Dampfærgevej/Ørestad/I stå 

Græd på morgentoge og midnatstomme metrostationer, gentog: alt er fint, alt er fint, alt er fint, drømte om at føle mig rolig og søvnig i forsommersolen, at ligge vågen gennem færre solopgange, at få nogen til at grine gennemtrængende igen. Hyperventilerede i omklædningsrum og mødelokaler, glemte velkendte ansigters navne, stirrede på månen og regnen, følte mig for meget i verden og samtidig udenfor den, blev i tvivl om, hvad der var virkeligt, og hvad der ikke var, inddelte verden i observationer, synlige fakta: vindens trykken mod ruderne i lejligheden, brædder giver sig under gulvvarmen, knirken fra terrassedøren, der er lyde, de er virkelige. Mit ansigt i badeværelsesspejlet, blinken, blåsorte nuancer under øjnene og mit hår mellem fingrene, fornemmelsen af min nakke, presse neglene ind i mine håndflader, røde anmærkninger, intet blod, virkelig smerte, der er bevægelser. Konstaterede depressionen og søvnløshedens mange ligheder: venteværelset hos lægen, kliniske termer og frustration, aldrig at føle sig vågen, endnu en morgen, endnu en morgen, endnu en morgen, altid en bagvedliggende summen, at det her vil vare ved, intet ophør, ingen begyndelse eller afslutning, sygdommen cirkulær. Solopgangen og tågen over Kastrup, lidt over fire eller lidt i fem, hjernens manglende evne til at forholde sig til verden, kroppen gået i stå, halvvejs i sengen og en fod på trægulvet, fuldkommen udmattet, håbløst opgivende, nætterne er så lange, når man ikke sover sig gennem dem og: jeg bliver aldrig glad igen.