II
Vi sad på molen og skrællede mandariner hele sommeren. Vores hænder duftede sødt. Kan huske at jeg stadig kunne mærke vinden tage i mit hår, ryste min krop, når jeg lå i sengen om aftenen. Mine lagener var fedtede af solcreme. Du lærte mig at bruge læbestift, hvordan man kan gå en hel dag uden at føle sig sulten. Du smed aldrig din kjole på stranden, pegede på de andre piger og grinede af deres hvalpefedt. Kan du huske sommeren forinden, da jeg fandt dig på knæ bag de høje roser i bedet bag dine forældres sommerhus, dine spytvåde fingre og klumper af opkast i muldet. Ligger det der stadig og rådner? Jeg kan ikke engang huske, hvilken dag du forlod mig i Karrebæksminde.

Noget om mad

Så, jeg spiser, og det sætter sig, jeg kan mærke det. Jeg vejer ikke min mad, gemmer køkkenvægten på øverste hylde i skabet. Om aftenen forsøger jeg at tælle stjerner i stedet for kalorier. Det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg spiser, fordi jeg elsker ham. Fordi det gør ondt, når vores knogler støder sammen. Fordi jeg er i et forhold med ham, og det afspejler mit forhold til mad: kompliceret. Bedre på de dage hvor jeg ikke straffer mig selv. Fordi han hader, hvor meget jeg hader mig selv. 

Reykjavik

Måske er han i en københavnsk seng med krøllede lagener, lyden af et hovedgærde der spiller melodier mod væggen, en konstant rytme, en kvinde der ikke ligner hende. Måske en blondine denne gang, lange sorte negle og rester af mørkerød læbestift i mundvigene, nu kysset væk af hans læber. Hans mund mod hendes, deres vejrtækning, hun kan ikke lade være med at tænke på hans pik i en anden kvinde.

Udenfor er Reykjavik faldet i søvn, der er ingen bildæk mod vejene, ingen knuste glasskår eller hæle mod fortovene. Uret på natbordet er rødglødende, frosset ved 15:56, det har det været i måneder. Det er sent – i København er det næsten morgen, tænker hun. Måske knapper han sine jeans, de helt lyseblå med de flossede kanter og huller i lommerne, binder sikkert ikke engang sine snørebånd, før han forlader lejligheden. Reykjavik var hendes beslutning: han ville ikke med.

Ved siden af hende sover drengen, hans åndedræt er tungt, ubehagelige gisp forlader hans mund. De kneppede den første nat og pludselig efterlod han sin mørkeblå tandbørste i holderen på hendes badeværelse, små pletter af hans savl på hendes hovedpude om morgenen.

Nu vågner København, tænker hun og forestiller sig ham ryge en smøg i solopgangen: dagen der langsomt stiger, lægger sig over de røde teglsten, forårsregnen der falder på sådan en doven, døsig måde: hun savner virkelig den københavnske regn.