Vi kører ud til havet. Blæsten er efterårskold. Støvregnen gør alting sløret i kanterne, verden så blid at betragte. Bølgerne er urolige, og horisonten mørk. Mågerne flyver lavt. Du siger, du gerne vil samle konkylier. Du er aldrig tæt nok på havet. Jeg sætter mig på en bænk ved stierne; små sandkorn lægger sig i mit hår. Du råber poesi til mig fra vandkanten. Blæsten bærer dine ord bort, og de kommer tilbage som små ekkoer. Jeg er ikke sikker på, hvad du siger, men jeg smiler alligevel tilbage til dig. Du er smuk med stille glæde i dine øjne, og drømme viklet ind i dit hår. Jeg drømmer om en kærlighed, der vil vare evigt, råber du. Jeg tænker, at den ikke findes. Måske kan man komme tæt på. Det er blot et spørgsmål om hvor længe en evighed er. Jeg elsker dig, siger du. Her, lyt til havet. Det er fint, siger jeg og smiler, fordi jeg elsker lyset i dit ansigt ved lyden af bølgerne. Skal vi tage hjem, spørger du og kysser mig. Jeg nikker. Hjem, hvor hjertet er. Med dig. Jeg drømmer også om kærligheden, tænker jeg. Måske finder vi den en dag.