Hellig Kors Kirke

Det er blevet efterår, da du ankommer til Forum station, visne blade og bare ben ad Julius Thomsens Gade. I blev liggende lidt længere end I burde i morges, du kiggede på ham og tænkte, han var smuk med søvnige øjne, han skulle nå et tog, du en jobsamtale på zoom. Syv minutter inde i knitrende forsinkelser og frosne ansigter, opdagede du, at du ikke ville have jobbet, zonede ud og tænkte på sene nætter og midlertidige relationer, hvordan du håbede, det ikke ville være sidste gang, du så ham ligge på din sofa. Foran et pizzeria på Jægersborggade spiser en flok teenagedrenge kebab med tømmermændsgestik, det trækker op over Nørrebro, tunge skyer over Hellig Kors Kirke, da klokkerne ringer ind. Herrens veje er uransagelige, siger præsten, og du tænker på en forelæsning om overgangen fra oplysningstid til romantik, at da jordskælvet ramte Lissabon, mistede mange troen på, at nogen gud kunne findes. Der er intet jordskælv her, men Hellig Kors Kirke ryster alligevel lidt under fødderne af en far, der bærer sin søns kiste ud, og hvilken ondskabsfulde joke er det ikke, at du tog til en jobsamtale, at du vil forlade bisættelsen tidligt for at studere, den mest klare gengivelse af, at livet fortsætter, i hvert fald for dig, i hvert fald lidt endnu, at selv ikke sorgen standser hverdagens ligegyldige deadlines og forsinkede toge, der er ikke så meget at sige om døden, blot at du ikke ønsker at være der til at se den.