lykkelig og lysende, og det er sådan, jeg ved, at hvor end du er, er der ro.