Lille Næstved

Gennem skoven et sted, hove mod knækkede grene, selvom der kun er stammerne tilbage af de træer, der har stået der hele din barndom, kan du ikke se hestene, kun høre deres ekko gennem det mørke tætte. Siden bruddet har du ikke været mere i Næstved end et par timer ad gangen, du ser jer hele tiden. Han ville køre til fiskehandleren på Enø, købe rejer og tilberede dem til din mor, som ikke kunne lide skaldyr, men godt kunne lide ham. Sommeren efter du ser ham sidste gang, stopper du med at ryge og begynder at løbe igen. Du sidder med dig selv i haven, lader minderne bevæge sig forbi dig, gennem dig, og du løber nær jeres gamle folkeskole og konstaterer, at nogle steder eksisterer udenfor tid, at det er ligegyldigt, at fodboldbanen ser lidt grønnere ud nu, at vinduerne i kemilokalet ikke er halvt så støvede, som du husker dem, et ekko er her stadig, i gården, og basketballnettet er stadig revet itu, cykelskurene står nøjagtig, som de altid har gjort, nedslidte, kun rester af mørkegrøn maling. Hvor mange første forelskelser rummer denne faldefærdige folkeskole, hvor mange drenge har gemt sig i kælderen ved siden af pedellens kontor, hvor mange piger har stået her på den anden side af hegnet til Susåen og drømt sig både ældre og yngre, måske mest bare væk, og hvad blev der af gymnasieeleverne, der altid stod bag parkeringspladsen og røg hash, og hvad blev der af jer?