Johanne Korchs Vej
Du er lige fyldt toogtyve, da din niece kommer til verden. Der er et fotografi fra din fødselsdag det år, et surpriseparty, som du græd dig igennem, du var lykkelig og taknemmelig. I sidder i sofaen, dig i din røde kjole, din kind mod din søsters højgravide mave, din daværende roomies hånd på din ryg. Du ser ung ud, synes du nu, med dit afblegede hår, lidt fuld og tårevædet, din søster yngre, end du er nu. Du møder ham to uger inden Frejas fødsel. Han står på Nørreport ved check-in standeren, i lyserøde bukser og med en canvas taske, som du kan huske, du syntes var grim, og han siger dit navn med en sådan naturlighed, at du pludselig føler, at du er femten igen. Et par måneder inde i jeres forhold fortæller han dig, at han vidste, du aldrig ville have taget kontakt til ham, at det måtte være ham, som rakte ud efter dig. Du sender ham en snap fra Næstved hospital, du havde røde øjne udenfor fødeafsnittet. Du kan ikke få det tilbage, du kan ikke dele den dag med nogen anden, at han næsten havde kendt din guddatter lige så længe som dig.

Det forår, da han slår op første gang, lærer Freja at genkende, når nogen græder, en simpel gestikulation: hendes pegefinger under øjet, Clara ked. Hun finder mariehøns i din søsters have, tilbyder dig sin jordbæris, lærer at sige dit navn, mens du græder og håber på sommer i Karrebæksminde, at holde hans hånd over gearkassen, tænker på medaljonen, du gav ham, guldbelagt, et C og et hjerte graveret på bagsiden. Ikke længere at skulle snuble over hans sko på stuetæppet. Ham, under lysende grønne blade, træet bagerst i din søsters have, I skulle sidde på terrassen hele den sommer.