Niels Hemmingsens Gade

Efter fremvisningen tog I ind til atelieret på Niels Hemmingsens gade. Han skulle hente noget, hvad husker du ikke længere, men du kan huske, du røg en smøg på brandtrappen, selvom du var stoppet, der er et fotografi. Du havde din røde jakke på og en kop kaffe, det var tidligt forår, et øjeblik før isolationen. Lyset var meget hvidt den dag, skarpt, som det er i foråret, hvor kroppen endnu ikke har justeret sig til lysere timer, hvor træerne stadig er nøgne, og man forbløffes over, at det kan syne så lunt og stadigvæk føles så koldt. I gik mange ture det forår, da København var tomt.

Han spurgte, om I ikke bare skulle springe på et tog, og det gjorde I, det var den sidste gang, I var i Sverige sammen. Mens I gik ad gader i Malmø, stoppede langs vandet, spiste en sidste gang på restauranten han hadede, selv da I lå i hotelsengen den aften, kan du huske, du tænkte, at noget føltes anderledes, begrundede det med flytningen, at du lige havde købt en lejlighed, han nægtede at flytte ind i. En mærkelig afstand til ham, eller måske var det mest til dig selv, som om intet af det var virkeligt, samtidig prædetermineret; alle talte om jer i definitive vendinger, der gjorde dig urolig og trodsig og rædselsslagen på samme tid. Du ved ikke, om du vidste, det var slut, da I lå der i sengen. Du ved ikke, om han vidste det.