Du går en tur i støvregnen og stormen, føler dig ubegrundet ængsteligt, men måske mest nostalgisk, tung af erindringer i et rækkehuskvarter, samtidig lidt lykkelig, ad stisystemer, små åbninger mellem det lysende grønne, at mærke foråret. De historier, vi fortæller os selv, sagde terapeuten. At det skulle være rigtigt, at det skulle være ham, fordi det besluttede du uden at anerkende, at du måske en dag ville vokse fra den fjortenårige pige, der første gang forelskede sig i ham. Han har et nyt liv, men hans fravær optager dig med samme ihærdighed, længslen efter hvem I var, måske mest hvem du var med ham. Når du drømmer om ham, er det altid begyndelsen, han er yngre, hans lysende øjne på båden og i skoleuniformen, den første tirsdag i august, digtsamlingen der udvekslede hænder, din fødselsdagsgave, han turde ikke overrække den selv. Jeres hemmelighed, blikke på tværs af gange og gymnastiksale, du farer vild i tidlige erindringer, den måde han udtalte ord men, men også den sidste gang han sagde dit navn. Lad være med at kigge sådan på mig, Clara, vil du ikke nok bare lade mig gå. Og det gjorde du. Hørte døren lukke den eftermiddag i juli. Ingen smækken, ingen vrede. Stadig tung af søvn og sommersolen på terrassen. Og du gik ikke efter ham denne gang. Og han kom ikke tilbage. Og ingen skrev, man hans telefonnummer er stadig det eneste, du kan uden at tøve. En eller anden sagde, sagde han jo også. I vil være lidt ældre, måske efter skilsmisser, med børn og karrierer, og de valg I tog, og dem I efterlod, og vil det altid føles, som det gjorde dengang, selvfølgelig vil det det.