Portugal
Må det blæse en halv pelikan i den rette retning, skriver
han så, og du tænker, at vinden har blæst dig uendeligt mange steder hen,
hotelværelset i Malaga og kollegier på Amager, en seng på Vesterbro og en anden
i Trekroner, men aldrig har den blæst dig tilbage til ham, hverken den seneste eller
den sidste, men altid den første. Efter alle de år og al den afstand, kan du
endelig tænke på den vinternat på lufthavnshotellet i Aalborg, den morgen på
balkonen midt i Middelhavet, eller den regnvejrsdag i baggården i Valby, hvor
det sluttede. At vide, at han jo bare var en dreng, og du var bare en pige, og
I elskede hinanden i et så lille øjeblik, at du ikke kunne tage det med dig ud
af ungdommen, men som måske resten af dit liv, alligevel vil føles som et
fragment af altid. Midt i det forældede, snart falmede, vil du håbe at huske
den pige, han dansede med i baggården i Haslev, at ligge fladt på stenene
udenfor lejligheden på Østerbro og håbe, at han rækker ud og holder din hånd
igen.
