Hjemme

Stod på Østerport og tænkte, at livet er godt, bedst når jeg pjækker fra forelæsning og tager et tog til Næstved i efterårssolen, når jeg næsten kan mærke et smil gennem telefonen, når det lune milde stadig ligger der i overgangen, bag skyerne og mellem trækronerne. Blade vrister sig fri, blide bevægelser mod skovbunden, i varmen af bilen ligner havet endnu en formiddag i juli, alting er det samme, selv når det er noget andet, hver gang overraskes jeg over, at det kan være så let, hvis blot jeg lader det. At også jeg beroliges af det gentagende, alt det almindelige, som: et gyldent soveværelse og dine sitrende øjenvipper i søvnen, ikke nok til at optage min opmærksomhed længere end et øjeblik, men nok til at bevare et sted i hukommelsen, en hånd på min skulder uden selv at have opdaget behovet for omsorgen, blot at stå lige her, forenden af en ubelastet skovsti og i det gyldne sene septemberlys, at skimte køkkenlamperne i mine forældres hjem gennem træstammerne.

I transit VI
Tung træthed, en regnvejrsmorgen og det sidste af august. Sommeren føltes uendelig, og så var den forbi. Lyset i forandring, måske også mig, drømte om rækkehuskvarterer i Oxford og at bevæge mig gennem Headington Hill Park en tåget septembermorgen endnu en gang. Tænkte på sidste efterår i min søsters have, mild vind mod mine kinder, nyslået græs mellem mine fingre og det sidste lune af solen.  Nogle mennesker har et smil, man kan mærke i hele kroppen, havde ikke lyst til at gå hjem, bare at se det igen. Hvis jeg var et normalt menneske, der kunne spise foran andre, bevæge sig foran andre, kunne jeg tilbyde ham noget, morgenmad og morgensol, hvis ikke jeg var så nervøs, evigt rystende hænder. Følte mig alligevel ikke lige så tung som sidste september, i hvert fald ikke endnu, tænkte på hvordan vi alle spejler hinanden, smilede til fremmede, håbede at blive nogen, man har lyst til at efterligne, at være lys.