Dampfærgevej

Stod på kajen og stirrede på vandoverfladen, varme lysglimt og milde blå bevægelser bevægede måske også noget i mig, følte mig unægtelig udmattet og samtidig i forandring, forårssolens lune mod min hovedbund, det bliver sommer, og jeg kommer til at føle mere igen, men ikke hvad jeg følte sidste sommer eller sommeren forinden, var det så betydningsløst, nu når det er forløst, er jeg endelig udhulet og udtømt for forældede erfaringer? Der er ikke mere plads at hente i tidsoverskredne minder, så jeg må vokse omkring dem, jeg må fælde øjeblikke, men de hænger fortsat fast i striktrøjearmer, lægger sig i lag på støvede billedrammer, evigt eftersøgende de her fastlukkede hænder, at lære at skulle give slip igen, igen, igen. Tænkte at Carl Sagan ikke var bange for at dø, at vende tilbage til universet, tænkte også at jeg ikke har lyst til at forære universet noget, at jeg er grådig og bange og træt, neglene presser stadig sår i mine håndflader.