Vesterbro
Søndag i oktober, dit ansigts spejling i en butiksrude, så vindblæst og søvnig ud, måske lidt sørgmodig uden helt at vide hvorfor. Efterårsdage og duer samlet foran Palads, afventende, våde blade og våde mursten, alting i forfald, men Vesterbro er stadig lige så smukt, som da du boede her med ham. Stod i solen, lunt med dit strikkede halstørklæde, følte dig tung og rolig på samme tid, du har ikke fundet det, du ledte efter, men måske er det heller ikke så vigtigt, som det føltes engang. Og du var jo bare bange, og det var ikke hans skyld, og du har næsten tilgivet dig selv for ikke at kunne tilgive ham, her på en søndag og midt på et Vesterbro, der nu mest er hans, og disse gader, du nok aldrig helt kommer til at kunne gå ad igen uden at tænke på gule blade under hans sølvgrå sneakers, hans lune hånd i din.