...

..
.
..

6.10.24

Hertenlaan 10

Man må ikke glemme, hvor man kommer fra, siger de, men efterhånden er der så lidt, du kan huske: ad grusstien til højre for indkørslen, langs overgroede buske og et enkelt rosenbed nær trappen til trædøren, du husker den som tung. Katten plejede at efterlade hareunger her på trinnene, det er ikke dit minde, nedarvet og måske omskrevet i gengivelsen. Der var højt til loftet i entreen på den anden side af døren, eller måske var der ikke, du var et barn her. I midten af entreen: trapperne ned til stuen, til højre: et ovalt vindue og skoven udstrakt forenden af haven, til venstre: skiftende au pair pigers værelse, ved siden af: køkkenet.

Der er et fotografi af dig og din bror i dørkarmen til køkkenet, det må være taget i slutningen af halvfemserne og lige der, midt i entreen, du husker ikke af hvem. Halvdelen af en grålig, overdimensioneret emhætte kan anes skråt til højre i baggrunden, du husker, at din far altid kom hjem efter sengetid, at dine forældre lod dig sove imellem dem hver nat alligevel, hvordan du forestillede dig, at han stod her efter midnat, lænet ind under komfuret for at ryge cigaretter under emhættens lamper, udstrakte ledningen fra den røde vægtelefon tværs over køkkenet.

 Du sidder på din brors ryg på fotografiet, måske lidt ældre end hans datter er nu, hans hænder i et løst greb om dine ankler, dengang I havde matchende joggingsæt, og hans hår stadig var samme lyse som dit. To barstole i mørkt træ ved siden af køkkenøen i baggrunden og blitzens genskin i deres lakerede overflade, du husker den gule radios konstante summen, men også, at alle talte på et sprog, du aldrig lærte at forstå.

Du husker ikke, om I tog jeres første skridt på dette rødbrune klinkegulv, men du husker varmen foran ovnen, dens skarpe lamper i aftenmørket, hvordan du plejede at sidde og betragte dit ansigts afspejling i den fedtede glasoverflade, mens mor talte i telefon. Du husker, at alle skabene i det køkken var valdenøddetræ, alting var brunt dengang, kun adskilt af enkelte kontraster: et køleskab beklædt med magnetiserede Disney-figurer, måske et postkort eller et fotografi, telefonbogen på hylden ved siden af, det hvidmalede vindue med udsigt til ærtebedet.

Du husker den lyserøde plasticring, som din far købte til dig på julemarkedet på Europaskolen, alle træerne langs alléen var beklædt med lyskæder den aften i december, du husker, hvordan du ledte efter den i lyset fra ovnen, som var den det mest værdifulde, dit fem årige jeg ejede, og måske var den det, og hvordan far fandt den bag træpanelet under ovnen, efter du var gået i seng. Du husker middagssolen gennem de gennemsigtige gardiner i køkkenet, at din bror sad lige der på køkkenøen efter styrtet på cyklen, hvordan far skar et tog ind i en ost, og din bror grinede, så blodet fra hans næse løb ned i hans mund, hans lyserøde tænder, at du stadigvæk føler et barnligt ubehag ved det billede.

Du husker udsigten til genboens hvidpolerede hus fra den brunmalede terrassedør og de tre vinduer, eller måske var det fire, bag køkkenøen, arbejdsbordet til venstre for dem med den stationære computer, du aldrig måtte spille på. De lavthængende marmorlamper over spisebordet, i mere end et årti lå de i papkasserne fra da I flyttede til Snoghøjen, senere hang de over køkkenøen i dit første voksenhjem, nu tilbage i papkasser igen. Egetræsstolene, dengang med det rødbrune læderovertræk, så ompolstrede, senere smidt ud. Du husker at være et barn her i baggrunden af dette fotografi af din bror og dig, i dette køkken der strækker sig ud af billedet, og ikke længere findes, i hvert fald ikke som du genkalder dig det. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar